Medierne tegner efterhånden et billede af angst og depression som ”folkesygdomme” – hvordan er vi nået dertil? Kræver vi for meget af os selv – eller er vi bare blevet for selvbevidste og ’sensitive’? Og hvordan får vi vendt udviklingen?
Nye ord dukker op i flæng: ”Præstationskultur”, ”12-tals-piger”, ”selfie-junkies”, ”særligt sensitive” og ”selvskadende adfærd” er nogle af dem. Disse ord giver et skræmmende indtryk af et overbelastet samfund på højkant, hvor befolkningen er overeksponeret og tæt på at tilte.
Når angsten eller depressionen rammer, gør den det med et meget kontant formål: At BREMSE dig!
Hvis du lever et liv, som du reelt ikke magter, lever du på “overtræk”. Og problemet er, at jo længere tid du – eller samfundet som helhed – bliver ved med det, jo sværere bliver det at genoprette balancen. Som på en overtrukken bankkonto, hvor der løber renter på. Og renters rente.
Selvom ”stress-epidemien” har raset i mere end 20 år, lader det desværre til, at vi stadig ikke kan eller vil acceptere, at vi må forholde os reelt til situationen. Den røde lampe, som de mange sygemeldinger og triste statistikker må betragtes som, blinker stadig, men vi har for længst slået lyden fra, fordi den forstyrrer os for meget …
Hos den enkelte vil langvarig stress ofte føre til angst eller depression, og dette gælder også i samfundet: Vi er så at sige på vej ind i den ”kroniske fase” – hvor det ikke er nok med at bremse LIDT op, tage en pause, overveje ændringer.
Som terapeut har jeg mange gange oplevet, hvordan der er bestemte faser i behandlingen af disse ’folkesygdomme’. Ofte er udgangspunktet en ”Fix det”-holdning. Dvs. at symptomerne opfattes som problemet, fordi de spænder ben for den dagsorden, klienten hidtil har levet efter.
Erkendelsen af, at symptomerne imidlertid kun er symptomer, er første skridt. Dernæst melder der sig en dyb frustration og forvirring hos klienten over, at der faktisk skal kigges på nogle fundamentale ting i tilværelsen, for at symptomerne ikke vender tilbage.
Hvordan skal mit liv så være? Hvordan kan jeg det? Hvad har jeg reelt brug for? Disse eksistentielle spørgsmål er sunde spørgsmål, som vi alle bør stille os selv med jævne mellemrum. Det drejer sig om at (gen)lære, hvordan vi sætter ind på kontoen i stedet for at overtrække den.
Tilstande som stress, angst og depression fungerer i min verden som ventiler. De kan redde liv!
Kroppen og sindet koger over, og symptomerne får personen til at standse op, så han/hun kan slippe dampen – overtrykket – ud. Det kan reelt forebygge det fatale kollaps, hjertetilfælde eller selvmordsforsøg. Der er ingen vej udenom: Utallige ”timeouts” i fitness-land, ferie seks uger om året eller selv en sygemelding ændrer ikke ved, at så snart du er tilbage i den uforandrede dagligdag, bygger trykket sig op igen.
Tager vi ikke symptomerne alvorligt første gang, så vender de trofast tilbage – de svigter dig ikke. De insisterer på, at du skal finde en (anden) balance, som er bedre for dig. Selv når unge lider af angst og depression og måske er selvskadende, bør vi i udgangspunktet se det som et sundhedstegn. Den unges selvbeskyttelse fungerer.
De svære følelser håndteres på en måde, som netop ikke er fatal. Adfærden, symptomet, er selvbevarende, idet den sender et livsvigtigt budskab: en modig bøn om hjælp og et dybt ønske om at (over)leve. En sådan adfærd og disse tilstande skal vi kunne rumme og se værdien i – hvis vi da skal gøre os forhåbninger om at skabe et liv og et samfund, hvor vi kan ånde frit og være os selv.
Jeg tror ikke, jeg kender nogen, som ikke har haft kriser i deres liv. Og jeg har helt sikkert aldrig mødt nogen, der ikke har oplevet at kæmpe med sine følelser af og til.
Talen om ”særligt sensitive” – især i forbindelse med unge piger og kvinder – er forvirrende og kan i værste fald undergrave sit eget formål. Som en slags diagnose, der bl.a. kan fungere som en forklaring på, at man ikke slår til i det moderne præstationssamfund. Vi er jo alle ”sensitive” – på hver vores måde og på forskellige tidspunkter af vores liv. Og benævnelsen ”særligt” er udtryk for kernen i vores samfundsproblem: at den synliggjorte følsomhed og evnen til at sige fra ikke er en del af normen.
Det er stadig noget særligt, hvis vores fintfølende sind og krop automatisk slår fra over for det, der overbelaster eller truer vores velbefindende. En fuldstændig naturlig selvopholdelsesdrift, som har været med til at sikre menneskeartens overlevelse, bør vel betragtes som en værdi i sig selv? Det er jo der, hvor vi reflekterer, tager personligt stilling og lukker dybden, meningen og nærværet ind i vores liv.
Når stress, angst og depression giver dig et vink med en vognstang, er det dit ansvar at tage dit liv op til overvejelse. Så hvordan kan du starte forandringen?
De ændringer, du ønsker at indføre, vil ofte kræve, at du begynder at sige fra – over for ting, du hidtil har accepteret og måske ligefrem idealiseret, ganske ukritisk.
Du er nødt til at insistere på din ret til ikke altid at leve op til ”normerne”, herunder andres eller dine egne forventninger.
Find frem til dit helt personlige fodfæste og fundament – måske med hjælp fra en terapeut. Og skulle der være nogen, der gør indvendinger eller ikke forstår ’den nye dig’, er det tid til at sætte grænsen: ”Må jeg være her?!” Svaret vil forhåbentlig lyde: ”Ja, du må – akkurat som den, du er.”