Mad

And i grøn karry med blomkålsris

15. maj 2015

En ret med masser af smag og sunde grøntsager og orientalsk inspiration fra and og kokosmælk.

Til 2 personer

Du skal bruge:

1 ds. kokosmælk

1 spsk grøn karrypasta

300-400 g andebryst

5 tørrede limeblade

Evt. 1 rød chili i skiver

200 g grønne bønner (evt. frosne)

200 gulerødder

1 rød peberfrugt

Salt

Evt. peber

Evt. lidt rød chilipasta

Blomkålsris:

400 g blomkål

2 lime, saften

Salt

2 håndfulde frisk koriander

2 håndfulde frisk persille

Topping:

Saltede cashewnødder

Sådan gør du:

Hæld kokosmælken i en gryde, og tilsæt grøn karry. Rør rundt, til den grønne karry er opløst. Lad det koge op, og skru så ned for varmen. Det må ikke bulderkoge, for så skiller kokosmælken.

Tilsæt andekødet, der er skåret i strimler, og de tørrede limeblade. Lad det simre i 5 minutter. Skær grøntsagerne groft, tilsæt dem, og lad det hele simre videre i 5-10 minutter. Tjek, at kødet er gennemstegt, inden du serverer.

Smag til med salt og evt. peber og rød chilipasta.

Blomkålsris: Pil bladene af blomkålen, og kassér dem. Riv blomkålen på den grove side af et rivejern. Vend det med limesaft, og smag til med salt. Hak koriander og persille, og vend det i risene.

Anret retten i en skål. Kom først blomkålsrisene i skålen, så and i grøn karry, og top til sidst med cashewnødder. Pynt med koriander.

Det får du:

Protein: fra andebryst

Fiber: fra gulerødder og blomkål

Monoumættet fedt: fra cashewnødder

 

Fra bogen ‘Diabeteskuren – Spis dig rask af’ Alice Appel Hartvig og Majbritt L. Engell.

Forrige artikelSøvnhormonet styrker knoglerne

Næste artikelJaloux – eller bare usikker?