Nyheder

7 urter, der hjælper med at falde i søvn

Har du svært ved at falde i søvn? Der kan være mange årsager til problemet, men i naturen findes flere hjælpere.

Foto: Shutterstock
1. november 2023

Har du svært ved at falde i søvn? Der kan være mange årsager til problemet, men i naturen findes flere hjælpere.

De fleste oplever det af og til. Andre bakser med det næsten hver nat.

Problemet med at falde i søvn. Eller problemer med at vågne om natten og have svært ved at sove videre. Årsagerne kan være mange. Tankemylder, stress, for meget skærmtid, for meget kaffe, for tung mad, for meget lys, for meget varme, dårlig pude, frygtelig dyne …  

Søvn er vigtig for din sundhed

For lidt søvn tærer på din sundhed. Hvis du går rundt og er træt det meste af tiden, kan alle andre bestræbelser på et sundt liv være spildte. Motion og sund kost står ikke mål med sundhedsrisikoen i for lidt eller for dårlig søvn.  

Heldigvis har naturen nogle hjælpere, der kan give ro på alle kroppens etager. Der findes en række forskellige planter, urter og blomster, som enten har beroligende eller hypnotiske egenskaber. De er normalt tilgængelige som te, æteriske olier eller i pilleform. I modsætning til sovepiller gør de dig ikke sløv dagen efter, så du kan vågne op om morgenen og føle dig frisk og udhvilet.

Vi har fundet syv af dem:

1: Lægebaldrian

Baldrianrod (Valeriana officinalis) vokser i skove, grøfter og enge over det meste af landet – dog mest i kystnære områder. Den ligner hyldebladet baldrian, men blomstens kronrør er kun op til 4 millimeter langt. Planten har været kendt i århundreder for sine beroligende egenskaber og blev brugt i oldtiden til at berolige patienter før operationen.

Baldrian, som virker afslappende på spændte muskler og kan hjælpe med at berolige rastløshed, fungerer som et mildt søvnhjælpemiddel. Det er ikke vanedannende, og du vil ikke mærke næste dag, at du har taget det.

Baldrian fås som piller, dråber eller som te – ofte kombineret med andre urter såsom humle, lavendel og citronmelisse for en stærkere effekt.

2: Kamille

Udover at kamille har antiinflammatoriske egenskaber og derfor er kendt for at have en lindrende effekt på eksempelvis hoste og forkølelse, får det dig også til at slappe af. Kamille indeholder forskellige æteriske olier og stoffet apigenin, som menes at have en beroligende effekt på nervesystemet og en angstdæmpende effekt.

Brug kamilleblomsterne i te, eventuelt med lidt honning.

3: Lavendel forbedrer din søvn

De fine lilla blomster indeholder æteriske olier, der virker beroligende og afstressende og forbedrer din søvn. Massér lidt lavendelolie på dit håndled eller i tindingerne, inden du går i seng.

Du kan også drikke lavendel som te eller have tørrede lavendelblomster i dit soveværelse. Det giver både en behagelig sød blomsterduft og en bedre søvn.

4: Citronmelisse

Citronmelisse er en traditionel lægeplante. Den indeholder citronella — et stof, der siges at virke afslappende, beroliger kroppen og nervesystemet og modvirker søvnproblemer.

Den grønne urt har en dejlig citronduft, og den kan nemt dyrkes i vindueskarmen eller i haven, og du kan bruge den friske urt i te eller tilføje den i olie eller saucer.

5: Humle

Humle tilhører hampfamilien og har været brugt som lægeplante siden middelalderen. Det er ikke for ingenting, at man taler om en “godnatøl”. Humle, som f.eks. bruges i øl, virker søvnfremmende og beroligende.

Du kan tage humle enten som en pille eller te, gerne blandet med baldrian.

6: Mynte

Mynte smager og dufter dejligt — og den indeholder desuden forskellige æteriske olier, der virker beroligende og gør det nemmere at falde i søvn.

Pebermynte virker også kølende på kroppen, så hvis du døjer med at svede, for eksempel på grund af overgangsalderen, er det også en god te at drikke. Du kan bruge frisk mynte i te eller tilføje det til olie eller cremer.

7: Passionsblomst hjælper dig med at falde i søvn

Passionsfrugtblomsten kommer fra Peru, hvor den i århundreder er blevet brugt til at mindske rastløshed og gøre det nemmere at falde i søvn. Blomsten siges at bremse hjerneaktiviteten og hjælpe dig med at slappe af, så du vil måske prøve en kop passionsblomst før sengetid.

Du kan bruge blomsten i te eller købe den som en pille, hvor den ofte blandes med andre naturlige sovemidler som baldrian, humle, lavendel og citronmelisse.

Forrige artikelHver tredje i arbejde mærker angst eller depression

Næste artikelMiljøgifte kan være årsag til migræne

Thomas la Cour

Journalist