Syreskader på tænderne er et stigende problem, advarer Tandlægeforeningen. Vi giver dig fem enkle tips til at undgå det.
Syreskader på tænderne er et stigende problem, advarer Tandlægeforeningen. Vi giver dig fem enkle tips til at undgå det.
Sodavand, energidrikke og surt slik er formentlig hovedårsagen til de mange syreskader, danske tandlæger jævnligt støder på. En undersøgelse foretaget af Tandlægeforeningen viser, at halvdelen af 1000 adspurgte tandlæger mærker en klart stigende tendens på syreskader blandt patienterne.
Alt med en pH under 5,5 er surt og ætsende på tændernes emalje.
Ganske mange udsætter jævnligt tænderne for syrebade. En cola har f.eks. næsten samme pH-værdi som citronsaft. De færreste vil nok drikke citronsaft i litervis, men de høje mængder sødende sukker i sodavand gør det nemt. Sukkerfri sodavand har en lidt højere pH-værdi, hvilket gør det knap så skadeligt, men forskellen er dog ikke så stor. En Coca Cola Zero har f.eks. en pH-værdi på 3,0, mens den sukkerholdige version ligger omkring 2,5.
Så der er ingen grund til at tro, at det manglende sukker gør det mere uskadeligt for tænderne.
Hver gang pH-værdien falder med 1 (for eksempel fra pH 5 til pH 4), øges tændernes opløselighed med 1000. Det betyder, at for eksempel et fald i pH fra 5 til 3 indebærer en øget opløselighed af emaljen på 1 million.
To faktorer spiller ind: Syrens koncentration og varigheden af syreangrebet på tænderne. Syren ætser tændernes emalje, de bliver misfarvede og kan blive så skrøbelige, at de med tiden ligefrem knækker.
Vi har fem tips til at undgå syreskader:
Du kan ikke selv se begyndende syreskader, men det kan din tandlæge. Nogle mennesker har en stærkere emalje end andre, så din tandlæge kan fortælle dig, om du skal passe ekstra på.
Det er ikke kun sodavand, du skal være opmærksom på. Energidrikke, juice og surt slik er også syrebad til tænderne. Juice har en lidt højere pH end sodavand, men et dagligt glas juice kan alligevel godt blive et problem.
Hvis du har svært ved at leve uden syreholdige snacks og drikkevarer, kan du begrænse tiden, du udsætter dine tænder for dem. Drik din cola på én gang – i stedet for at tage små slurke og sætte låget på igen. Hvis du bruger en time på at drikke en halv liter cola i små slurke, vil dine tænder være udsat for syreangreb i én time.
Lad være med at skylle mund i sodavand eller energidrikke. Drikkevarerne bør være i så lidt kontakt med dine tænder som muligt. Sørg for, at væsken kommer ned med det samme.
Når du har drukket eller spist syreholdigt, kan du med fordel skylle munden i postevand bagefter. Postevand neutraliserer pH-værdien i munden og på tænderne.
Selvom det virker logisk at børste tænderne grundigt efter indtag af slik og sodavand, kan det være en dårlig idé. Syre blødgør emaljen, og hvis du børster hårdt på blødgjort emalje, kan du beskadige dine tænder. Skyl i stedet munden grundigt og vent lidt med børsten.
Kilder: Coop, Tandlægeforeningen.