Liv

70 år med droger og blandinger

20. juli 2015

Troen på og viljen til at gøre en forskel har været drivkraften bag en af Danmarks ældste virksomheder indenfor naturlige midler. For det kræver mere end købmandsskab at levere/slå sig på planter og urter til generelle og mere specifikke sundhedsformål i dag.

Ideologi er sjældent nok til at køre en virksomhed i dagens Danmark, men det er en god ingrediens at blande med ind i forretningen, når man handler med naturlig sundhed. For mens godt købmandsskab er en forudsætning for en sund og veldrevet forretning, er ideologi og ønsket om at gøre en forskel for sine medmennesker en forudsætning for at producere produkter af tilpas høj kvalitet til at hjælpe, når det kommer til sygdomme og gener.

Natur-Drogeriet har nu i 70 år haft et af Danmarks bredeste sortimenter indenfor naturlægemidler og kosttilskud, urter og sunde økologiske fødevarer. De færreste har taget en tur i en helsekostbutik uden at støde på virusbekæmperen Urte-Pensil, TheaGo’ mod forstoppelse, den bredt dækkende vitaminpille Maximum eller den mælkesyregærede Brottrunk.

Men bestsellerne er måske ikke engang de mest interessante dele af Natur-Drogeriets virksomhed. Faktisk har  en vigtig del af virksomhedens DNA været den bredde, som virksomheden har løftet i mange år. For Peer Christiansen, der har siddet ved med tøjlerne i Natur-Drogeriet siden 1976, har altid ønsket, at danskerne kunne få lige præcis de droger, som de havde behov for og glæde af.

Kamp for sundheden

At fremstille, kvalitetssikre og sælge droger – tørrede urter – er i dag dog langt fra nær så romantisk, som det lyder. Måske ser du den gamle apoteker for dig med morteren og små brune papirsposer, hvori alverdens blandinger af sundhedsfremmende urter finder vej. Men at lave blandinger til alle formål, eller bare have alverdens urter, kan ikke altid betale sig forretningsmæssigt. Især ikke, når myndighederne stiller de krav, som de gør i dag. For der skal betales for hver eneste type produkt, selvom naturmidlerne modsat ikke må markedsføres for det, de kan. Derfor skal der alligevel et vist kundegrundlag til, hver gang et produkt sættes på hylden i helsekostforretningen.

Interessen for sundhed og hvad naturens egne planter kan udrette har båret rigtig meget af den vilje, der skal til, for at have et sortiment af Natur-Drogeriets størrelse. For Peer Christiansen og hustruen Jonna Christiansen har taget flere kampe for naturmidlerne i Danmark – ikke for profittens skyld, men for retten til at hjælpe med danskernes sundhed.

Sikkerhed i centrum

Udover drogerne har Natur-Drogeriet gennem årene fået flere naturlægemidler i sortimentet. Et kosttilskud eller naturmiddel kan blive naturlægemiddel, hvis der er forsket i det, og midlet har vist en tilpas stor effekt på brugerne. Det er en langsommelig og dyr proces, som vi mest kender fra lægemiddelindustrien, hvor medicinalfirmaerne kan tage patent på lægemidlet efterfølgende og dermed tjene de investerede penge hjem. Det er knap så ligetil med naturlige lægemidler, da du ikke kan tage patent på en naturlig plante.

Det betyder til gengæld, at du faktisk også finder nogle af Natur-Drogeriets produkter på apoteket.

Natur-Drogeriet er i dag godkendt både som lægemiddelvirksomhed og levnedsmiddelvirksomhed – hvilket forudsætter, at virksomheden skal leve op til myndighedernes strenge krav, som skal sikre forbrugeren kvalitet og sikkerhed i midlerne.

Royal interesse

Med næste nummer af Naturli får du et Naturli Extra, der sætter fokus på Natur-Drogeriet og de 70 år med droger, kosttilskud og naturmidler. Der er sket meget siden firmaets grundlægger, dr. Axel O. Hansen, skabte de første droge-blandinger og grundlagde Drogeriet i 1945. Men basen er stadig den samme: sundhedsfremmende planter, hvilket også var årsagen til, at Prins Henrik for seks år siden anmodede om at besøge den danske virksomhed. Glæd dig til at blive lidt klogere på Natur-Drogeriet, ideologien og produkterne til august.

 

Tredje generation lige om hjørnet

I snart 40 år har Peer og Jonna Christiansen ledet og drevet Natur-Drogeriet som et familieforetagende, og nu står næste generation klar til at overtage.

Døtrene Anette og Charlotte vil sammen med deres ægtefæller fremover sidde i spidsen for den danske naturmiddelproducent, der i dag har ca. 40 medarbejdere.

 

Historien om Drogeriet

I 1945 startede dr. Axel O. Hansen Drogeriet. Han var en dygtig naturopat, som tidligere havde skrevet flere bind om naturens helbredende urter og planter.

Efter A. O. Hansens død i 1971 drev hans førstemand Drogeriet videre.

I 1976 overtog Jonna og Peer Christiansen, som satte gang i en større udvikling til den virksomhed, der i dag hedder Natur-Drogeriet.

 

Tidlig anerkendelse

Som en af de første blandinger af droger i Drogeriet skabte A. O. Hansen blandingen, der hedder 103. Resultaterne med 103 var så opsigtsvækkende, at de blev omtalt i Tidsskrift for Læger i 1949. Du kan stadig finde blandingen 103 – med knuste hørfrø og pulveriserede bukkehornsfrø – i handlen i dag.

Udover det brede sortiment er produkter i høj kvalitet til en fornuftig pris mærkesager for Natur-Drogeriet.

Forrige artikelGrillede grøntsager med krydderurtemarinade

Næste artikelFind gaven i maven, der befrier dig