Musikeren Benjamin Koppel er netop vendt hjem fra fem dages total afslapning på Læsø sammen med sine to børn, og sangerinden Alberte Windings børn vil slet ikke acceptere en sommer uden at turen går til Bornholm. De danske øer er i høj kurs hos det albumaktuelle musikalske makkerpar.
Når sommerferien skal planlægges hjemme hos sangerinden og forfatteren Alberte Winding, står feriemålet ikke sådan lige til diskussion. Hendes børn, som i dag er 16 og 19 år gamle, kan nemlig slet ikke forestille sig en sommer, uden at turen går til Bornholm.
Sådan har det været i så mange år, at det er blevet en del af deres opvækst, og den slags traditioner skal man ikke ændre på. Alberte plejer at kombinere den årlige bornholmertur med at optræde på spillestedet Gæstgiveren i Allinge, en kombination, hun i øvrigt deler med en hel del andre i det danske musikliv. Hun og børnene elsker øen, ligesom de i øvrigt holder af Ærø, hvor hendes far, Thomas Winding i dag bor, og hvor familien derfor også kommer, så ofte det er muligt.
Hendes musikalske makker, jazzsaxofonisten Benjamin Koppel, har hus på Læsø, og intet sted betyder mere for ham end den lille ø langt ude i Kattegat. Da Naturli’ møder ham og Alberte på en hyggelig café i Valby, er han lige vendt hjem fra Læsø, og er stadig helt høj af oplevelsen.
– Jeg er lige kommet hjem efter fem dage alene med mine børn på Læsø. Det er et helt fantastisk sted. Der hersker en ro og fred, som man ikke finder nogen andre steder, siger han med stor entusiasme.
Alberte har aldrig været på Læsø, selvom Benjamin har inviteret hende derop mange gange, men hun nikker genkendende til vennens begejstrede beskrivelse.
– Jeg mødte engang en børnelæge, der gik i terapi i form af hypnose, fortæller hun. – Han fortalte, at han havde bedt hypnotisøren om at få lov at opleve et øjeblik af fuldendt livsglæde, og ’bang’, så var han tre år gammel, og gik med bar røv og en lille spand på stranden på Læsø.
Benjamin nikker:
– Jamen, det er præcis sådan det er. Mine børn er jo også på stranden deroppe, eller også sidder vi bare sammen ude midt i bondemandens mark og indsnuser duftene af marker, forår og havet. Det er næsten som at komme tilbage i tiden. Der er så stille. Ingen motorveje eller noget. Bare fred og ro. Den bondemand, der har jorden op til vores hus, er over 80, men han går stadig og graver afvandingsgrøfter i hånden med sin spade. Det var først i 1969, at han udskiftede hest og plov med en lille traktor, siger han.
Alberte om Benjamin:
”Vi mødtes for første gang for seks år siden, hvor der var nogle mennesker, der gerne ville have, at vi lavede en jazzifi ceret udgave af salmerne. De snød os lidt, for de sagde til mig, at Benjamin havde bedt om at få mig, men sjovt nok havde de sagt præcist det omvendte til ham. Vi swingede straks sammen. Benjamin er fantastisk, for han har gang i så mange ting, men forsømmer ikke et øjeblik at være der 100 pct. for sine børn. Jeg er imponeret over, at han altid kører hjem, efter vi har været ude på et job, for at være der, når børnene vågner næste morgen. I næste uge skal vi til Horsens, og dagen efter til Aalborg, alligevel kører han hjem til Valby imellem.”
|
Vi har sat Alberte Winding og Benjamin Koppel stævne for at bede dem fortælle om, hvad der er deres bud på den perfekte familieferie. De sidste seks år har de arbejdet sammen, og i maj udkom deres anden fælles cd, en smuk jazzplade med den poetiske titel ”Frostmorgen”.
Hun er 44, og har efterhånden haft en lang karriere som popsangerinde, både for voksne og ikke mindst for børn. For to år siden udkom hendes første roman, og en ny er på trapperne til august.
Han er 33, og er trods sin unge alder en erfaren og højt berømmet jazzmusiker. Allerede 18 år gammel modtog han som den indtil da første rytmiske musiker Jacob Gade Prisen.
Hans børn er små, fem år og halvandet, mens Albertes som nævnt er store teenagere. Så begrebet ’familieferie’ er ikke helt ens for dem længere, og vil nok heller aldrig blive det.
– Mine børn er endnu så små, at de ikke selv har en mening om, hvor de vil hen på ferie, men de elsker Læsø, ligesom min hustru og jeg gør det. Jeg er kommet der altid, mine forældre har hus der, og min farfar havde hus på Læsø, hvor vi altid kom og besøgte ham. Og vi forsøger at tilbringe alle ferier der. Min hustru er skolelærer, så i alle skoleferierne tager vi til Læsø, og nu mens børnene er små, tager jeg dem også gerne ud af institution nogle dage, for at være intenst sammen med dem deroppe, siger Benjamin, der ikke forestiller sig, at familien vil tage på traditionelle ferierejser eller til børne-forlystelsesparker.
– Der er ikke den forlystelsespark i v-e-r-d-e-n mine børn ikke har været i, indrømmer Alberte med et grin.
– Euro Disney, Parc Asterix, you name it! Men det er nu altid lykkedes at finde en god balance mellem underholdningsferie og nydelsesferie, hvor det primære er, at man er sammen, siger hun.
Benjamin om Alberte:
”Vi har det enormt hyggeligt sammen, og det er vigtigt. Da vi indspillede den første plade, fandt vi ud af, at vi klingede godt sammen, både musikalsk og menneskeligt. Alberte går hele tiden og taler om at ville holde et sabbatår fra musikken for at hellige sig tid til at skrive en bog mere, mens jeg så gerne vil have hende med ud og spille.”
|
Som barn boede Alberte meget i Tisvilde i Nordsjælland, og det er et sted, hun igen og igen vender tilbage til med stor glæde. Hun griner, når hun siger, at hun slet ikke forstår, hvad ’alle de mennesker’ dog gør i hendes Tisvilde.
– Det er jo mit sted. Især i perioden fra juni til september er der vidunderligt smukt. Og jeg kan godt lide, at man både har skoven og stranden. Når man går ture, kan man starte langs vandet og slutte gennem skoven eller omvendt, og det er så dejligt afvekslende.
Tisvilde er i dag lidt for København hvad de berømte The Hamptons er for New York City. Det er de riges mondæne sommerresidens og det koster en formue at erhverve sig et hus der.
– Det er et godt økonomisk incitament, siger Alberte.
– Jeg kæmper helt vildt for at få råd til at købe et hus i Tisvilde, men det er ikke lykkedes endnu. Til gengæld har jeg et hav af familiemedlemmer, søskende, fætre og kusiner, der bor der, og dem besøger jeg ofte. Og så bor jeg meget gerne på et skønt, lille pensionat – Helenekilde pensionat – som er en gammel, ombygget gård. Det er et meget hyggeligt sted. Ikke spor fint, men med pænt renoverede værelser, og når jeg er der, er det næsten som at besøge sin mormor, med hjemmebagt brød om morgenen og den slags, som man bare nyder.
Musikalsk samarbejde
I maj udkom Alberte Winding og Benjamin Koppels anden fælles cd ”Frostmorgen”, som indeholder 15 smukke jazzballader, de fleste skrevet af Alberte og Benjamin selv. Parret og deres band optræder mange forskellige steder rundt om i landet med sangene i denne sommer.
|
Benjamin og hans kone har købt et hus på Læsø, hvor huspriserne er helt anderledes end i det mondæne Nordsjælland. Efter hans farfars død i 1998, blev hans hus solgt, og familien lejede eller lånte sig ind andre steder. Siden købte Benjamins forældre så hus på øen, og for fem år siden fulgte Benjamin selv efter.
– For mig er Læsø et fast tilhørssted. Jeg er Læsøbo. Det er en lang og strabadserende rejse at komme derop fra København, men hvor utroligt det end lyder, så er det noget af det, jeg holder af. Det giver for alvor en følelse af, at man kommer væk fra den travle hverdag. Og når man så når frem, er naturen så enestående. Det er det nærmeste, vi herhjemme kommer en nordatlantisk ø, for Læsøs natur minder mig meget om Island og Færøerne, som jeg holder så meget af. Og maden er jo et skatkammer. Man spiser jomfruhummer og pighvar, og der vokser vilde kantareller. Vi har de skønneste bær i hegnet omkring vores hus, siger Benjamin, mens Alberte afbryder: – Det siger du altid. Det er kun for at gøre mig misundelig!
Det er måske ikke helt tilfældigt, at de begge elsker de danske øer og havet. Gennem generationer har det ligget til kunstnere at søge til øerne og ud til vandet.
– Jamen, det er der bestemt nok noget om, siger Alberte.
– Min far er flyttet til Ærø, og jeg tror, noget af det, han søger, er roen.
– Ja, og vidderne, havet og udsynet, supplerer Benjamin.
– De danske øer er perfekt grobund for lykken.
– Ja, jeg kan i hvert fald varmt anbefale at tage på landet, når man har kærestesorger, siger Alberte.
Og sommerens ferier, ja, dem holder Alberte og Benjamin naturligvis på deres foretrukne øer – Bornholm og Læsø, og for Albertes vedkommende, med et par afstikkere til Tisvilde. Når de altså ikke rejser landet rundt sammen, med saxofon og mikrofon og synger og spiller deres ’frostmorgen-klare’ sange.
Forrige artikelFødder skal ha’ det godt – med og uden sko
Næste artikelThorbjörg Hafsteinsdottir: Du bestemmer selv