|
Hej Carsten. Tak for mailen. Der kan muligvis være tale om et kolesteatom, på dansk kalder benæder. Et kolesteatom er en godartet hudvækst inde i mellemøret eller på en knogle inde i det indre øre. Normalt er der ingen hudceller bag trommehinden, men hvis trommehinden bliver skadet, eller der går hul på den ved mellemørebetændelse, kan huden på den ydre side af trommehinden vokse ind i mellemøret. Enkelte er født med små hudrester, som bliver fanget i mellemøret (medfødt kolesteatom). En dårlig funktion af det eustachiske rør (som fører luft op i mellemøret og væske ud), så der ind imellem er undertryk i øret, kan også være en årsag. Undertrykket vil kunne suge en lille pose af trommehinden indefter, især der hvor der har været tidligere huls på grund af mellemørebetændelse. Ud fra den lille pose kan der så dannes et kolesteatom. Kolesteatomet opstår, når døde hudceller samles i mellemøret uden at kunne blive udstødt. Typisk på grund af gentagne mellemørebetændelser. Der dannes en klump af døde celler og samtidig dannes enzymer, som medfører nedbrydning af knogle. Nedbrydning af øreknoglerne bag trommehinden kan føre til tab af en del af hørelsen (konduktivt høretab, da lyden ikke længere kan formidles fra trommehinden til det indre øre). Nedbrydning af knoglen over ansigtsnerven (nervus facialis) kan føre til lammelse af ansigtsnerven. Går nedbrydningen indefter kan knoglelabyrinten også blive ødelagt, hvilket kan føre til tab af høresansen og svimmelhed. Infektion kan også spredes til returblodårerne (venerne), som fører blod fra hjernen til hjertet. Der kan også komme stop i en stor vene (sinus venosus lateralis), hvilket kan føre til væskeophobning rundt om hjernen (hydrocephalus – vand i hovedet). Spreder infektionen sig yderligere kan der opstår meningitis, evt. en byld i hjernen. Så selvom kolesteatom er en godartet svulst, kan den være farlig alligevel. Symptomerne kan være udflåd fra året med en dårlig lugt. Efterhånden vil der kunne komme en fornemmelse af, at øret er fyldt, eller at der er overtryk i det. Der kan være smerter i øret, især om natten. Tiltagende dårlig hørelse og svimmelhed samt svækkelse af ansigtsmusklerne på siden med kolesteatom kan forekomme. Man stiller diagnosen kolesteatom ved hjælp af en speciel CT-scanning af tindingebenet. Høreundersøgelser kan også være en hjælp. Behandlingen er i de lette tilfælde, hvor man kan holde øret fri for betændelse, at man renser øret grundigt. Dette skal gentages regelmæssigt, så man kan holde øje med kolesteatomet, hørelsen og eventuel infektion. I de fleste tilfælde er det nødvendigt med en operation, hvor målet dels er at få styr på betændelsen og dels at bevare hørelsen. Operationen foregår i fuld bedøvelse ved hjælp af et mikroskop. Er kolesteatomet lille, kan det fjernes helt i et stykke, og øreknoglerne og trommehinden genskabes ved en enkelt operation. Er det nødvendigt at fjerne kolesteatomet i flere stykker, vil der altid være en risiko for, at man ikke har fået det hele med, så små stumper igen kan give sig til at gå. Her vil man vente flere måneder med henblik på at fjerne dem, når de er vokset lidt. Man venter så også med genopbygning af trommehinde og øreknogler. I svære tilfælde, hvor kolesteatomet er blevet stort og er vokset ind i det indre øre og knoglen bag det (mastoideus) eller har påvirket ansigtsnerven, kan det blive nødvendigt med en større operation, hvor man fjerner mastoideusknoglen, trommehinden og øreknoglerne samt udvider ørekanalen, så det er let at rense hele øret hos ørelægen med nogle månders mellemrum. Det kan under operationen være nødvendigt at skubbe smagsnerven (chorda tympani) til side for at kunne se ordentligt, hvilket kan medføre forbigående forstyrrelse af smagssansen på den forreste del af tungen på samme side. Der kan også opstå en metallisk smag. Der kan også komme forbigående problemer med balancen efter større operationer. Der kan også komme nedsat følelse eller følelsesløshed af det ydre, når man har opereret i knoglen bag øret (skåret op her). I sjældne tilfælde kan der komme ansigtsnervelammelse på den opererede side. Under alle omstændigheder må der være noget med øret. Det skal nok undersøges grundigere med fx en speciel CT-scanning.
Mange gode hilsener |

Naturli er Danmarks mest aktuelle magasin om sundhed, helse og vejen til en bedre livsførelse. Naturli giver gode råd til læseren, men er ikke et alternativ til en egentlig medicinsk behandling. Bladets redaktion består af nogle af landets anerkendte eksperter - bl.a. radiodoktoren Carsten Vagn-Hansen. Rådene på siden følges under eget ansvar.
Skriv gerne til vores webmaster. Indhold på naturli.dk må kun gengives med skriftlig tilladelse. Citater kun med kilde. Meninger tilkendegivet af naturli.dks brugere er ikke nødvendigvis overensstemmende med redaktionens.
Vi tager forbehold for ændringer og tastefejl.
© Naturli, Forlaget Mediegruppen


