Ny forskning viser, at småbørn, der pådrager sig skader i hovedet eller brandsår, har større risiko for senere i livet at få en alvorlig adfærdsdiagnose.
Allerede hos børn under 2 år kan der ses signaler, der senere kan føre til en regulær diagnose for ADHD hos nogle af børnene, viser ny forskning. ADHD er en stærkt belastende lidelse, der blandt andet ytrer sig ved hyperaktivitet, adfærdsforstyrrelser og problemer med at bevare koncentrationen. Dobbelt risiko for ADHD I det nyeste nummer af British Medical Journal påviser en britisk-amerikansk forskergruppe, at børn under 2 år, der er kommet til skade med deres hoved eller har pådraget sig brandsår, har dobbelt så stor risiko som andre børn for senere hen i livet at få stillet diagnosen ADHD. Resultatet kommer en del bag på forskerne. De arbejdede nemlig ud fra en tese om, at hovedskader hos småbørn under 2 år i sig selv kunne være en risikofaktor for senere at få ADHD. Imidlertid havde en kontrolgruppe bestående af jævnaldrende børn, der havde pådraget sig brandsår men ikke hovedkvæstelser, nøjagtigt samme risiko for siden hen at få ADHD. Teori faldt til jorden Dermed faldt teorien om, at slag mod hovedet i sig selv skulle kunne fremkalde lidelsen ADHD, til jorden. Men det åbnede op for en anden konklusion – nemlig at de to grupper af småbørn begge havde samme risiko for at udvikle ADHD. De havde nemlig noget til fælles, skriver forskerne: »Vi finder det sandsynligt, at børn, der på et senere tidspunkt i livet udvikler egentlig ADHD, som små udviser en mere risikobetonet adfærd end andre børn, og at de derfor har større risiko for at komme til skade før de fylder 2 år«. ADHD-børn kommer oftere til skade Flere andre undersøgelser har vist, at børn med ADHD kommer oftere til skade end andre børn. Dels fordi de har en dårlig impulskontrol, dels fordi de har en øget risikobetonet adfærd i forhold til andre børn. Godt 62.000 børn medvirker i den nye undersøgelse.
Kilde: Politiken