Den grå og blæsende sommer puster til risikoen for en sommerdepression. Men du kan gøre noget for at undgå den.
Den grå og blæsende sommer puster til risikoen for en sommerdepression. Men du kan gøre noget for at undgå den.
Den sidste måned har den danske sommer vist sig fra sin mest kedelige side. Regn, regn, regn og blæst, blæst, blæst har druknet de få solstrejf, der trods alt har været. Vejrudsigterne har uge efter uge budt på skyer, nedbør og temperaturer under tyve grader. Det er lidt trist, når du allerede i begyndelsen af august kan recitere den gamle CV Jørgensen-klassiker “Sæsonen er slut” i hovedet:
“Sommeren er forbi nu / og den nærmest fløj afsted / tomhændet står du tilbage og ka’ slet ikke følge med / det sortner for dine øjne / mens du stirrende står her og ser / endnu et dødt løb bli’ kørt med dig som blind passager / endnu en gang til men så heller aldrig mer’ “
Det er let at tabe energien og falde ned i sofaens bløde aftryk af tristesse, mens du ser serier på TV uden ende.
Det er værd at huske, at dit humør egentlig bare er en kemisk reaktion i hjernen – og at du som oftest kan påvirke humøret med det, du spiser, det, du tænker og det, du gør. Det gælder naturligvis ikke mennesker med alvorlig psykisk sygdom – denne opfordring er rettet mod alle mentalt raske, der i denne tid rammes af modløshed og tristhed.
Her er fem tips til at få dig ud af melankoliens hængedynd:
Hvis du føler dig trist, er det nemt at handle stort ind i chips og slik, for måske kan det gøre dig lidt gladere. Men sukker, hvidt brød, kaffe, sort te og alkohol kan ligesom stress dræne kroppen for vitale næringsstoffer. Begræns i stedet indtaget og modvirk eventuel stress med ro og hvile.
Sørg for tilstrækkeligt med omega 3-fedtsyrer hver dag fra hele hørfrøolie, hampefrøolie eller fiskeolie af høj kvalitet. Det er alt sammen en rigtig god investering i relation til at skabe optimal hjernekemi, kropsbalance og bedre humør.
Sørg for tilstrækkeligt høje B-vitaminniveauer i kroppen. B-vitaminerne er afgørende for dannelsen af de humørfremmende signalstoffer som serotonin og melatonin. Har du forhøjet homocystein, så er det eksempelvis tegn på, at du mangler B6, B12 og folinsyre i kroppen. Tilstrækkeligt høje B6-niveauer er blandt andet afgørende for dannelsen af serotonin. Rigtig mange mennesker, der oplever depression, mangler B6. Derfor kan det være en god ide at tage et B6-vitamintilskud sammen med et B-kompleks dagligt – og altid sammen med en multivitamin/mineralpille af høj kvalitet. Du kan også spise masser af hvidløg, kikærter og fisk, hvis du vil finde den sundeste vej til mere B6.
D3-vitamin har også stor betydning for vores humør. Lave D3-vitaminniveauer kædes sammen med udvikling af mange sygdomme, herunder også depression. Vi danner D3-vitamin ud fra solens stråler. Hvid du nød solen i juni og begyndelsen af juli har du derfor givetvis bygget lagerbeholdningen op. Hvis du alligevel vil tage et D3-tilskud, bør det indtages sammen med en multivitamin/mineralpille af høj kvalitet. Mikronæringsstoffer spiller nemlig sammen og er afhængige af hinanden for at kunne virke optimalt.
Dagslys om dagen, fuldstændigt mørke om natten og lidt motion hver dag er også faktorer, der har betydning for dannelsen og balancen mellem dine signalstoffer. Selvom vejret er kedeligt, skal du alligevel tage den løbe-, cykel- eller gåtur, du egentlig havde planlagt, hvis vejret var lidt bedre. Du fortryder aldrig en træning, men du fortryder garanteret, når du ikke kom afsted. Det kan også godt hjælpe på humøret at komme sjaskvåd og småkold hjem til en kop af noget varmt.
Kilde: Madforlivet.dk