Angst: Et nødråb om forandring

Flere og flere mennesker, også helt unge, får i dag tildelt diagnosen “angst”. Men måske kan diagnosen forvirre, fordi angsten ikke er problemet, men et symptom på at tilværelsen er blevet for uoverkommelig og skræmmende. Hvordan viser vi rettidig omhu over for angst? Og kan vi forebygge angst?

Begrebet angst stammer fra tysk – “Angst” – og refererer til en neurotisk og irrationel bekymring eller skræk. Oprindeligt henviser ordet til det tyske “Anger”, som er det samme på dansk – et udtryk for samvittighedskvaler og skyldfølelse.

 

Men hvad har skyld med angst at gøre?

Ofte bruger vi begrebet angst udelukkende om reaktionen – altså symptomet i form af angstfølelsen. Men denne ubehagelige og til tider forkrøblende følelse har alt andet lige rod i en opfattelse af utilstrækkelighed hos os selv. Deraf elementet af skyld – “jeg er ikke god nok, og det er min egen skyld, at jeg ikke kan magte eller overskue den her situation…”

Denne følelse af afmagt baner direkte vejen for angsten.

 

Angstens væsen er – lidt ulogisk – indadrettet. Selvom du er bange for det, der møder dig udenfor f.eks. i sociale sammenhænge, opstår følelsen i det, vi kan kalde ‘et lukket rum’, hvor du skaber din egen verden.

Ting, der umiddelbart er uskadelige og normale, opfattes som truende og uden for rationel tankegang. Du kan f.eks. se det på, at personer med angst kan reagere bare ved snakken om det, de er bange for. Det gør ikke udfordringen mindre, da det ikke bare handler om at fjerne “trolden under sengen”, men at fjerne trolden i hovedet.

MEN det betyder til gengæld, at håndteringen af angsten ikke kræver omfattende praktiske foranstaltninger – f.eks. at tømme hele supermarkedet for andre kunder, før du skal handle ind, eller ændre din fysiske omverden, så der ingen høje broer, mørkt vand osv. findes. Det kræver ‘kun’, at du arbejder med dine tankemønstre. Det kan være lidt kompliceret, men det er bestemt inden for rækkevidde.

 

I forståelsen af angst, er det vigtigt at skelne mellem fobi og angst. Fobien er mere konkret – som en skræk for noget, du reelt er stødt på i virkeligheden, og som i værste fald KUNNE være farligt – en slange, et insekt, flydende blod, et kig ned i dybet, nattens mørke etc.

Ofte er fobien udløst af et traume – en situation, hvor du er blevet “jaget en skræk i livet”, og hvor du troede, at du var i fare. Det er ikke sikkert, at du var truet, men dit sind opfattede det sådan – måske fordi du var meget lille og ikke forstod situationen korrekt, eller fordi du oplevede at andre reagerede voldsomt på en hændelse, og så spejlede du dette ved at blive bange.

Det kan også være, fordi din lidt forældede ‘krybdyrhjerne’ slår til, og du reagerer instinktivt på noget, der ligner en situation, hvor dit liv er på spil, selvom der ikke er nogen fare på færde – f.eks. at den sorte snog i græsset ikke er en megagiftig sort mamba, eller at uventede lufthuller i flyet bliver forvekslet med pludselig at miste fodfæstet på en stejl bjergskråning. Når fobien først er etableret, vil den blive bekræftet i et lukket forløb, hvor skrækken så at sige fodrer skrækken. I så fald skal der foretages en omkodning af situationens faktiske indhold og betydning, f.eks. via hypnose.

 

Mange af de klienter, der kommer hos mig, er flove over deres angst og nervøsitet. De bærer ikke blot på en skyldfølelse over ikke at kunne magte situationen, men også over deres irrationelle reaktioner. De ved, at deres reaktioner er overdrevne og har gennem lang tid forsøgt at dække over dem. Det har blot bevirket, at vrangforestillingerne og selvbebrejdelserne har fået plads til at vokse i det skjulte.

Tag ikke fejl, følelsen er reel nok. Der er intet indbildt over angstsymptomer! Hjertet hamrer af sted, håndfladerne bliver fugtige, synsfeltet snævres ind – akkurat som stod du over for en reel fare i form af et kæmpestort, knurrende rovdyr, og du havde brug for, at din krops ekstra ressourcer trådte i kraft, for at du kunne slippe levende derfra. Adrenalinen sætter din hjerterytme op, og blodet strømmer til musklerne, så du er klar til at kæmpe eller flygte.

Kroppen og sindet kender ikke forskel – hvad enten du står over for en gruppe eksperter og skal forsvare en opgave – eller om en huntiger har udset dig som sine ungers aftensmad.

 

Reelt har vi jo brug for at være bange nogle gange, for ellers ville vi komme til skade i tide og utide. Vi skal faktisk kunne forestille os, hvad der kunne ske, hvis vi kravlede helt ud på de tynde grene i træet eller laver bål lige ved siden af huset. Derfor er det så svært at finde balancen.

Vi skal – især som børn og unge – helst lære at være nogenlunde fornuftige og passe på os selv, men samtidig er det upraktisk at overreagere, fordi vi så begrænser os selv i at leve et naturligt og frit liv.

Kunsten er at kende forskel: Hvornår overdriver vi bekymringen og lader spekulationerne og forestillingerne løbe af med os – og hvornår skal vi reelt tænke os om og passe på? Hvordan agerer vi rationelt?

 

Når jeg arbejder med en klient om at bryde angsten, handler det især om at indkredse præcis, hvad der udløser den konkrete angstfølelse her og nu (bestemte situationer), og hvad, der i bakspejlet betragtet, har givet angsten plads til at udvikle sig.

Angstfølelsen er en naturlig reaktion, som fortæller personen, at han/hun skal stoppe op, beskytte sig selv eller blive ‘usynlig’ for truslen. Nogen oplever helt konkret, at de låser og ikke kan bevæge sig eller tale – samtidig med at de bare har lyst til at tage benene på nakken.

Således kan stress i sin oprindelige betydning af overbelastning være en forløber til angst: oplevelsen af at være presset, udover det vi umiddelbart kan magte – eller tror vi kan magte. Når vi arbejder med forbindelsen mellem følelsen af afmagt eller utilstrækkelighed OG følelsen af angst, begynder løsningerne at vise sig.

 

Når vi skal lære at håndtere angstfølelsen, skal vi således åbne ‘det lukkede rum’ og lukke virkeligheden ind – helst i bidder. Det handler om at vænne sig til virkeligheden og overbevise os selv om, at den ikke vil én noget ondt, og at VI GODT KAN MAGTE DET, vi bliver stillet overfor.

Et almindeligt begreb i angstbehandling er konfrontation – det lyder tungt, men betyder egentlig bare, at man træner sit møde med de situationer, som er specielt skræmmende. Det foregår trinvis og til en start ofte i en forestillet virkelighed – en slags øvelokale, gennem rollespil, mental træning eller hypnose. Det virker, simpelthen fordi dette jo IKKE handler om konkrete, men forestillede farer.

 

I terapien vil vi ofte forberede klienten – f.eks. “hvis der sker sådan og sådan, gør jeg …”

Alene det, at have en plan og en strategi, tager en del af presset og begrænser angsten. F.eks. hvis der er tale om social fobi, og det er svært at gå ud at handle eller møde andre mennesker: Klienten vælger præcis, hvad der skal foregå. (se boksen Forbered dig på din udfordring)

 

Når vi ser angsten som en følgevirkning af uoverkommelige situationer eller følelser, begynder “Diagnosen” – med stort D – at miste sit formål. Jeg har altid haft det svært med udtrykket “Jeg har angst” eller “Jeg lider af angst”.

For at påpege, at symptomerne er reelle og alvorlige, kan en diagnose være en nødvendighed, MEN diagnosen må aldrig skygge for, at angsten ikke er en permanent tilstand – modsat en kronisk fysisk sygdom. Den opstår i bestemte sammenhænge, og fungerer som et nødråb om, at noget ANDET er galt og skal håndteres, f.eks. lavt selvværd, stress eller ubehagelige oplevelser – f.eks. mobning eller svigt – som har låst sig fast i negative forestillinger om, hvad man kan vente sig af omverden og sig selv.

 

På samme måde som angst ofte bliver brugt om mange forskellige måder at være bange på, bliver udtrykket “depression” påhæftet flere forskellige grader af tungsind. Diagnosen “Depression” vil oftest indebære medicinering, idet det betegner en akut situation, hvor personen er sat ud af kraft i forhold til hverdagen, er til fare for sig selv eller ikke kan ‘nøjes’ med eller ikke er i stand til at modtage samtaleterapi. Derfor skal vi igen være forsigtige med at sige, at en person har en depression.

Der er mange grader, og langt de fleste kan med fordel behandles med samtaleterapi o.lign. Angst og depression har det til fælles, at de generelt er resultatet af en langvarig overbelastning, hvor personens personlighed (f.eks. følsomhed), manglende erfaring eller belastende omstændigheder har spændt ben for udviklingen af evnen til at håndtere virkelighedens udfordringer. Depressionen kan ligesom angsten både måles og observeres fysisk hos den person, der lider af den, men det er i sindet, løsningen findes!

Det er ikke usædvanligt, at depression og angst følges ad. Depressive tanker, der er udløst af langvarig stress, kan med tiden føre til angstreaktioner, hvor kroppen og sindet forsøger at beskytte sig selv mod yderligere belastning. Og gentagen angstfølelse kan udløse depression, hvor magtesløsheden og oplevelsen af livet som uoverskueligt kan få den angste til at krybe endnu længere ind i sit “lukkede rum” for at søge en midlertidig tryghed her.

 

Dette behov for at krybe i skjul for hhv. den angste eller depressive er væsentligt. Personen føler et stærkt behov for pause, fred, tryghed for at kunne klare at være i verden – og bygge sig op til næste udfordring.

Når vi skal ‘åbne rummet’ som beskrevet ovenfor, skal vi derfor lytte til dette behov – ikke blot brase ind. Målet er, at klienten altid føler, at han/hun kan følge med og har overblikket: “Jeg gør først sådan, og så sådan…” og “hvis ikke det fungerer, så gør jeg sådan i stedet”.

Angsten brydes og forebygges, ved at klienten lærer, hvad han/hun har brug for for at komme gennem en udfordrende situation, og fremfor alt er i stand til at kende forskel på reel og forestillet fare: “Selvom mit hjerte banker helt vildt, så ved jeg godt nu, at det reelt ikke er farligt. Jeg ved, at når jeg bruger værktøjerne og tager den tid, jeg har brug for, så kommer jeg igennem det, og kan fortsætte. Det er ligesom at løbe langdistance og være træt, men blive ved gennem ‘muren’ og komme ud på den anden side… så bliver det nemmere efterhånden.”