Nyheder

8 tips til levende lys med omtanke

20. november 2018

Lys spreder hygge i vintertidens kulde og mørke. Men tænder du levende lys, skal du være opmærksom på, at partiklerne fra stearin ikke er så hyggelige at indånde. Derfor får du her otte gode råd til at mindske partikelforureningen og forbedre dit indeklima, når der skal lyses op til en hyggelig julestemning.

Det kan måske virke harmløst at tænde op for hyggen med en masse stearinlys – men det er skidt for dit indeklima og helbred.

Forskningen byder endnu ikke på nok undersøgelser og data til præcist at kunne sige, hvor ofte du kan sidde i et rum med levende lys, og hvor mange lys, der skal til, før det bliver for meget – der er dog god grund til at skære ned på brugen.

Lysenes ultrafine partikler kan nemlig trænge dybt ned i lungerne, og det kan øge risikoen for bl.a. hjertekarsygdomme. Heldigvis kan du begrænse forureningen, hvis du ikke ønsker at fravælge levende lys.

1. Luft ud

Sørg for at lufte ud, efter du har haft levende lys tændt. Det mindsker mængden af partikler i rummet.

2. Klip vægen ned

Klip vægen ned til cirka en centimeter, inden du tænder lyset først gang. Sørg for at holde denne længde på vægen. Jo længere væge, jo mere soder lyset.

3. Drop duftlys og gelélys

Drop duftlys, da de indeholder unødig kemi, der kan give luftvejsgener. Undgå også gelélys og brænd dem ikke i bund. Gelélys kan udskille generende røg, som kan minde om diesel-os.

4. Gå efter svanemærket

Svanemærkede lys må ikke indeholde dufte, og mærket stiller krav til, hvor meget lysene må sode. Derfor er svanen god at gå efter, hvis du vil mindske partikelforureningen i hjemmet.

5. Lys op med soya

Du kan også købe vegetabilske soyalys og udskille endnu færre partikler. De fås helt neutrale uden dufte, parabener, konserveringsmidler, farve, brændetids-forlængende kemi eller GMO. Lysene er lavet af 100 procent naturlig soya og udskiller færre partikler end stearinlys. For eksempel ligger sodindexet for svanemærkede stearinlys på 1,0, mens sodindexet for soyalys kun ligger på 0,2. Læs mere om soyalysene her. http://www.soyalys.dk

6. Sørg for sikkerheden

Gå aldrig fra tændte lys og hold lysene væk fra børns og kæledyrs rækkevidde. Stil lyset på et brandsikkert og solidt underlag og stil dem ikke oven på fjernsyn og andre elektriske apparater eller tæt på gardiner og andet brandfarligt materiale.

7. Brug aldrig lukkede stager og lygter indendørs

Lukkede stager og lygter til lys er gode, hvis du gerne vil have levende lys udendørs, men de kan være problematiske at tænde op for inde.

Nogle former for lyslygter kan ikke tilføre nok luft til lysene, og så soder de mere. Andre lygter kan afgive giftige stoffer fra metaloverflade eller maling, når lysene varmer dem op.

8. Lys med batteri

Du kan også droppe de levende lys helt og købe lys med batteri. De fås i mange varianter og er helt fri for skadelige partikler. En anden fordel er, at du ikke skal være bange for at glemme at slukke dem, eller at kæledyr får sat ild til halen. Husk dog, at stille dem uden for rækkevidde af de mindste pilfingre, da batterier kan være særdeles farlige at få puttet i munden.

Kilder: Miljøstyrelsen og ForbrugerrådetTænk

 

 

Forrige artikelFlere butikker dropper Black Friday

Næste artikelEr det farligt at vandfaste?