Nyheder

7 råd mod ballonmave

7. januar 2014

Døjer du med oppustet mave? Her er syv råd, der kan hjælpe til at få luften ud af ballonen.

Egentlig er du tæt på idealvægten, men bukselindingen strammer alligevel lidt for meget på visse tidspunkter. Du er tit oppustet, men hvad kan årsagen være?

Årsagerne kan være mange, og derfor må du prøve dig frem, så du finder den egentlige grund, der sagtens kan være en kombination af flere årsager.

1: Laktoseintolerans eller mælkeallergi

Det er oppe i tiden at give mejeriprodukterne skylden, hvis der er problemer med maven. Men egentlig laktoseintolerans er ikke så udbredt, som mange går og tror. Lidelsen betyder, at kroppen ikke kan nedbryde mælkesukkeret i tilstrækkeligt omfang. Derfor kan du godt drikke lidt almindelig mælk, selvom du lider af laktoseintolerans, især hvis du drikker det sammen med mad. Du kan dog også få laktosefri mælk. Surmælksprodukter i afmålte mængder er heller ikke et problem, ligesom smør og ost indeholder meget lidt eller slet ingen laktose.

Hvis det derimod er mælkeallergi, der er synderen, skal du vinke farvel til alle mejeriprodukter.

Du kan begynde med at vælge laktosefrit i nogle uger og se, om du mærker en forskel.

Men med mindre du spiser glutenfrit, er det bedre at teste for glutenallergi, før du tester for laktoseintolerans.

2: Glutenallergi

Glutenallergi er langt mere udbredt end laktoseintolerans og mælkeallergi. Gluten kan skabe huller i tarmen og danne inflammation i kroppen, hvis du er allergisk overfor det. Glutenallergi er en autoimmun sygdom og skal ikke forveksles med følsomhed overfor gluten, der kan give mere diffuse maveproblemer.

Det er relativt nemt at teste for glutenallergi: Fravælg alt glutenholdigt, hvilket vil sige alle slags brød, pasta (husk også de mange varer såsom slik, der kan indeholde spor af gluten), i et par uger. Du behøver ikke købe glutenfri produkter, for du kan bare erstatte de fire klemmer i madpakken med f.eks. ris, kartofler, frugt og grøntsager.

3: Sukker

Mad og drikke, der er rig på sukker, er en fest for de dårlige bakterier i mave og tarmkanal. Det samme gælder agavesirup og honning. Hvis du tygger tyggegummi, bør du undgå tyggegummi med xylitol eller sorbitol, da disse to sødemidler giver luft i tarmene.

4: For meget frugt

Vi skal jo spise 600 gram frugt og grønt om dagen, men hvis du døjer med oppustethed, kan det være, at du skal udskifte et par stykker frugt med gulerødder eller en rødbedesalat. Frugtsukkeret fungerer på samme måde som almindeligt sukker, men det er forskelligt, hvilken indvirkning de enkelte typer frugt har. Du må prøve dig frem.

5: Forkerte fibre

Det er vigtigt med kostfibre, men får du nu også de rette? Mange vælger mere groft brød og fuldkornspasta, men derved får de også mere gluten, hvilket kan give problemer med maven. Der er gode og mildere kostfibre i f.eks. chiafrø, hørfrø og de fleste grøntsager.

6: Brug krydderier

Der er flere krydderier, som kan dulme en urolig mave. Kanel er kendt for at virke beroligende, og gurkemeje har antiflammatoriske effekter. Kommen, kamille og ingefær er andre eksempler på krydderier, der virker beroligende og antiinflammatoriske på mave og tarmkanal.

7: Probiotika

Det er lidt forskelligt, hvordan probiotika virker, så du må prøve dig frem. Nogle mennesker har god gavn af kosttilskud med mælkesyrebakterier, mens det har meget begrænset effekt på andre. Men du kan fint spise nogle surmælksprodukter i ny og næ, ligesom også surkål rummer masser af probiotika. En sund og virksom tarmflora er meget vigtig for en velfungerende mave.

Kilde: expressen.se

Forrige artikelBørn vaccineres mod leverbetændelse

Næste artikelVil du gerne sikre verdensfreden hjemme hos jer?