Nyheder

Astma, allergi og eksem – uønskede gæster i dobbeltsengen

7. maj 2012

Nys, host, løbende øjne, skællet hud og pibende vejrtrækning gør sexlivet svært. Og de ramte undlader at tale med deres læge.

Nu er sæsonen for birkepollen startet, og i slutningen af maj slutter græs sig til. For de af os, hvis slimhinder ikke er så gode venner med lige nøjagtig den slags natur, er der udsigt til næsespray og lommetørklæder ad libitum.

 

Pollen giver sexproblemer

Men pollenallergi er ikke kun snot og kløende øjne. Den kan også sætte sexlivet på standby, for svær allergi er ganske enkelt fysisk hæmmende. Faktisk anslår Astma-Allergi Danmark, at 6 ud af 10 pollenallergikere har problemer med sexlivet, når sygdommen topper.

Astma og eksem kan også føre til et dårligere sexliv, og en hollandsk undersøgelse viser, at tæt på 100 procent af astmatikere har problemer med at trække vejret under sex.

– Voldsom kløe eller vejrtrækningsbesvær kan helt konkret gøre det svært at gennemføre et samleje. Samtidig kan det påvirke ens kropsopfattelse og lysten til at være intim med et andet menneske i negativ retning, siger læge og formand for Sex & Samfund, Christian Graugaard til Politiken.

 

Astma, eksem og sex snakker vi ikke om

Desværre er de trælse lidelsers indvirkning på sexlivet blevet et tabu, som vi heller ikke har lyst til at tale med lægen om.

– Kronisk syge ønsker dialog om seksuelle emner, og de forventer, at deres læge tager det op. Det viser alle undersøgelser. Men lægen forbigår ofte emnet af hensyn til patientens – og sin egen! – blufærdighed, mens patienten tolker tavsheden sådan, at vedkommendes aktuelle problem er sjældent, irrelevant eller umuligt at gøre noget ved. Derved opstår der et trist og destruktivt ”tovejstabu”, som kan være svært at bryde, siger læge Christian Graugaard til Astma-Allergi Danmark.

 

Her finder du hjælp

Har du selv problemer i sexlivet eller gode erfaringer, som du gerne vil dele med andre kan du ringe til Astma-Allergi Danmarks telefonrådgivning på 43 43 42 99, telefonen er åben mandag til fredag, kl. 9:00-12:00, og onsdag kl. 16:00-18:00. Astma-Allergi Danmark finder du her.

 

 

Kilder: Astma-Allergi Danmark, politiken.dk

Forrige artikelRenée Toft Simonsen: Jeg øver mig i nærvær

Næste artikelSådan har danskerne det