En interviewundersøgelse blandt danske pensionister har afsløret, at de ældre ikke frygter døden. Men de frygter at ende livet uværdigt og smertefuldt.
Tanker om døden bliver naturligt mere nærværende, efterhånden som alderen bliver højere. Men det lader ikke til, at landets ældre frygter manden med leen. De frygter mere at blive afhængig af andre, miste kontrollen, ende i et smertehelvede eller slutte livet som en grøntsag.
Det viser en undersøgelse, forskere fra Københavns Universitet har udført. Forskerne fik Gallup til at udvælge 50 repræsentative pensionister fra hele landet til at deltage i undersøgelsen. Derefter besøgte forskerne deltagerne tre gange på et år, hvor de hver gang interviewede dem om det eksistentielle, det hjemlige og det sociale i halvanden time. Deltagerne var mellem 68 og 90 år gamle. De talte om det sociale liv, forholdet til livet og døden og betydningen af begrebet “hjem”.
– Det overraskede os, at de ikke havde noget imod at tale om døden, og at de ikke er bange for den. Derimod sagde flere, at der er usikre på, hvornår deres sidste tid starter, og de er bange for, at den bliver uværdig, siger forskningsmedarbejder Søren la Courfra Københavns Universitets Sociologiske Institut til Videnskab.dk.
Deltagerne i undersøgelsen var ellers raske og rørige, og de kunne alle stadig håndtere de skavanker, der følger med at blive ældre. Da havde alle familie og venner tæt på, men alligevel var frygten for en uværdig afslutning på livet langt mere skræmmende end selve afslutningen.
Sociologiprofessor ved Aalborg Universitet Michael Hviid Jacobsen har tidligere skrevet en artikel om dødsbevidsthed til det norske Tidsskrift for Palliativ medisin. Han undrer sig ikke over undersøgelsens resultat.
– Mennesker, der har levet længe, kan blive mætte af livet, og døden bliver naturlig for dem. Selvom døden til alle tider og alle steder har været et tabu, er det de ældre, der har lettest ved at tale om den. De er ikke så bekymrede for at dø, snarere nysgerrige, siger Michael Hviid Jacobsen til Videnskab.dk.
Men selvom de ældre er mere bange for livet end døden, er det ikke noget, der fylder i dagligdagen.
– Danske ældre har det tilsyneladende forbløffende godt med livet. Mange af dem finder lykken i det nære. F.eks. kan de synes, at det er fantastisk at passe haven eller lave frivilligt arbejde. De ældre i vores undersøgelse har det generelt godt, bl.a. takket være det danske sikkerhedsnet, siger Søren la Cour.
Kilde: Videnskab.dk