I de senere år er kure eller livsstilsændringer til kost med lavt indhold af kulhydrat og højt indhold af protein og fedt blevet fremherskende. Det lave indhold af kulhydrat skal være med til at tvinge kroppen over til at forbrænde fedt.
LCHF og KETO kure bliver omtalt, undersøgt, forherliget og udskældt i både de traditionelle medier og på sociale medier. Da en familie, der levede efter LCHF, stod frem på tv og viste deres morgenkaffe med en ordentlig klat smør i, så satte det gang i de kritiske røster.
Kritikerne siger, at der er alt for meget fedt og rødt kød i livsstilen, hvor både et højt indtag af fløde og bacon er tilladt. Talrige studier har da også vist en sammenhæng mellem blandt andet for meget rødt kød og tarmkræft. Et højt indtag af rødt kød virker også inflammatorisk i kroppen. For klimaaftrykket skal vi også prøve at få rødt kød væk fra vores kost. Rødt kød i denne sammenhæng er kød fra de firbenede dyr, ko, lam og gris.
For meget fedt i kosten kan, uanset om det er den gode fedt, blive for meget af det gode, og det kan stadigvæk øge risikoen for overvægt og hjerte/karsygdomme. Og kritikerne er her uenige med fortalerne, der mener, at kulhydrat feder mere end fedt. Det er omvendt, siger de. Fedt feder mere, lyder det blandt andet fra hjerteforeningen.
Læs også: Pernille Aalund – de næste 10 år skal jeg fordybe mig
Fortalerne for både LCHF og KETO kuren siger, at en kost med få kulhydrater og meget fedt får kroppen over i en fedtforbrændende tilstand, hvor man både føler sig mere mæt, mindre oppustet og får mere energi. Og derudover selvfølgelig et vægttab.
Der ligger også her studier, der viser, at kroppen har godt af at skrue ned for kulhydrat og op for fedt. En undersøgelse er PURE studiet fra 2017, som blev offentliggjort i det sundhedsvidenskabelige tidsskrift The Lancet. Studiet viste, at personer der havde spist kost med et højt indtag af kulhydrater, havde en højere dødelighed end de personer, der indtog en kost med højt indtag af fedt.
Fortalere og kritikere er ikke enige om validiteten af det studie.
Læs også: Styrk din families immunforsvar nu
Grøn Keto adskiller sig fra traditionel keto ved at være fyldt med grøntsager, sunde fedtstoffer og mættende protein. Kosten er mere klimavenlig end almindelig keto og mere antiinflammatorisk.
Den ketogene diæt er oprindelig udviklet til behandling af epilepsi og blev anvendt helt tilbage i 1920’erne. Ved at lade kroppen leve af ketonstofferne kan epilepsipatienter begrænse anfald.
Grøn Keto, Maksimal forbrænding af Alice Hartvig og Majbritt Engel. Pris 269,95 kr. (Gyldendal)
Men nu kommer der en ny udvikling indenfor keto livsstilen. Klinisk diætist Alice Apel Hartvig, og Majbrittt Louring Engel, bachelor i human ernæring, har udgivet bogen Grøn Keto. Her skruer de ned for det usunde fedt og fjerner det røde kød fuldstændig. I stedet skrues der gevaldigt op for grøntsager – 400 gram om dagen, lyst kød, som kylling og fisk, og de sunde fedtstoffer i olier, men også fede mælkeprodukter som fløde og smør.
Bogen tager dermed en drejning væk fra den traditionelle keto, der har et tungt klimaaftryk på grund af det høje indtag af rødt kød. Vi har mere og mere fokus på en grønnere livsstil og udviklingen går stærkt. Det er godt for både klimaet og kroppen, når vi skruer op for grøntsagerne og ned for det røde kød. Forfatterne tager også hensyn til grøntsager, der er i sæson. Endnu en faktor i at tænke bæredygtigt og klimavenligt.
Og det virker helt logisk, at kroppen vil sætte stort pris på det høje indtag af grøntsager. Det er både med i de helt officielle kostråd fra Sundhedsstyrelsen og vi ved fra alle sider, at et højt indtag af grøntsager har en antiinflammatorisk virkning.
Hvor en traditionel keto morgenmad er bacon, æg og en kop kaffe med smør. Så er en grøn keto morgenmad spejlæg med kålsalat, olie, ostestænger og en sort kop kaffe. Hvad ville du selv vælge?
Læs også: Skønhed kommer faktisk indefra
Keto diæten i både grøn og ikke grøn udgave, skal overholdes ret strikst for at give det ønskede vægttab. Kroppen skal over i en tilstand, hvor det ikke er kulhydrater og sukker, der brændes af, men i stedet fedtforbrænding fra kroppens egne fedtdepoter.
I bogen er der en udførlig tre ugers kostplan. De første to uger sænker man kulhydrat indtaget, og i uge tre skrues der ekstra op for grøntsager og ekstra ned for kulhydrater. Ifølge bogen er det i uge tre, at fedtforbrændingen virkelig starter.
Bogen er fyldt med 60 lækre, grønne opskrifter. Og om man er til KETO og LCHF eller ej, så er det lækre og sunde retter, som de to kvinder præsenterer.
Vi har fået lov at bringe tre smukke grønne og mættende opskrifter fra bogen.
Grøn Keto adskiller sig fra traditionel keto ved at være fyldt med grøntsager, sunde fedtstoffer og mættende protein. Kosten er mere klimavenlig end almindelig keto og mere antiinflammatorisk.
Den ketogene diæt er oprindelig udviklet til behandling af epilepsi og blev anvendt helt tilbage i 1920’erne. Ved at lade kroppen leve af ketonstofferne kan epilepsipatienter begrænse anfald.
Grøn Keto, Maksimal forbrænding af Alice Hartvig og Majbritt Engel. Pris 269,95 kr. (Gyldendal)
Forrige artikelPernille Aalund: De næste 10 år skal jeg fordybe mig
Næste artikelStyrk knogler og led i hverdagen