Opskrifter

Aftengrød: Havre-otto

Foto: Trine Vesteraa
30. marts 2018

Tidligere spiste man ofte grød til aftensmad, og måske vi skulle indføre det på menuen igen. Denne aftengrød smager og mætter i hvert fald som et godt måltid sidst på dagen.

Til 2-4 personer

Du skal bruge:

  • 2 dl. hel havre
  • 1 mellem løg
  • 2 fed hvidløg
  • 200 g brune champignon
  • 200 g knoldselleri (rengjort vægt)
  • 20 g pinjekerner
  • 1 spsk. æblecidereddike
  • 1 dl. vand
  • 1 dl. havrefløde eller anden vegetabilsk fløde
  • 3/4 tsk. salt
  • frisk kværnet peber
  • ½ tsk. chili eller efter smag
  • 10-12 rosmarinblade + til pynt
  • 2 spsk. gærflager
  • kokosolie til svitsning

 

Sådan gør du:

Sæt havrekernerne i blød i ca. 8 timer, skyl dem grundigt og lad dem dryppe godt af. Rist pinjekernerne på en tør pande ved middel varme til de begynder at tage farve. Sæt dem herefter til side.

Skær løget i små tern og hak eller riv hvidløgene fint. Rengør knoldselleri og skær det i små tern. Champignonerne vaskes rene fra jord og skæres i skiver. Skyl rosmarinbladene og hak dem fint.

Kom kokosolie i en sauterpande og tilsæt løg og hvidløg. Svits til løgene bliver klare, men ikke brune. Kom knoldselleri og havrekerner ved og svits yderligere et par minutter. Tilsæt vand, eddike, salt, peber og chili og lad retten simre under låg i ca. 10 minutter – rør i det undervejs.

Svits imens champignonskiverne på en tør pande til væsken er fordampet, og de begynder at få farve. Smag til med lidt salt og friskkværnet peber. Sæt champignonskiverne til side.

Tilsæt nu havrefløde til havrekerner, knoldselleri og løg og lad retten simre yderligere ca. 10 minutter til havrekerner er møre men stadig har bid.

Rør til sidst gærflager i og server retten toppet med stegte champignon, ristede pinjekerner og lidt ekstra rosmarin.

Aftengrød kan være en selvstændig ret og passer til to personer. Bruges retten som forret eller som tilbehør til f.eks. en lækker grøntsagsfrikadelle, er der til ca. fire personer.

Forrige artikelMælk – for eller imod?

Næste artikelGrød dagen lang

Trine Vesteraa

Ernæringsterapeut
Skribent på Naturli siden 2012.