Smerteplagede mennesker bliver hjulpet af med stærke, endog invaliderende lidelser, smerter og gener. Men nålene kan også rette op på fertiliteten og – hvad der er mere kendt – hjælpe dig ud af misbrug.
Hun lignede bogstaveligt talt et fugleskræmsel, da hun kom ind, en ung lærer og mor til to. Hun havde fået fjernet 25 centimeter af sin tyktarm og 30 procent af leveren og var på kemoterapi. Fuldstændig spinkel og afmagret og led af kvalme, diarré og generel utilpashed.
– Hun får to behandlinger, så har hun hverken diarré eller kvalme længere og kan begynde at spise. Efter nogle måneder, hvor hun har fået 10-12 behandlinger, ringer hun og siger: Lis, jeg tør ikke komme mere!
Det fortæller Lis Bloch, der driver klinik for akupunktur i den nordlige udkant af Vejle. Lis blev naturligvis forskrækket over at få sådan en besked, for hvad havde hun nu gjort galt? Helt galt var det nu ikke, den pågældende klient var nemlig blevet hjulpet så godt gennem sin kemo- og stråleperiode, både fysisk og psykisk, at hun havde taget et kilo på om ugen, og det kunne naturligvis ikke fortsætte!
Lis Bloch er oprindelig uddannet inden for det etablerede sundhedsvæsen og har arbejdet med psykiatri i næsten 10 år. På grund af udeblivende ønsket graviditet begyndte hun at læse til zoneterapeut (to år), krops- og senere øreakupunktør plus et overbyggende år. I alt fire års uddannelse i akupunktur, som hun nu har arbejdet med i 13 år. I mellemtiden er hun for resten blevet mor til et hold tvillinger, så det lykkedes også. I dag har barnløshed hendes helt store interesse, hvilket betyder, at hun også modtager henvisninger fra fertilitetsklinikker.
– Der er sket en rivende udvikling inden for alt, hvad der hedder akupunktur, siger Lis Bloch.
– Vi er blevet godkendt af Sundhedsstyrelsen og har fået det blå stempel, samtidig med at der stilles rimelig høje krav til os. Vi skal bruge engangsnåle, skal også efteruddanne os for at kunne håndhæve vores fag på en god måde, og det er helt OK.
Øreakupunktur bruges specielt til afvænning, både slankekure, ryge- og narkoafvænning, men også til mange andre problemer. Øret er meget, meget specifikt. Det er bygget op næsten som et billede, der afspejler hele kroppen, forklarer Lis Bloch, og viser et detaljeret billede af øret.
– Jeg plejer at vende øret på hovedet, så kan man næsten se fosteret. Her har du rygsøjlen, her de blå pletter i midten, som er de indre organer, og her hoved og skulder, nakke, ryg, arme og ben. Det er så fantastisk et billede af, hvordan man er skabt.
Lis Bloch fortæller, hvordan man ved at stikke i bestemte punkter i øret kan gå ind og påvirker de steder i kroppen, som har relation til netop disse punkter. Da hun både er krops- og øreakupunktør, får klienterne selvfølgelig den behandling, der er relevant i de enkelte tilfælde.
Men hun passer alligevel lidt på ikke at skyde gråspurve med kanoner, som hun udtrykker det. Akupunkturen virker kraftigst, når man bruger ørerne, men de skal nogle gange gemmes for at have et våben i baghånden.
– Hvis folk har fået kropsakupunktur og f.eks. kommer igen og klager over, at skuldersmerterne ikke er væk, eller der stadig sidder en iskias i klemme, så kan jeg gå ind og sætte nåle i øret. Det er meget, meget virkningsfuldt at bruge øret ved akupunktur.
Lis Bloch stikker også andre steder på kroppen. Der findes 671 punkter på kroppen plus ekstra meridianpunkter, hvor man kan gå ind og stikke. Der findes en meridianbane svarende til hvert af de indre organer. Det gør en stor forskel, om vi snakker om lille eller en stor meridianbane.
– Blæren er den største og har 67 punkter, startende i øjenkrogen, går op over hovedet og hele vejen ned langs rygsøjlen og slutter i lille-tåen. Det er et af de gode punkter til bl.a. at sætte fødsler i gang med. Jeg har netop snakket med en pige, der fik sat en fødsel i gang i torsdags, og hun fødte lørdag. Så hun ringede og fortalte, at hun var blevet mor til en stor dreng.
– Ud over at sætte fødsler i gang kan akupunkturen også bruges til at tage toppen af smerterne i udvidelsesfasen. Jeg plejer gerne at tegne en kurve og så skære en tredjedel af toppen af for at illustrere, at med akupunktur kommer der ikke så mange stærke veer under fødslen, som der ellers ville komme.
– Men her er det lige så meget zoneterapien og kropsakupunkturen, jeg bruger. Akupunktur har jo fra gammel tid været anvendt flere steder på kloden, men jeg synes, det er ret unikt, at man tager sådan en gammel metode op igen og bruger den mere og mere også i den etablerede verden. Jo mere den bruges, både hos læger og på fødegange, des mere får vi også at lave som akupunktører og zoneterapeuter.
Lis Bloch har mange klienter med cancer.
– I starten syntes jeg, det var så sort og dystert, og at det var svært at hjælpe dem, men jeg har så fundet ud af, at selv om jeg ikke kan helbrede cancer, så kan jeg i hvert fald afhjælpe rigtig mange symptomer. Bare sådan en lille ting som at folk, der får kemo og stråler, kan tage næring til sig og holde føden i sig, så har man et grundlag at komme videre på i stedet for at være fuldstændig afmagret.
– Jeg kan jo ikke fjerne de ting, der er omkring folk, men det at give dem det rum og den lille smule luft til at komme ovenpå og se lys forude i tunnelen kan gøre en stor forskel. Vi kan virkelig være med til at gøre en forskel i folks sygdomsbillede og hjælpe organismen til at helbrede sig selv, fastslår Lis Bloch.
Hvordan passer vi bedst på ørerne, fra en akupunktørs synspunkt? Hvad med huller i ørerne? De færreste er nok klar over, at man oprindelig lavede huller i ørerne for at forebygge hovedpine og migræne. Det var i hovedets zoner, man gik ind og ramte, men så går der jo mode i mange ting.
– Jeg skal ikke gøre mig spor bedre end andre, for da jeg var efterskoleelev, brugte vi en kødnål og viskelæder, og så lavede vi ellers huller i ørerne, husker Lis Bloch.
– Man skal bare vide, at det område, hvor man normalt stikker hul til en ørering, har forbindelse til tungen og øjnene. Hvis man laver en hel række huller op langs kanten af øret, risikerer man lige pludselig at provokere skulderzoner og andre områder på kroppen.
Til kropsakupunktur bruges normalt nogle små fine nåle, hverken særlig lange eller tykke. Disse kan også bruges i øret, men ellers bruger man her såkaldte permanåle eller små stickers. De er med modhager, så de bliver siddende. Den optimale virkning er i løbet af 14 dage, så klinger det af lige så stille. For at nålene ikke skal falde ud, når man vender sig om natten, friserer sig eller trækker en sweater over hovedet, sætter jeg et lille plaster på. Så generer de heller ikke.
Lis Bloch har netop haft besøg af et af sine små astmabørn, Stine, som hun har kendt, siden pigen var fire år. Da havde Stine en åben indlæggelse på sygehuset i Kolding, hvortil hun blev kørt til op til flere gange om ugen, fordi hun ikke kunne få vejret. Hvis de var heldige, kunne de nøjes med en gang hver tredje uge.
– Hende lærte jeg at kende ved en tilfældighed. Hun fik behandling med kort mellemrum tre-fire gange plus opfølgende behandlinger – og hun har ikke været indlagt i Kolding siden, og medicinen er lægeligt trappet ned. I dag er hun syv år og en lille danser.
– En af de ting, vi også arbejder meget med i øret, er, når folk vil tabe sig. Selvfølgelig har jeg også misbrugere i behandling, og så kan man naturligvis kalde både røg og alkohol for misbrug. Men jeg har også haft nogle, som virkelig var afhængige af narkotika, og som er blevet hjulpet. Jeg har klienter i alle aldre, lige fra spædbørn på tre uger, som får terapi for mavebesvær, og til ældre mænd med vandladningsbesvær eller dårlig ryg eller psoriasis.
– Jeg er ikke læge og bliver det heller aldrig, men man kan alligevel godt blive lidt ydmyg over den magt, man sidder med i hænderne, slutter Lis Bloch.
AKUPUNKTURSelve udtrykket akupunktur stammer fra to latinske ord: ”Acus”, der betyder nål eller spids, og ”punktur”, der kommer af ”pungere”, der betyder at punktere eller stikke. Betegnelsen akupunktur er således en vestlig konstrueret term, selv om det i dag er blevet en internationalt anvendt betegnelse for behandlingsmetoden. Den stammer oprindelig fra Fjernøsten, men har været anvendt mange steder i verden. Metoden bygger på anvendelsen af nåle, der stikkes ind i bestemte punkter på patientens hud for via centralnervesystemet at blokere for ”uhensigtsmæssig” smertefølelse. Samtidig frigøres de såkaldte endorfiner, nogle hjerne- og rygmarvsproducerede stoffer, der hindrer smerteimpulserne i at nå frem ad nervebanerne til hjernen. De virker ligesom morfin – men helt uden morfinens skadelige egenskaber. Det var i 1970’erne, at akupunktur for alvor slog igennem i Vesten, først som en fast be-standdel af det alternative behandlingstilbud, men gradvist vandt akupunktur også indpas i det etablerede behandlersystem. Ifølge lægevidenskabelig forskning har akupunktur vist sig velegnet på følgende lidelser: Smerter ved tennisalbue, hovedpine, smerter ved fødsel, ufrivillig natlig vandladning hos voksne og børn, bækken- og rygsmerter under graviditet, kvalme efter kemoterapi, menstruationssmerter, kroniske nakke- og lændesmerter. Øreakupunktur er en behandling, hvor bestemte punkter på det ydre øre påvirkes. Øret opfattes som et mikrosystem, der af-spejler hele kroppen. |