Nyheder

6 advarsler om migræne 

Visse symptomer på migræne er indlysende – såsom synsændringer, lysfølsomhed og svær hovedpine. Men andre er knap så entydige.  

Foto: Shutterstock
7. juni 2022

Visse symptomer på migræne er indlysende – såsom synsændringer, lysfølsomhed og svær hovedpine. Men andre er knap så entydige.  

Migræne er en kronisk, neurologisk sygdom, som kan forårsage stor lidelse. For nogle kan hyppige migræneanfald nærmest virke invaliderende, fordi det er svært at passe et arbejde eller have et socialt liv.   

Det mest almindelige og velkendte symptom er naturligvis en pulserende, ensidig hovedpine, som kommer i anfald. De fleste får hovedpinen pludseligt og uden varsel, men mange lider af forskellige former for følelsesløshed eller såkaldt aura. Aura omfatter en lang række neurologiske symptomer, der optræder umiddelbart inden hovedpinen og typisk varer fra fem minutter til en hel time. Det kan f.eks. vise sig som blinde pletter, sløret tale eller svimmelhed.

Du kan vokse fra hovedpinen 

Hos nogle mennesker forsvinder hovedpinen helt med alderen. For mennesker med migræne bliver det mere almindeligt at opleve ubehag, uden hovedpine, når de har passeret 40 år. 

Migræneanfald behøver dog ikke komme som et lyn fra en klar himmel. Der findes symptomer, som kan hjælpe dig med at få en diagnose – eller forberede dig på et muligt anfald.

1: Forvirring og hjernetræthed

Har du svært ved at finde ordene? Eller glemmer du, hvad du talte om midt i en sætning? Det er et af mange mulige tegn på migræne. 

– Sprogvanskeligheder, hukommelsestab og forvirring er nogle af de mere overraskende symptomer. Hjernebarken, hvor blandt andet vores taleevne er lagret, lukkes ned i denne fase af migræneanfaldet, fortæller læge Medhat Mikhael, der er ekspert i smertebehandling, til Huffington Post.  

2: Svimmelhed og desorientering

Ifølge Yrsel.com er migræne en almindelig, men mindre kendt årsag til svimmelhed og balanceforstyrrelser. Dette kaldes migrænerelateret svimmelhed eller vestibulær migræne og falder ikke altid sammen med hovedpine. Mennesker, der er ramt, oplever ofte ubehag ved alle typer hovedbevægelser, symptomerne kan vare i alt fra få minutter til flere dage.

3: Træthed

De fleste føler sig til tider mere trætte end normalt, hvilket kan have mange årsager – også migræne. Træthed kan være både fysisk og psykisk eller begge dele, forklarer neurolog Andrew Blumenfeld til Huffington Post. 

 Træthed er almindelig ved migræne, både før og efter et anfald.

4: Følelsesløshed eller øget følsomhed

Ifølge neurolog og hovedpineekspert Huma U Sheikh kan migræne føre til noget, der i lægesprog kaldes allodyni – hvor der opstår smerter med stimuli, der normalt ikke giver smerte. En halskæde eller et par briller, som du bruger dagligt, kan pludselig gøre ondt at have mod huden.

5: Kvalme og mavebesvær

Diarré, opkastning og kvalme er tæt forbundet med migræne. Du kan også have ondt i maven og luft i maven. 

Personer med migræne kan ifølge Blumenfeld lide af noget, der hedder “gastroparese”, hvilket betyder, at mavesækken tømmes langsommere end normalt. Dette kan igen forårsage forskellige typer mavebesvær.

6: Trang til chokolade

Chokolade peges ofte på som en udløser for migræne. Men det kan også opstå som en “craving” før et angreb. Mange oplever en øget trang til slik og en ændret appetit i timerne eller nogle gange dage før migrænen går ind i sin hovedfase. 

Kilder: Huffpost.com, Yrsel.com, Speakmigraine.com

Forrige artikelKan du leve af kartofler?

Næste artikelTungt karakterpres truer unges sundhed

Thomas la Cour

Journalist