Nyheder

10-årige vil have perfekte kroppe

28. august 2009

Samfundets kropsidealer får skylden for, at børn helt ned til 10 år er utilfredse med, hvordan de ser ud

Kvinder er slanke, og mænd er muskuløse. Sådan er den stereotype forestilling om den perfekte krop, og det påvirker ifølge amerikanske og canadiske forskere børn helt ned til 10 år.

Forskerne fra Harvard University og University of Alberta i Canada har undersøgt, hvordan 4.254 børn i 10-11 årsalderen har det med deres udseende.

Børnene skulle svare på, i hvor høj grad de var enige i udsagnet: ”Jeg er tilfreds med mit udseende”.

1 ud af 13 af pigerne svarede: ”Aldrig eller næsten aldrig.”

Mens 5,7 pct. af de normalvægtige piger var utilfredse med sig selv, gjaldt det samme for 13,1 pct. af de stærkt overvægtige piger.

Hos drengene var 7,6 pct. af de normalvægtige ikke glade for deres udseende, mens tallet lå på 8,4 pct. blandt de overvægtige.

Manisk optagede

Ledende forsker Bryn Austin fra Harvard University peger på, at samfundets kropsidealer spiller ind på børnenes selvopfattelse:

”Når drenge med en normal vægt ikke er tilfredse med sig selv, kan det skyldes de kulturelle forestillinger om, at mandekroppen skal være muskuløs. For kvinder er idealet, at man skal være tynd,” siger Bryn Austin ifølge avisen Daily Telegraph, som en forklaring på, at ”kun” 5,7 pct. af de normalvægtige piger er utilfredse.

Theresa Abegg, ledende psykoterapeut i klinikken Abegg & Bro, der er specialiseret i spiseforstyrrelser, møder børn helt ned til 8 år, som har en forskruet opfattelse af deres krop.

”De er manisk optagede af deres udseende og tror fejlagtigt, at alt, hvad de putter i munden, gør dem fede,” siger hun og tilføjer, at det ikke kun er piger, som er optagede af at se ud på en bestemt måde.

”Også de helt unge drenge går op i det og skal have de rigtige bælter og de rigtige underbukser. Og den rigtige krop, som passer til udstyret.”

Ifølge Bryn Austin kan overdreven fokus på udseendet føre til spiseforstyrrelser.

”Der er en veldokumenteret øget risiko for spiseforstyrret adfærd som opkast, faste og brug af afføringsmidler, når man ikke er tilfreds med sin krop,” siger han til Daily Telegraph.

Kilde: fpn.dk

(oprettet 2. september 2009)

Forrige artikelVerdensnyhed: Økologiske og biologisk nedbrydeligt tyggegummi

Næste artikelRygers datter får 71 mio. kr. i erstatning