B12-mangel på grund af amning?

Jeg har et spørgsmål til dig vedr. B12 vitamin og amning. Er det korrekt forstået, at amning ud over barnets 4 mdr. på sigt kan medføre B12-mangel hos babyer?

Jeg tænker på den artikel/phd-afhandling Eva Greibe har skrevet http://videnskab.dk/krop-sundhed/amning-kan-betyde-b12-underskud-hos-babyer.

Hvad tænker du om det? Hvor længe anbefales det, at spædbørn skal have D-dråber?

M

Det er et rigtigt spændende spørgsmål, du har stillet.

B12 findes hovedsageligt i mad af animalsk oprindelse som mælk, kød, æg og fisk.

Mangel på B12 kan for voksne give blodmangel, skader på nervesystemet og demens. Heldigvis er det yderst sjældent, at små børn udvikler svær B12-vitaminmangel i Danmark.

Jeg har studeret Evas forskning og også været til et foredrag med hende. Studiet omfatter 207 mødre og 108 børn. Det er ret grundig forskning, hun har lavet. De har haft godt styr på både mors indhold af B12 i blodet og i barnet.

Men selvom mor havde et tilstrækkeligt B12 indhold – fordi hun f.eks. fik en vitaminpille med B12, så målte de alligevel lave mængder B12 i mælken og i barnet efter de 4 måneder. De regner med, at det kan være noget hormonelt, der spiller ind. De børn, der blev ammet og fik 1-2 flasker om dagen, havde et højere B12-indhold.

Eva Greibe og hendes forskere synes deres studie lægger op til, at vi skal anbefale, at babyer får et tilskud af mad eller modermælkserstatning fra 4 måneders alderen. Men det er i mine øjne en noget forhastet konklusion.

Der mangler nemlig i høj grad viden om, hvad det ”lave B12”-niveau betyder for børn på 4 mdr. Har det overhovedet en betydning, eller er det helt naturligt for kroppen på det tidspunkt?

Jeg har derudover spurgt Eva, om hun tænker, det var en mulighed, at give børn B12-dråber ligesom man giver D-dråber. Og det, synes hun i princippet, er en god ide. Men der findes ikke B12-dråber, der er godkendte til børn. Og der kan gå mange år, inden sådan nogle er på markedet. Så derfor ser hun ikke det som en mulig officiel anbefaling lige nu.

Det er også vigtigt at huske på, at alle B-vitaminerne arbejder rigtig meget sammen. Så det er i mine øjne ikke nogen god idé at give et enkelt B-vitamin som tilskud. Uden også at give de andre.

Jeg er stor tilhænger af, at alle dem, der har lyst og mulighed for at amme, skal amme deres børn i mindst 6 mdr. Og gerne længere. Amning har så utroligt mange fordele. Og rigtigt mange af dem er jo veldokumenterede.

Så med den viden vi har lige nu, så lyder min anbefaling at man sørger for, at mor er dækket godt ind med alle vitaminer – herunder alle B-vitaminer, mineraler, sunde fedtstoffer og meget gerne probiotika. Husk, at der skal være næringsstoffer til to!

Derudover vil jeg fra 6 mdr´s alderen give barnet et tilskud af Kindervital, som er en flydende Urteeleksir, der indeholder forskellige vitaminer – herunder B12 og andre B-vitaminer.

I forhold til D-vitamin, så lyder de officielle anbefalinger, at give D-vitamintilskud til barnet er to år. Men vi ved også, at op imod 80 pct. af Danmarks befolkning mangler D-vitamin.

D-vitamin kommer primært fra solen. Og min erfaring er, at børn ikke stopper med at bruge flyverdragt og/eller solcreme, når de bliver to år. Derfor er de stadig i risiko for D-mangel. Ikke mindst fordi vi jo bor her i Danmark, hvor solen ikke skinner ret meget det meste af året. Og vi er meget inden døre.

Så jeg anbefaler, at børn fortsætter med D-vitamintilskud hele livet. Og jeg anbefaler også lidt højere doser end de officielle. Ca. 25 mcg. dagligt, hvilket lægger sig op af de amerikanske Vitamin D-council anbefalinger.

Håber du kan bruge mine svar. Og du er altid velkommen til at bruge brevkassen en anden gang.

Med kærlig hilsen

Anette Straadt, sundhedsplejerske

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*