En gennemgang af litteraturen på abstinenser forbundet med at slippe antidepressiv medicin viser, at problemet er langt mere omfattende og vidtrækkende, end myndighederne giver udtryk for. Og det er bekymrende, for det kan lede til fejldiagnosticering og forlænget brug af pillerne.
Danskerne er verdens lykkeligste folk, men også storforbrugere af lykkepiller på verdensplan. Sådan var konklusionen for knap ti år siden. Her lå Danmark nemlig nummer to på OECD’s liste over forbrug af antidepressiva.
Siden da har vi rykket os ned på en ottende plads, hvilket i høj grad skyldes et fald i antallet af nye brugere. I en analyse fra 2017 skriver Sundhedsstyrelsen, at antallet af nye brugere faldt med 40 procent fra 2007-2016, og bruger i en anden rapport det som en del af forklaringen på det generelle fald.
Og det er jo godt. Men heri ligger så en anden problematik: Hvis faldet skyldes, at der ikke kommer nye brugere til, hvor længe er de mennesker, som allerede bruger medicinen, så på den?
I et folketingssvar om netop det oplyste Sundhedsstyrelsen i 2017 at en fjerdedel af alle, som tager antidepressiva – uanset årsag – har taget dem i mere end tre år. Det er altså cirka 100.000 danskere, som er langtidsbrugere.
Det kan være problematisk grundet bivirkningerne ved medicinen alene, men også fordi en ny analyse fastslår, at jo længere tid man bruger medicinen, des sværere bliver det at vænne sig fra den igen. Dertil konkluderer rapporten, at der er en risiko for, at en relativt stor gruppe forbliver unødigt længe på medicinen, fordi deres abstinenser mistolkes som tilbagefald til sygdommen – angst, depression osv.
Analysen er en gennemgang af allerede eksisterende litteratur på området, og blev udgivet på Science Direct i september sidste år.
Baggrunden for at afsøge emnet i første omgang er de beskrivelser, som amerikanske og britiske myndigheder har for nedtrapning og abstinenser forbundet med udtrapning af antidepressiv medicin. Forskerne James Davies og John Read ønskede at undersøge, om de var retvisende.
Både de amerikanske og britiske myndigheder beskriver abstinenser som kortvarige. Det vil sige, at de forsvinder i løbet af en-to uger. De beskriver også symptomerne som generelt værende milde, om end de i nogle tilfælde kan have voldsommere karakter. For at undgå det, er det vigtigt med det, de kalder en langsom udfasning.
Det stemmer en til en i overensstemmelse med definitionerne på Sundhed.dk. Her beskriver de symptomerne, der kan spænde fra kvalme og søvnbesvær til følelsen af elektriske stød i hovedet. Men bare rolig, for de går over af sig selv.
Men sådan er virkeligheden ikke ifølge forskningen, som de to forskere har kortlagt den. De viser derimod, at abstinenser kan opleves som ekstremt voldsomme, være meget langvarige – mange uger, måneder eller sågar år, og at de kan indtræffe efter en periode uden medicin på helt op til 14 dage.
Selvom analysen primært relaterer fundene til tilstandene i USA og England, trækker de på forskning fra mange lande, og giver den indtil nu mest sammenfattende konklusion på abstinenser forbundet med antidepressiv medicin af forskellig art.
De gennemgik samlet 316 forskellige studier, der omhandlede antidepressiva og abstinenser og udvalgte 24, som opfyldte de korrekte kriterier. Af de 24 blev nogle senere sorteret fra grundet metodik i undersøgelsen.
Ud fra det samlede datasæt undersøgte de primært tre områder: Forekomst af abstinenser hos brugerne, sværhedsgraden af abstinenser og længden.
De fandt, at mellem 27 og 86 procent af alle, der udfasede medicinen, oplevede abstinenssymptomer. Det giver en median på 56 procent, hvoraf 46 procent – altså cirka en fjerdedel af den samlede gruppe – oplevede virkningerne som voldsomme.
I et nyligt hollandsk studie med 671 mennesker, der var i et udfasningsprogram, svarede 51 procent at de oplevede et ekstreme abstinenser.
I forhold til længden af abstinenserne viste flere studier, at de kunne vare i op til seks uger. Nogle viste også længerevarende effekter. En international undersøgelse konkluderer, at ud af 580 mennesker, som alle oplevede abstinenser, varede de for 87,6 procent minimum to måneder, for 58,6 procent minimum et år og for 16,2 procent varede symptomerne mere end tre år.
I analysen medtager de også kvalitative interviews og spørgeskemaundersøgelser. Her er nogle af svarene:
– Det tog mig to måneder i helvede at komme af medicinen. Det var meget sværere end jeg troede.
– Det tog mig næsten to år at komme af Paroxetine og bivirkningerne var enorme. Jeg var endda nødt til at sige mit job op, fordi jeg følte mig syg hele tiden. Selv nu, da jeg er af det, mærker jeg stadig elektriske stød i min hjerne.
Samlet set viser analysen, at der er diskrepans mellem myndighedernes – danske som britiske og amerikanske – udmeldinger om abstinenser og den forskningsmæssige evidens. Det kan derfor virke overraskende på den enkelte, som ønsker at lægge medicinen på hylden. Men analysen beskriver også, hvordan det kan give en risiko for fejldiagnosticering af abstinenser som tilbagefald til sygdommen.
De opfordrer derfor til nye retningslinjer for sværhedsgraden af abstinenser og øget – evidensbaseret – fokus på, hvorvidt en patient faktisk oplever et tilbagefald eller er plaget af udfasningen.
På den måde håber de, at man kan undgå langtidsforbrug af antidepressiva og de dertilhørende bivirkninger, der kan svinge fra svækket modstandskraft til vægtøgning, tilbagefald, øget risiko for demens og dødelighed.
Herhjemme har vi det laveste forbrug af antidepressiva i ti år. En lykkelig konklusion. Men baseret på Sundhedsstyrelsens egne konklusioner, og data om forbrug i andre lande, lader en større gruppe til at være på medicinen i længere tid. Måske en del af dem, kunne udfases med den rette hjælp, støtte og meget langsomme udfasning.
Forrige artikelMobilstråling og 5G: Bliver der spillet hasard med vores sundhed?
Næste artikelAl den plastik, vi ikke ser