Nyheder

500.000 danskere i farezonen for hudkræft

24. januar 2008

For meget sol kan give huden en solskade, solkeratose, der kan være et forvarsel om hudkræft.

De færreste har hørt navnet, men der er al mulig grund til at bide mærke i det – solkeratose. Solkeratose får man på grund af den samlede mængde ultraviolette stråler, man har fået siden barndommen. Specielt personer med lyse hudtyper er udsatte. Hudcellerne påvirkes gradvist, og derfor får de fleste først sygdommen i alderen 40+. Den viser sig i form af forhorninger eller sår på huden, typisk rødlige eller grågullige. Mænd rammes oftere»Sygdommen rammer begge køn stort set ligeligt, men trods alt hyppigst mænd. Det skyldes ikke noget genetisk, men mere at mænd som følge af deres arbejde og fritid kan være mere udsat for sollys. Det gælder f.eks. landmænd, gartnere og vejarbejdere og folk med fritidsinteresser i det fri«, fortæller overlæge Michael Heidenheim, hudafdelingen på Sygehus Øst, Roskilde. »Fritidssejlere er meget udsatte, og jeg forestiller mig også, at vi i løbet af nogle år vil se mange flere, f.eks. golfspillere, med denne lidelse«, siger Michael Heidenheim. Pas på solenLige nu ligger landet indsvøbt i mørke. Men for mange danskere er risikoen for at få alt for meget sol også til stede andetsteds: på Thailands strande eller måske på de ofte stærkt solbeskinnede skipister rundt omkring i Europa. Lægernes budskab er, at man kort sagt skal tage vare på sin hud året rundt. For selv om solen er vores ven, og selv om vi har brug for solen til bl.a. dannelse af D-vitamin, kan solen blive en fjende. »Heldigvis er det kun et fåtal, der udvikler hudkræft, men vi kan ikke sige med sikkerhed, hvilke patienter det er. Derfor er det hensigtsmæssigt at behandle alle med solkeratose, dog med visse undtagelser som f.eks. meget gamle patienter«, forklarer Michael Heidenheim. Ud over modermærkekræft, som er langt den værst hudkræfttype, findes basalcellekræft, som er forholdsvis ufarlig, og pladecellekræft. Denne form kan i enkelte tilfælde brede sig og i værste fald være dødelig. Man får et forvarselHeldigvis får flere end halvdelen af patienterne, som kan udvikle denne type kræft, et forvarsel, nemlig solkeratose. »Der findes ikke nogen dansk opgørelse over, hvor mange der har solkeratose herhjemme. Men jeg skønner, at omkring 10 procent bliver ramt af sygdommen. Det svarer til mindst 500.000 personer, og antallet er stigende, fordi vi har dyrket solen og udelivet intenst de seneste årtier«, forklarer Michael Heidenheim. Top 3 over de steder på kroppen, sygdommen rammer, er issen (især hos skaldede mænd) samt næsen og ørerne. Der er en vifte af behandlingsmuligheder, hvoraf frysning eller afskrabning er de mest anvendte. Men også flere former for creme kan benyttes. Kilde: Politiken

Forrige artikelForsker: Vi bliver resistente over for antibiotika

Næste artikelMobiltelefonen kan ødelægge din søvn