5 udbredte myter om alternativ behandling

Det kan være svært at finde ud af, hvad der er op og ned, når det handler om alternativ behandling og dens udøvere. Fakta og fordomme flyder nemt sammen og forplumrer billedet – og tilbage står der en forvirret dansker.

Fup eller fakta? Indimellem kan det være svært at skelne, når bølgerne går højt i debatten om alternativ behandling. Nogle læger og forskere mener, at alternativ behandling er spild af danskernes håb, tid og penge. Andre mener, at alternativ behandling kan udrette noget godt, som det etablerede sundhedssystem ikke kan – og nyhedsmedierne vil helst referere sensationerne, hvilket typisk er skandaler eller ’mirakler’ inden for alternativ behandling. Tilbage står ofte en lettere forvirret dansker, for hvad skal man tro og mene?

Myte 1:Alternative behandlere tjener kassen på deres klienter.

Fakta: En stor undersøgelse fra Syddansk Universitet fra 2007 viser, at en alternativ behandler i Danmark i gennemsnit har en årlig bruttoomsætning på 149.000 kr. Ud af dette beløb går i gennemsnit 25 procent til husleje og andre faste udgifter. Tilbage bliver 111.750 kr. før skat. De behandlere, der har alternativ behandling som hovederhverv har en gennemsnitlig årlig bruttoomsætning på 233.000 kr. Heraf går i gennemsnit 24 procent til husleje og andre faste udgifter, og tilbage før skat bliver der 177.080 kr.

Myte 2: Alternativ behandling udføres primært af frustrerede husmødre, som har taget et par weekendkurser.

Fakta: Samme undersøgelse fra Syddansk Universitet viser også, at alternative behandlere i Danmark i gennemsnit har brugt cirka 3500 timer på deres uddannelse. Det svarer til lidt over to arbejdsår. Herudover har 83 procent af de alternative behandlere været på efteruddannelseskursus inden for de sidste fem år.

Myte 3: Det er folk med lav uddannelse, som bruger alternativ behandling.

Fakta: Statens Institut for Folkesundhed har lavet statistik på danskernes brug af alternativ behandling siden 1987. Udviklingen fra 1987 til 2005, hvor den sidste undersøgelse indtil videre er lavet, viser, at alternativ behandling i stigende grad bliver brugt af danskere med en længerevarende uddannelse. I 2005 var brugen af alternativ behandling mest udbredt blandt danskere med13-14 års skolegang og næststørst blandt danskere med mere end 15 års skolegang bag sig.

Myte 4: Læger og forskere er enige om, at effekten af alternativ behandling ikke er videnskabeligt dokumenteret.

Fakta: Nej, de er ikke enige. Nogle læger og forskere argumenterer for, at effekten af alternativ behandling er dokumenteret. Omvendt argumenterer mange andre læger og forskere for, at effekten af alternativ behandling stadig er udokumenteret. Det kan virke underligt, at fagfolk kan være uenige i et øjensynligt enkelt spørgsmål. Men når de kan det, hænger det blandt andet sammen med, hvordan man definerer begrebet ’videnskab’ og dermed også hvilke forskningsmetoder, man tager i brug i ’videnskabelige undersøgelser’. »Derfor er der ikke kun én videnskabelig metode til at undersøge effekten af en alternativ behandling på. Og svaret på, hvorvidt effekten af alternativ behandling er dokumenteret eller ej, afhænger af, hvilke forskningsmetoder og tidsskrifter de pågældende læger eller forskere sværger til. Samtidig spiller økonomiske, politiske og sundhedsfaglige faktorer en stor rolle i forhold til, hvilke behandlingsformer, der bliver forsket i.

Myte 5: Hvis effekten af en alternativ behandling er udokumenteret – kan behandlingen kun virke, fordi patienten tror på det, og/eller fordi behandleren er flink.

Fakta: Den metode, man traditionelt bruger inden for lægemiddel-forskning (randomiserede kliniske forsøg – RCT), har som mål at undersøge den ”rene”, direkte og isolerede effekt af en behandling. Men metoden kan være svær at bruge i forhold til visse typer alternativ behandling, blandt andet fordi et af kravene til en RCT-undersøgelse ofte er, at hverken patienter eller behand-lere i forsøget må vide, om patienten modtager reel behandling eller befinder sig i kontrolgruppen, som modtager et virkningsløst middel. I flere typer alternativ behandling kræves der fysisk kontakt mellem behandleren og patienten, og her kan som minimum behandleren, men ofte heller ikke patienten holdes uvidende om, hvorvidt hun modtager reel behandling.

Samtidig argumenterer nyere sundhedsforskning for, at sygdomsbehandling i mange tilfælde netop ikke virker direkte på en patient, men snarere ved at sætte forskellige processer i gang hos patienten, som efterfølgende fører til en virkning. Her giver det altså ikke mening at tale om en ”ren” effekt af en behandling, fordi både behandlingen i sig selv, men også troen på behandlingen samt kontakten til behandleren kan spille en væsentlig og anerkendt rolle i den samlede behandling.

Kilder:

Syddansk Universitet, Statens Institut for Folkesundhed, sundhedsforsker og formand for Kompetenceforum for Brobygning i sundhedsarbejde (KOMBIS) samt tilknyttet KUFAB – Københavns Universitets Forskergruppe vedr. Alternativ Behandling) Lasse Skovgaard og speciallæge i almen medicin og formand for Dansk Selskab for Orthomolekylær Medicin, Knut Flytlie.