Nyheder

Antidepressiver under graviditeten øger risikoen for autisme hos børn

22. februar 2016

En ny undersøgelse viser, at der er større risiko for, at dit barn udvikler autisme, hvis du spiser antidepressive piller under graviditeten. Psykiatriforsker mener, at sammenhængen skyldes depressionen i sig selv. Vi kommer med nogle bud på, hvordan du kan mindske din depression uden at spise piller.

Der er 87 % risiko for at dit barn udvikler autisme, hvis du indtager antidepressiv medicin under graviditeten. Det viser en undersøgelse fra University of Montréal i Canada.

Størst skade fra andet trimester

Studiet er lavet over 145.456 registrerede graviditeter og fødsler i Quebec. Her har forskerne fulgt børnene op til 10-årsalderen.

Undersøgelsen viste at de børn, hvor moren havde taget antidepressiv medicin de sidste seks måneder af graviditeten, havde størst risiko for at udvikle autisme. Det skyldes, at det er den periode, hvor barnets hjerne udvikler sig mest.

Blokerer for optagelsen af lykkehormoner

Medicinen regulerer optagelsen af serotonin – et stof der styrer hjernecellernes kommunikation og kan påvirke vores humør. Ifølge studiet gik medicinen også ind og blokerede optagelsen af serotonin i fosterets hjerne.

Mennesker med autisme har et lavere indhold af serotonin i hjernen. Det kan være årsagen til, at antidepressiverne øger risikoen for autisme hos børn. Men depression giver i sig selv et lavere indhold af serotonin. Ifølge psykiatriprofessor Poul Videbech på Institut for Klinisk Medicin på Københavns Universitet, kan det være forklaringen på den øgede risiko for autisme.

Dansk forskning har vist, at ubehandlet depression giver større forekomst af autismespektrumforstyrrelser. Dermed kan det altså være moderens grundsygdom, der er skyld i en sammenhæng og ikke medicinen, siger han.

Både Poul Videbech og de canadiske forskere er enige i, at det er vigtigt, at de depressive kvinder stadig bliver behandlet under graviditeten.

4 råd til at mindske depressionen under graviditeten

  1. Dyrk Motion

Motion øger serotoninproduktionen og kan derfor forbedre humøret. Derudover er det med til at glemme de triste tanker for en stund, når man har noget andet at fokusere på. Men når du er gravid, skal du selvfølgelig holde dig fra motion med høj intensitet. Gå i stedet en tur eller tag ned i den lokale svømmehal og svøm dig vægtløs.

  1. Vær social

Hvis du har en depression, kan det være svært at komme ud og være sammen med andre. Nogle gange kan du føle dig som en zombie, der ikke kan andet end at ligge under dynen. Men når du pakker dig ind i dig selv, forværres depressionen. Derfor kan det være en god idé at få kæresten eller veninderne til at tvinge dig ud af sengen en gang i mellem. Det giver også mulighed for at snakke med andre om, hvordan du har det, og det kan give dig en bedre forståelse for sygdommen.

  1. Vær kreativ

Kreativitet kan hjælpe med at afklare dine tanker og følelser. Kast dig ud i hjemmestrik til et kommende barn, eller lav nogle farverige uroer, der kan hænge på børneværelset. Det kan også hjælpe til at få den glæde frem, der kan være svært at finde som gravid med depression.

  1. Psykoterapi

Lige meget hvor meget du prøver at være social og gå en tur, kan det være utroligt svært at tage sig sammen, når man har en depression. Derfor kan det være en god idé med psykoterapi – også kaldet samtaleterapi. En af de metoder mange psykologer bruger er kognitiv terapi, hvor du lærer at ændre de tankemønstre, der bremser dig og gør dig ked af det.

 

Kilder: videnskab.dk

Forrige artikelAdaptogener – naturens sunde stimulanser

Næste artikelGuide til din helt egen spa