Nyheder

10 gode mod forkølelse

Det er højsæson for hoste, forkølelse og ondt i halsen. Der findes ikke nogen mirakelkur, men vi har fundet 10 af naturens egne hjælpere.

Foto: Shutter- og Adobestock
29. januar 2024

Det er højsæson for hoste, forkølelse og ondt i halsen. Der findes ikke nogen mirakelkur, men vi har fundet 10 af naturens egne hjælpere. 

Det er svært helt at undgå tilstoppet næse eller øm hals i vinterhalvåret. Særligt, når temperaturen og luftfugtigheden hopper op og ned fra dag til dag og uge til uge. Hvordan forebygger du bedst – og er der noget at gøre, når du er blevet ramt? Vi har fundet ti gode bud:  

1: ECHINACEA  (Rød Solhat)

Rød solhat, eller echinacea, er en almindelig ingrediens i selvplejeprodukter til forkølelse, alene eller kombineret med andre urter. Den stammer fra Nordamerika, hvor den traditionelt blev brugt af de oprindelige folk mod forkølelse og andre infektioner. 

Forskning viser, at echinacea både kan forebygge og lindre forkølelse. Urten kan reducere risikoen for at blive forkølet med 58 procent og forkorte sygdomsvarigheden med i gennemsnit 1,4 dage. Det viser en gennemgang af 14 forskellige undersøgelser. Men der er også undersøgelser, som ikke har vist effekt. 

Læs også: Naturlige værn mod corona og influenza

Echinacea virker formentlig ved at stimulere de hvide blodlegemer i immunsystemet, så de nemmere kan angribe vira og andre angribere i kroppen. Chancen for effekt er størst, hvis du tager urten, så snart du begynder at mærke de første symptomer på forkølelse. Echinacea er godkendt som urtemedicin til at forebygge eller lindre forkølelse.  

“I en engelsk undersøgelse fandt man færre forkølede i gruppen af hvidløgsspisere end kontrolgruppen.”

2: Hvidløg

Hvidløg er et populært middel mod forkølelse. Der er stadig ingen undersøgelser, der viser lindring, når man først er blevet forkølet. Men nogle undersøgelser tyder på en forebyggende effekt. I en engelsk undersøgelse fandt man færre forkølede i gruppen af hvidløgsspisere end kontrolgruppen.

Reagensglastest viser, at hvidløg kan have en antiviral effekt.


3: EUKALYPTUS 

Indånding af dampene fra eukalyptusolie giver en kølende fornemmelse i næsen og kan gøre det lettere at trække vejret, når du er forkølet. 

4: TIMIAN 

Urten timian har slimløsende egenskaber og kan derfor lindre hoste. Det er godkendt som en traditionel urtemedicin, der bruges til at lindre halsirritation og til at lette opspytning af sejt slim i hoste forbundet med forkølelse. 

Læs også: Planternes planet – hvordan ser den ud?

5: MØRK GERANIUM 

Den sortblomstrede mørke geranium vokser i Sydafrika. Det kan lindre symptomerne på både forkølelse og bihulebetændelse, viser forskning. Planten indeholder phenoler, der kan hæmme væksten af vira og bakterier, og den menes også at kunne påvirke vores immunforsvar positivt. 

6: VEDBEND 

Vedbendblade er traditionelt blevet brugt mod forkølelse. Nogle undersøgelser viser, at ekstrakter fra planten kan lindre hoste med slimløsende og hostestillende virkning. Ekstrakt af vedbendblade er godkendt som naturlægemiddel til lindring af hoste med ihærdig slim. 

7: INGEFÆR 

Urten ingefær er et populært hjemmemiddel mod forkølelse. Ligesom flere andre varme krydderier, såsom chili og peberrod, stimulerer den spytsekretion, som kan dulme hoste og halsirritation. 

Prøv en ingefærte: Læg 3-5 skiver rå ingefær i en stor tekop. Hæld 3 dl kogende vand over og lad det trække i 10-15 minutter. Fjern ingefæren, sød evt. med en teskefuld honning og drik teen varm.


8: LAKRIDS 

Lakridsrod er blevet brugt i folkemedicinen mod blandt andet forkølelse. Dens slimløsende effekt kan være gavnlig mod hoste. Det Europæiske Lægemiddelagentur EMA har godkendt lakridsrod som traditionel urtemedicin til brug som slimløsende middel mod hoste i forbindelse med forkølelse. 

9: ENSIANROD

Urten vokser i bjergene i Central- og Sydeuropa. Det indgår i nogle egenplejeprodukter mod forkølelse. Ekstrakt af ensianrod er flere steder godkendt som urtemedicin til lindring af symptomer i næsen og dens bihuler ved forkølelse. 

“Nogle undersøgelser tyder på, at hyldebær kan være gavnlige ved bihulebetændelse.”

10: HYLDEBÆR 

Hyldebær er blevet brugt i folkemedicinen, blandt andet mod hoste og forskellige infektioner. De indgår i nogle produkter beregnet til forkølelse. 

Ifølge nogle mindre kliniske undersøgelser hos mennesker kan hyldebærekstrakt lindre influenzasymptomer. Nogle undersøgelser tyder også på, at de kan være gavnlige ved bihulebetændelse, i kombination med antibiotika. Reagensglasprøver viser en virushæmmende effekt.  

Forrige artikelSkru ned for SoMe – og få det bedre

Næste artikelRoundup årsag til erstatning på 15 milliarder kroner

Thomas la Cour

Journalist