Nyheder

Babyer får psykiatrisk behandling

7. maj 2007

Landets børnepsykiatriske afdelinger får et stigende antal henvisninger på børn helt ned til 0-3 år, der har brug for hjælp. 16 % af en årgang har en eller anden slags psykisk forstyrrelse.

Børn, der har brug for psykiatrisk hjælp bliver yngre og yngre. Engang satte man spørgsmålstegn ved, om børn overhovedet kunne have psykiske sygdomme, men nu ser landets børnepsykiatriske afdelinger et stigende antal henvisninger på børn helt ned til 0-3 år, der har brug for hjælp. Ifølge en undersøgelse har 16 pct. af en årgang en eller anden fom for psykisk forstyrrelse. Heraf har omkring 1-2 pct. brug for psykiatrisk hjælp.

»Spæd- og småbørnspsykiatri i dag er, hvor børnepsykiatrien var for 30 år siden. I dag accepterer man, at børn kan have psykiske problemer, men problemer findes også tidligere i livet, og det skal vi også acceptere, så vi kan hjælpe dem,« siger overlæge Anne Mette Skovgaard, der leder spæd- og småbørnsafdelingen på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Glostrup.

Hun møder dagligt 0-3 årige med psykiske problemer og forsker i at afdække sygdommens tidligere tegn.

»Dem, som vi hjælper, har ikke bare problemer i et par dage eller uger. Det er vedvarende og ses i flere sammenhænge. Hvis de har spiseforstyrrelser kommer de, fordi de gennem flere måneder har afvist mad og derfor har brug for hjælp for at opretholde vægten. Det er ikke det samme som børn, der bare er trodsige,« forklarer hun.

Også i Århus oplever man det stigende behov, og i løbet af i år åbner Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Risskov det første afsnit i Jylland for spædbørn.

»Der er bestemt et behov. I 2004-2006 havde vi en midlertidig afdeling, hvor to deltidsansatte dokumenterede behovet for et afsnit for både spædbørn og psykisk syge gravide. Den afdeling bliver nu permanent med fire fastansatte,« fortæller overlæge Birgitte Retbøll, der til dagligt undersøger og behandler børn fra tre år til ca. syv år på centret ved Århus. For sundhedsplejerske Susanne Hede lyder det utroligt, at spædbørn kan have psykiske problemer som for eksempel spiseforstyrrelser.

Ønsker om perfektion

»Det er godt nok tidligt at have spiseforstyrrelser. Jeg har enkelte gange set forældre, der havde svært ved at tackle deres børn, men det tror jeg først og fremmest skyldes en ændret samfundsopfattelse. Kravene til forældre i dag er blevet større, og det gør dem usikre. Samtidig skal alt være perfekt, og hvis barnet ikke lige passer ind i det, giver det problemer,« forklarer sundhedplejersken, der i sin dagligdag møder mange usikre mødre.

Kilde: www.fpn.dk

Forrige artikelEt ældreliv uden minder

Næste artikelVægttab, hvis junkfood bliver dyrere