Autodidakt kok, manuskriptforfatter og madspildsaktivist Adam Price har en klar mission: Vi skal tilbage til gamle dyder, hvor alt blev udnyttet, og intet gik til spilde. For Adam handler det ikke kun om at spare penge, men om at tage ansvar for vores klode.
I Adams sommerhus i Odsherred er fryseren et systematisk arkiv af rester, nøje mærket med datoer og oprindelse. Mange af resterne stammer fra optagelserne til DR-programmet Spise med Price. Overskydende råvarer deles med TV-holdet, og de tilberedte rester fryses ned til fremtidige måltider. Det handler om omtanke og en vilje til at bruge alt til det sidste.
Adam ser sin tilgang som en arv fra sin mormor, der som en del af efterkrigsgenerationen aldrig smed noget ud. “Det er god husmor- og husfarskik, at uanset om du har råd eller ej, så passer du på dine varer og bruger alt det, du kan. Det er noget, jeg har taget med, lige fra jeg selv begyndte at lave mad”, forklarer han.
I hans køkken bliver selv den mindste rest sovs til en vigtig ingrediens i nye retter som bolognese eller sammenkogte middage.
LÆS OGSÅ: “At bruge sine madrester skal være ligeså naturligt som at slukke lyset”
Ifølge en undersøgelse fra HelloFresh fra 2023 ligger Adam Price på en tredjeplads over de personer, som danskere lader sig inspirere af i madlavningen, kun overgået af Gordon Ramsay og Jamie Oliver.
Han bruger sin platform til at inspirere andre til at bekæmpe madspild. Både i sine programmer og på sociale medier deler han tips og opskrifter, der forvandler rester til lækre måltider. Derudover er han ambassadør for organisationen Stop Spild Af Mad.
Adam mener, at vi som samfund stadig har meget at lære. “Vi smider en fjerdedel ud af det, vi køber. Det er jo helt vanvittigt!” siger han. Han roser dog unge, der skraller og skaber opmærksomhed omkring problemet, men efterspørger også politiske tiltag, der kan sikre bedre rammer for madspildsbekæmpelse, især i restaurationsbranchen.
For mange handler madspild også om tid og travlhed. Adam anerkender, at en hektisk hverdag kan gøre det svært at planlægge og minimere spild, men han ser løsninger. Ved at lave store portioner i weekenden, involvere familien i madlavningen og organisere fryser og køleskab kan man spare både tid og ressourcer. “Der er mange, der siger, at de ikke har tid til at forberede mad, men i virkeligheden ender du med at spare tid i hverdagen”, påpeger han.
Adam opfordrer til en genopdagelse af husmordyderne: at konservere, sylte og fryse ned. Han drømmer om flere initiativer, såsom fælles frugtportaler, hvor folk kan dele overskud fra haver og frugttræer.
For ham er madspild ikke kun et privat ansvar. “Jeg efterspørger mere debat og ville ønske, at man fra politisk side tænkte emnet igennem igen, når nu vi har en voldsom klimakrise”, afslutter han.
Med en kombination af praktiske råd og en personlig passion viser Adam, hvordan små ændringer i hverdagen kan gøre en stor forskel. Som han siger: “Det handler om at tage vores mad alvorligt”.
Forrige artikelKnæk koden til et langt liv
Næste artikelHold hjernen skarp hele livet – naturlig støtte til fokus og hukommelse