Tine Juul Andersen skriver om skønhed i Naturli. Hun håber, hun kan inspirere læserne til at finde den bedste pleje af deres personlige hud. Men den definitive løsning skal de ikke forvente. Tine tror ikke, hun nogensinde bliver færdig med at lede efter ny viden. Hun håber, hun forbliver nysgerrig resten af livet.
Hvad kan Tine Juul Andersen gøre for Naturlis læsere?
Tine ler, før hun går i gang med at besvare spørgsmålet. Det er typisk. Tines latter er en helt naturlig del af lydkulissen i et rum, når hun er til stede – og det er helt med vilje.
”Latter er et anti-stress middel”, har Tine forklaret. Hun har let til latter, og hun kan mærke, at det har en positiv effekt på både hende selv og hendes omgivelser. Så hun bliver ved med at grine meget.
Alvoren – i form af hendes smittende engagement – er dog aldrig langt borte. Få har som Tine antennerne ude for at finde ny viden, nye vinkler, nye erfaringer om de skønhedsprodukter, der er omdrejningspunktet for hendes professionelle liv.
Tine har studeret hos flere af landets dygtigste kosmetologer, hun har gennemført en serie af uddannelser og efteruddannelser indenfor naturmedicin, homøopati, urter og ikke mindst hudpleje. Hun er naturopat og biopat og hun rådgiver dagligt kunder i Ren Kost & Krop i Århus.
– Jeg er meget interesseret i forbindelsen mellem natur og menneske – for vi er jo natur! Derfor har jeg fundet en niche i holistisk hudpleje, hvor jeg inddrager forhold og hensyn, ikke alle skønhedskonsulenter måske tænker over indflydelsen af, forklarer hun.
Det er samtidig denne faglighed, som har fået Naturli til at bede Tine om at bidrage med sin viden i magasinet. Med hendes tilgang til stoffet er vi sikre på, at der altid er tænkt på alle detaljer, og at vi altid kan præsentere de nyeste, naturlige udviklinger på markedet for skønhedspleje.
Tine har afprøvet og bedømt langt de fleste af de kosmetiske produkter, hun omtaler i sine artikler. Hvorfor ikke alle? Jo, fordi hun har en temmelig normal hudtype. Derfor kan hun jo ikke afprøve virkningen af produkter til problematikker som acne og rosacea. Hun kan heller ikke foretage en valid test af hudprodukter til de helt unge eller de ældre – fordi hun ligger midt imellem.
Hendes metode er, når hun ikke selv kan lave en test, at hun rådfører sig med en af de specialister, hun er vant til at samarbejde med. Tines anbefalinger er aldrig kun det, der står på emballagen.
Tine vil bare rigtig gerne kunne hjælpe. Være til gavn og nytte, som hun selv udtrykker det.
“Mit mål er altid at forstå kundens behov, så jeg kan foreslå den rigtige løsning – ikke bare den dyreste eller den billigste eller den naturligste eller den mest populære. Den løsning, som passer til præcis dig!”
– Men jeg kommer nok aldrig i mål. Jeg håber, jeg kan blive ved med at være søgende og undersøgende og nysgerrig. Og at jeg kan blive ved at fortælle videre, hvad jeg har lært.
Læs Tine Juul Andersens artikler om skønhed i alle numre af Naturli