Ammende mor på penicillin, hvad gør vi?

Min datter som fødte en dreng for 14 dage siden, har bedt mig finde en second opinion og derfor skriver jeg i håb om at kunne berolige hende.

På hendes terminsdag blev hun indlagt på Hvidovre med lungebetændelse, høj feber og et skyhøjt infektionstal ( næsten 400). Hun fik penicillin i drop, ilt osv. og fik det hurtigt bedre. Hun fødte uden komplikationer to dage efter og blev udskrevet samme dag.

Hun afsluttede penicillin-kuren for en uge siden, men var stadig noget udmattet og hostede lidt. Igår fik hun høj feber og brystbetændelse og stafylikokker, og idag konstaterer lægen, at infektionstallet igen er meget højt og er tilbøjelig til at indlægge hende.

Lillebror er vokset og haft det fint, men har de sidste dage haft meget mavekneb, hvorfor hun venter lidt med d-dråber, men vil starte med probiotika idag (trappe op fra en dråbe om dagen til 5). Hun er meget ked af at skulle tage penicillin, fordi der står, at det går i mælken, og vil jo helst ikke indlægges, fordi hun er bange for, at lillebror så ikke må ligge hos hende, som han er vant til. Lægen er bekymret for hende pga. infektionstallet, og om hun fejler andet end brystbetændelse, men da hun hverken hoster slim op eller har noget sekret ved brystet, som der kan tages prøve af – er det ikke til at vide.

Der er også en storesøster på 4, som savner sin mor.

Hvad kan vi gøre for at lillebror tager mindst mulig skade af penicillin – for der er vel ikke noget alternativ? Vil det være en fordel at blive indlagt? Kan lægen ikke tage de samme blodprøver osv. som hospitalet?

I håb om hurtigt svar eller råd til, hvem man kan spørge?

Mvh

A

 


 

Stort tillykke med barnebarnet. Py ha, det har været en hård og dramatisk start for den lille familie.

Jeg tænker bestemt, at der kan tages de samme blodprøver, uanset hvilken læge det er, men på sygehuset har de en anden ekspertise ift. behandling af sygdom. De har også mulighed for at give antibiotika intravenøst, hvis det skulle blive nødvendigt. Jeg kan ikke forestille mig andet, end at din datter kan have sin søn hos sig under en eventuel indlæggelse.

Alt efter hvordan din datter har det, og hvor høje tallene er, så tænker jeg, at det er klogt at tage imod behandlingen, så hun kan komme oven på og få overskud til at være mor.

Samtidig kan hun bestemt gøre noget for at hjælpe sig selv og sin søn til at afbøde de negative bivirkninger af antiobiotika som penicillin.

Din datter skal selv tage et højdosis probiotika-produkt. Probiotika er mælkesyrebakterier som kosttilskud. De genopbygger bakteriebalancen i tarmen efter antibiotikabehandling. Bakterierne i tarmen er SUPER vigtige for hele kroppens sundhed. De har betydning for alle organer, for 70 pct. af immunforsvaret, for hjernen, for optagelse af næringsstoffer mm. Derfor er det rigtigt vigtigt at tage mælkesyrebakterier – især ifm. antibiotika.

Hun skal tage det forskudt for antibiotika med nogle timers forskydning. Og så skal hun fortsætte efter kuren – gerne igennem hele ammeperioden som minimum. De gode bakterier kommer via ammemælken over i hendes søn. Et godt produkt er f.eks. Udo´s Super Probiotics eller Solaray Multidophilus 24 (helsekost eller matas).

Jeg vil også anbefale, at hun giver sin søn mælkesyrebakterier direkte. De fås f.eks. som dråber sammen med D-vitaminer i Lacto Care Baby (købes på apoteket). Når han bliver lidt større og begynder at spise fast føde, kan hun med fordel skifte til Udo´s Super Probiotics Infant blend. Det er pulver, der kan drysses på mad.

Jeg vil også anbefale din datter at booste sin krop med en god kvalitets vitaminpille f.eks. Omnimin, ekstra D-vitamin og en god fiskeolie – f.eks. Nordic Naturals. Hendes krop har været og er meget stresset, så der er i høj grad brug for ekstra næringsstoffer. Fortsæt også som minimum hele ammeperioden.

Når der er faldet lidt ro på den fysiske del, tænker jeg også, det er meget vigtigt, at der bliver plads til at få snakket hele forløbet godt igennem og give plads til alle de følelser, der trænger sig på – også ift. til storesøster. Den følelsesmæssige del har også stor betydning for, at kroppen kan komme helt ovenpå igen.

Hvis der er noget følelsesmæssigt, der er svært at få ro på, så kan det være en ide også at supplere med Bachs Blomsterdråber. Find gerne en Bach-terapeut, som kan hjælpe med at sammensætte de helt rigtige remedier.

Rigtig god bedring og de bedste ønsker til hele familien.

De bedste hilsner

Anette Straadt, sundhedsplejerske

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*