Nu skal det være. På mandag starter jeg kuren. Jeg vil styre langt uden om sukker, hvidt brød, fastfood og kage. Jeg vil give den gas i træningscentret. Og denne gang gennemfører jeg min målsætning.
Vi har vist alle været der. Med høje ambitioner og gode intentioner om en sundere livsstil og måske jagten på et vægttab, der holder. Og vi har alle prøvet at blive overmandet af sofaen og slikskålen, mens løbeskoene samler støv, og samvittigheden bliver sort. Men sådan behøver det ikke være. Forandringscoach, personlig træner og forfatter Anna Bogdanova har siden 2008 undervist mere end 6000 kvinder i, hvordan de kan få en flottere krop, blive stærkere, smerte- og stressfri med realistiske målsætninger og en minimal indsats.
– Hvis du vil have en stærk, sund og slank krop, kræver det, at du behandler din krop godt. Kroppen skal have godt med næring, for at den kan præstere, som du ønsker. Du kan ikke sulte kroppen og samtidig koste rundt med den til træning, uden at kæden før eller senere ryger af.
– Det eneste, du egentligt opnår ved at kæmpe mod din krop, fornægte den mad og presse den for hårdt, er, at kroppen er stresset og nu har en endnu lavere forbrænding, siger Anne Bogdanova.
Anna sidder med benene trukket op under sig i en lænestol og en kop varm te inden for rækkevidde. De nye lokaler i træningsstudiet ‘Kål og Kugler’ midt i Lyngby ligner mest af alt et hjem. Det er helt bevidst, fortæller den 33-årige Anna, for det er afgørende, at man har lyst til at komme her. Begejstringen gløder fra hendes rene ansigt uden make-up, mens talen falder på de mange kvinder, der søger hjælp med at finde rundt i træningsjunglen og kostrådene.
Langt de fleste kvinder opsøger Anna, fordi de gerne vil tabe sig. Så spørger hun dem: har du overhovedet brug for at tabe dig? Ofte føler kvinderne sig for bløde og slappe, og de fokuserer på deres deller. Så er det Anna forklarer dem, at det ikke er det samme, som at de har noget at tage af. Som regel er det mere et udtryk for, at kvinderne mangler muskelmasse.
– Jeg har en lav forbrænding, hører jeg tit, men en forbrænding er altså noget, du kan skrue op og ned for. At blive stærk og opbygge muskler er den bedste måde at øge forbrændingen på og samtidig få en naturlig appetitregulering.
– Mange modarbejder deres sundhedsprojekt, når de på den ene side skruer op for træningen og samtidigt ned for madindtaget. Så laver de ganske enkelt benspænd for sig selv. Vil du lykkes med din træning og/eller dit vægttab, er det vigtigt, at du undgår at blive for sulten, for træt eller for stresset.
Før Anna fyldte 18 år, dyrkede hun ikke nogen som helst former for sport. Tværtimod. Men sammen med en veninde befandt hun sig en dag pludselig i et træningscenter.
– Jeg har altid været vildt klodset og undgået sport. Men det var sjovt med maskinerne. Det var tilpas simpelt. Her var endelig en sport, jeg var god til.
Veninden holdt op, men Anna fortsatte. Nu med frivægte og målet om at blive ligeså stram som kvinderne i vægtløftermagasinerne. Efterhånden tog træningen overhånd.
– Jeg blev besat og gik til samtlige holdtimer. Uden at få den fornødne energi, mad eller restitution. Styrkeløft og flere times træning var mit liv samtidig med, at jeg arbejdede i et krævende job som projektleder. Maden som byggeklodser havde jeg slet ikke styr på. Til sidst brød min krop sammen, og jeg blev sygemeldt med stress.
Anna, der på det tidspunkt ikke var mere end 23 år gammel, tog 15 kilo på, havde væskeophobninger, kunne ikke løfte en vægt uden at tude, fik hukommelsesbesvær og sov det meste af tiden. I dag tager Anna vare på sig selv, lytter særligt til stresssignaler og finder god mening i at hjælpe andre med at forme deres krop på en selvkærlig, opbyggelig og smart måde.
– Det er videnskabeligt bevist, at kroppen gør alt, hvad den kan, for at slippe af sted med ikke at tabe sig. Kroppen forsvarer naturligt og hensigtsmæssigt sine depoter til det sidste, så inden fedtet slipper, har kroppen skruet ned for temperaturen, forbrændingen, fertiliteten, immunforsvaret, humøret og sexlysten. Ja, alt hvad der kan skrues ned for.
– Først derefter taber man sig. Men det giver bagslag. Så en gang for alle: At spise for lidt, hjælper ikke på noget. Det eneste, der hjælper, er at spise sig mæt, træne styrke og opbygge muskelmasse.
I sin bog ”Skyhøj forbrænding” fra 2014 forklarer Anna, hvordan man med blot fire x 15 minutters træning om ugen og en varieret kost på de rigtige tidspunkter, kan bringe kroppen i balance og stimulere stofskiftet.
– Heldigvis skal der kun lidt til for at få den krop, du ønsker dig. Det er små, præcise og nænsomme justeringer, der skal til for at nå i mål. Jeg ser det gang på gang, at der kun skal hverdagsvenlige løsninger til for at lykkes resten af dit liv. Det kræver for de flestes vedkommende, at de ændrer adfærd. Det er så også det sværeste, siger hun med et smil.
Anna lærer, sammen med sit team af trænere i Lyngby-lokalerne og på sine online forløb, kvinder, hvordan de skal løfte vægte, styrketræne og bevæge sig mere frit, men hun arbejder i virkeligheden meget mere med motivation og adfærd. 60-70 pct. af hendes dag går med at hjælpe folk med at ændre deres mindset.
– Vores viljestyrke forsvinder, når vi er trætte, når vi er sultne, eller når vi har ondt. Det giver ingen mening at køre på viljestyrke dagen lang, for det er givet, at du falder i på et tidspunkt. Og ofte giver det anledning til overspisning og derpå dårlig samvittighed, når man har tømt to bøtter is. Den direkte vej til at fejle er, når du generelt spiser for lidt og er sulten.
– Så stik imod damebladene og de fleste kure, siger jeg: Spis mere mad. Sørg for at blive ordentlig mæt ved hovedmåltiderne, så kan du holde dig i mindst tre-fire timer, uden at du overhovedet skænker mad eller søde sager en tanke.
Anna oplever, at det blandt kvinder er et tabu at spise to-tre velvoksne portioner. For mange kvinder er det både en åbenbaring og grænseoverskridende, at de skal spise både flere og større portioner til hovedmåltiderne.
– Mange kvinder holder sulten fra døren dagen lang. De skærer i hovedmåltiderne for at tabe sig. Og de vælger at overhøre alle signaler om, at nu skal der energi på maskinen. Når de så kommer hjem, og mørket falder på, så slipper de tøjlerne.
– Den sult, de har oparbejdet, når de ikke får spist sig ordentligt mætte i løbet af dagen, gør, at de falder i nutella-glasset med et brag. Sandheden er, at langt de fleste kvinder spiser for lidt til hovedmåltider og snacker for meget. Statistikker viser, at kvinder får helt op til 60 pct. af deres daglige kalorieindtag fra snacks.
Anna har selv prøvet perioder, hvor hun spiser ekstra meget. Det sker, når hun har arbejdet for meget, sovet for lidt og hendes to drenge vil have hendes opmærksomhed hele tiden.
– Så trigger det noget i mig, så kan jeg nærmest ikke holde op med at spise. Gerne noget med fedt i som peanutbutter, ost og chokolade. Når det sker, giver jeg faktisk min krop lov, for jeg ved, at det er det, min krop har brug for lige nu. Jeg prøver at lære andre kvinder, at det er en reel og helt normal fysiologisk og psykologisk reaktion at overspise ind imellem.
Anna bruger måneder på at få kvinder på sine hold til at etablere vanen med fire store måltider med protein, fedt, stivelse og grønt.
– Jeg kæmper med en masse fejloplysninger, som kvinderne render rundt med f.eks.: ”Jeg skal da ikke have brød – det tager jeg på af”. Nej, for det er jo ikke den ene skive rugbrød. Det er de tre marsbarer senere, når du har holdt sulten stangen for længe.
– Jeg skal nærmest aflære kvinderne alt, hvad de har lært. Men især det med at spise meget mere til hovedmåltiderne inklusiv fedt og kulhydrater falder dem svært. Selvom det er så enkelt.
Den gang Anna gik ned med flaget med overtræning og en stresset krop, forstod hun at: Er du god ved din krop, vil den også være god ved dig.
– Jeg lærte, at træningen skal indrettes efter livet, ikke omvendt. Tilpas mængder mad, masser af søvn og tålmodighed er vejen frem. Efter at have arbejdet med så mange kvinder, som har det så skidt med deres krop og selvbillede, er jeg blevet meget mere forstående over for min egen krop og de udsving, der er.
Forrige artikelFå den direkte kilde til Omega 3-fedtsyrer gennem marine-alger
Næste artikelHer er de 10 mest googlede diagnoser i Danmark