Nyheder

Erstatning til narkolepsi-patienter i vaccineskandale

11. februar 2015

Nu vil svenskerne lave en særlov, så de borgere, der fik narkolepsi af at lade sig vaccinere mod svineinfluenza i 2009, kan få erstatning. Danmark ventes at følge efter.


Foreløbig er kun et offer for Pandemrix-vaccinen herhjemme blevet tilkendt en erstatning på beskedne 1,2 millioner kroner, selvom den medfølgende narkolepsi formentlig har gjort den nu 15-årige dreng uarbejdsdygtig og handicappet resten af livet. Den danske stat har samlet udbetalt 4,3 millioner kroner i erstatninger til borgere, der er blevet syge af vaccinen. Men nu ventes Danmark at følge svenskernes eksempel og udbetale op til ti millioner kroner til de modtagere af vaccinen, der sidenhen har udviklet narkolepsi.

Pandemrix mod svineinfluenza

Frygten for H1N1-influenzaen, den såkaldte svineinfluenza, fik i 2009 Sundhedsstyrelsen til at anbefale Pandemrix-vaccinen til risikogrupperne. Men vaccinens mulige bivirkninger var ikke kendte, og siden er der registreret 147 mulige, alvorlige bivirkninger blandt de 339.515 danskere, der fik mindst én dosis af vaccinen.
Blandt de 147 tilfælde tæller otte dødsfald, fem tilfælde af spontan abort, flere tilfælde af multipel sklerose og forværring af eksisterende sklerose samt fem tilfælde af nervesygdommen Guillain-Barrés-syndrom. Sidstnævnte er den eneste anerkendte bivirkning ved vaccinen, og Sundhedsstyrelsen finder det ikke sandsynligt, at sklerose, dødsfald eller aborter har noget at gøre med vaccinen.

Sidenhen er registreret mindst tre tilfælde af narkolepsi blandt de vaccinerede danskere, og Sundhedsstyrelsen vil ikke afvise en sammenhæng, selvom den frygtede sygdom først viste sig flere år efter vaccinen.

Producent afviser sammenhæng mellem vaccine og narkolepsi

Narkolepsi er en sygdom, hvor patienten ikke kan falde i en dyb søvn om natten og i stedet falder i søvnlignende tilstande med få timers mellemrum døgnet igennem. Det er invaliderende, da patienten ikke kan passe et arbejde og må leve et liv med mange begrænsninger. En narkoleptiker kan falde i søvn midt i en samtale eller anden aktivitet, så betjening af maskiner eller færdsel i trafikken er ofte forbundet med stor fare.

Producenten af Pandemrix-vaccinen, britiske GlaxoSmithCline, afviser en sammenhæng mellem vaccinen og narkolepsi. Virksomheden påpeger, at der er uenighed i forskerkredse om hvorvidt det er vaccinen eller influenzaen, der forårsager sygdommen.

Børn får oftere narkolepsi af vaccinen

På europæisk plan er der dog 1097 tilfælde af diagnosticeret narkolepsi efter vaccinen. Risikoen synes at være størst, når vaccinen er givet til børn og unge. 77 pct. af de ramte er børn. Børn viste sig at have en 13 pct forøget risiko for at udvikle sygdommen.

Det er disse tal, der har fået den svenske sundhedsstyrelse, Socialdepardamentet, til at arbejde for en særlov, som den svenske Rigsdag forventes at vedtage i nær fremtid. Loven vil give narkolepsipatienterne en erstatning på op til ti millioner kroner hver – afhængig af mengrad.

Ti millioner kroner er ikke nødvendigvis så meget

Sverige har større problemer at slås med, da man vaccinerede langt flere end i Danmark. I Sverige har 355 børn fået narkolepsi-diagnosen efter vaccinen, hvoraf de 212 tilfælde er godkendte af Lægemiddelforsikringen. Man har blandt andet krævet, at symptomerne på narkolepsi skulle vise sig senest otte måneder efter vaccinen, før en forbindelse mellem vaccine og sygdom kunne drages og en erstatning komme på tale.

Ti millioner kroner kan lyde af meget, men hvis en patient skal leve 80 år eller mere med alle de begrænsninger, sygdommen giver, er det ikke så meget. Den svenske narkolepsiforening har påpeget det forkerte i en begrænsning på ti millioner, da helt unge patienter kan have svært ved at overskue økonomien så mange år frem med de relativt begrænsede midler udbetalt.

Alligevel overvejer Sundhedsministeriet at kopiere den svenske lov, erfarer dagbladet BT. Ministeriet er i dialog med svenskerne for at få detaljer om loven, så danske ofre for vaccinens bivirkninger kan sikre deres fremtid bedre.

Kilder (læs mere): BT.dk, DN.se, Dagensmedicin.dk, netdoktor.dk

Forrige artikelGiver motion energi?

Næste artikelSund Livsstil i Aarhus