Angst som følgesvend

Efter en kræftoperation den 13. maj i år, hvor jeg fik fjernet højre bryst og alle lymfekirtlerne i den højre armhule, har jeg fået mere angst. Jeg bruger motion, hører musik i høretelefoner og broderer.

Jeg tager perikum, har taget det i 4 uger samt ginseng 50+ og kalk. Jeg går angsten i møde, selv om det er ubehageligt. Jeg har let ved at tale med folk, men alligevel har jeg det dårligt, inden jeg skal ud af døren.

Jeg går ture med min hund nu, selv om jeg for 8 år siden oplevede to slagsmål. Skrækken sidder højt op i halsen, når jeg går tur med hunden, da jeg er bange for at møde en løs hund, men indtil nu er det gået godt.

Hvad kan jeg gøre for at mindske angsten, har gået hos en psykolog i et halvt år.

Hilsen Den angste


Du har været gennem en hård omgang, og det er naturligt, at du vil opleve reaktioner på de oplevelser, du har haft. De vil generelt fortage sig, i takt med at du får det bedre og dermed får mere overskud til at møde livets udfordringer igen. Du gør i hvert fald det helt rigtige ved at blive ved med at tage dine ture med hunden – det er den allerbedste træning i at lære at leve med tillid til dig selv og din omverden.

Du skriver, at du har fået ”mere” angst. Af det udleder jeg, at du har oplevet angsten før/gennem længere tid. Du fortæller, at du går til psykolog og har gjort det i et halvt år. Hvis du ikke mærker en bedring efter så lang tid, er det en idé at prøve noget andet eller supplere med anden form for terapi, der retter sig direkte mod angst. Tal med din læge, hvis du synes, at det ikke går fremad.

I min coaching benytter jeg med gode resultater visualisering til behandling af angst og fobier. Du kan også selv bruge nogen af disse visualiseringsredskaber. En enkel metode for dig ville være:

– Før du går ud af døren, så sæt dig ned i fem minutter på en stol, og luk øjnene.

– Træk vejret dybt, og forestil dig, at med udåndingen siver alle dine spændinger ud og dit hoved bliver mere og mere klart. Dine skuldre sænkes og dit indre blik bliver skarpere og skarpere.

– Lad vejrtrækningen køre langsomt, og din krop føles tungere og tungere.

– Læg mærke til lydene omkring dig. For hver lyd, du hører, bliver du mere og mere afslappet og opmærksom på samme tid.

– Når du føler dig helt afslappet, forestil dig så, at du møder situationerne med et smil på læben. Mærk dette smil på læberne. Du er rolig og smilende.

– Forestil dig, at du til enhver tid, så snart du har behov for det, hurtigt kan svæve op over dig selv og se situationen oppefra. Du ser, at alt er OK, du er OK, folk omkring dig er OK. Derefter kan du hurtigt gå ned igen og håndtere situationen roligt og med et smil på læben.

– Sig nu inde i dig selv nogle gange: ”Hver gang jeg udfordrer angsten, vokser min glæde”. Mærk glæden vokse i dig for hver gang, du siger sætningen.

Hvis du har brug for hjælp til denne øvelse, kan du indtale teksten her langsomt på en båndoptager/mobiltelefon og afspille.

Venligste hilsner

Birgitte

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*