Nyheder

Aktiv aldring er andet end motion

14. oktober 2014

Vi får ofte tudet ørerne fulde af vigtigheden af sund kost, søvn og motion livet igennem. Men måske burde vi i højere grad lade gamle mennesker være gamle.

Hvad er der i vente, når sliddet på arbejdsmarkedet er slut? For de fleste venter et forhåbentligt langt otium med sunde interesser og god livskvalitet. Men det kan måske give skår i glæden, når menuen partout skal stå på råkostsalat og powerwalk, når humøret går mere i retning af flæskesvær og billard.

Aktiv aldring

Etnolog og aldringsforsker Aske Juul Lassen fra Center for Sund Aldring på Københavns Universitet har netop begået en ph.d. ender emnet “aktiv aldring”. I afhandlingen tager han hånd om emnet, der er i høj kurs hos både verdenssundhedsorganisationen WHO og EU. Men Aske Juul Lassen argumenterer for en lidt anden fortolkning af aktiv aldring, end den, der er fremherskende på de bonede gulve i WHO og EU. Her sammenkædes aktiv aldring mest med arbejde og motion.

– Tidligere forventede man ikke, at ældre var aktive. Faktisk blev de frarådet fysisk aktivitet, fordi det var for farligt, og de blev i stedet opfordret til at spille kort. Modsat forventer vi i dag af de ældre, at de dyrker motion og lever sundt, til de dør – sunde og raske – af alderdom som 90-årige. I en vis forstand er alderdommen annulleret, siger Aske Juul Lassen til dagbladet Berlingske.

Livskvalitet er livsforlængende

Han kritiserer myndighedernes ensidige fokus på kost og motion, når de ældre skal rådgives om et sundt og godt liv. Livet kan ende med at blive en lang kamp mod livsstilssygdomme og dårlig samvittighed, hvor livskvalitet og livsglæde måske virker meget mere livsforlængende end fedtfattige kostfibre og stavgang.

Billard er god motion for ældre

Under udarbejdelsen af afhandlingen besøgte Aske Juul Lassen et ældrecenter, hvor ti til femten mænd mellem 70 og 95 år mødes fire gange om ugen for et slag billard. Gåturene omkring det grønne klæde er måske ikke motion i gængs forstand, men Aske Juul Lassen mener alligevel, at det kan kategoriseres som aktiv aldring.

– For det første er billard en aktivitet, som mændene har utrolig stor glæde af, og som giver dem livskvalitet samtidig med, at de er deltagende i deres lokalsamfund og socialt aktive. For det andet er det en meget velegnet motionsform for ældre mennesker, fordi der i spillet er en naturlig vekselvirkning mellem det aktive og passive, som betyder, at de kan holde til at spille billard i mange timer. Det er de færreste ældre, der kan holde til hård fysisk aktivitet fem timer i træk, men med billard kan de sprede aktiviteten ud over dagen, siger Aske Juul Lassen til dagbladet Berlingske.

Og de indlagte øl-pauser ved billard, boule, kortspil, dart eller andre ældresysler er der heller ikke grund til at bekymre sig om. Ældre mennesker, der får to – tre genstande om dagen, har ofte et bedre helbred end afholdsfolk, viser flere forskningsresultater. Så et par øl under den ugentlige billardturnering er ingen skade til. Tværtimod.

Kilde: B.dk

Forrige artikelQ10 kan hjælpe efter hjertesvigt

Næste artikelJalousi kan advare om Alzheimers

Bliv medlem af Naturli+
helt gratis

 

Få tips og hacks til et lykkeligt liv med naturlig sundhed.

Velkommen du er nu tilmeldt Naturli+ klubben.