Nyheder

Alkohol kan øge risikoen for tarmkræft

13. december 2007

En genstand om dagen øger risikoen for at få tarmkræft med fem pct.

Alkohol øger risikoen for tarmkræft allerede ved få genstande dagligt, skriver cancer.dk. Og drikker man mere end, hvad der svarer til tre genstande om dagen, stiger risikoen med hele 26 pct. Det viser en ny europæisk undersøgelse, som er offentliggjort i International Journal of Cancer og er en del af forskningsprojektet European Prospective Investigation into Cancer and Nutrition (EPIC). 478.732 europæere har deltaget i undersøgelsen. De blev i gennemsnit fulgt i 6,2 år og ved opfølgningstidspunktet havde 1.833 udviklet tarmkræft. Forinden havde de oplyst om tidligere og nuværende alkoholvaner i et spørgeskema. Resultaterne viser, at for hver 15 gram alkohol, der bliver indtaget ekstra om dagen, stiger risikoen for at få tarmkræft med ni pct. Drikker man en genstand om dagen, er risikoen forøget med fem pct., og drikker man tre eller flere genstande, stiger risikoen med 26 pct. Fem daglige genstande eller derover øger risikoen for tarmkræft med 64 pct. Undersøgelsen viser dog, at ungdommens synder ikke slår så hårdt igennem. »Det, deltagerne havde drukket i 20'erne og 30'erne, havde ikke samme negative effekt, som det de havde drukket i 40'erne og senere. Det var således den nuværende alkohol indtagelse, som i undersøgelsen viste den største risiko, og det betyder også, at det altid kan betale sig at skære ned, hvis forbruget er for stort,« siger Anne Tjønneland, afdelingsleder i Kræftens Bekæmpelses, som har stået i spidsen for den danske del af undersøgelsen til cancer.dk. Kilde: Dagens Medicin

Forrige artikelBrystkræft kan fjernes med et nålestik

Næste artikelUnges mundhygiejne har det skidt