Britisk forskning viser, at spædbørn opfanger følelser, mens de sover.
Det er britiske forskere fra King’s College i London, der er kommet frem til, at babyer, der blot er tre måneder gamle, kan opfange vores stemmer og registrere, om vi er glade eller triste – og det endda mens barnet sover.
Forskerne lagde babyer i alderen tre til syv måneder til at sove i en hjernescanner. Forskerne afspillede forskellige lyde for dem, mens de sov. Det var lyde, der var henholdsvis følelsesladede og neutrale. Det var hosten, nysen, latter, gråd, lyden af legetøj og rindende vand. Imens registrerede de reaktionerne på lydene i babyernes hjerner.
Man kunne se et klart mønster. Når der var tale om menneskestemmer, skete der en større aktivitet i den del af hjernen, som vi bruger til at registrere menneskestemmer. Når lydene var følelsesladede, såsom gråd eller latter, var der en øget aktivitet i den del af hjernen, vi bruger til at bearbejde følelser. Når lydene var neutrale, var der til sammenligning ingen aktivitet i den del af hjernen.
Det var overraskende for forskerne, at babyhjernen tilsyneladende er så kompleks og veludviklet. Man har i tidligere studier kunnet se, at babyer foretrækker lyden af deres mors stemme og modersmål, men det er første gang, at forskerne er kommet frem til så detaljerede resultater.
De fleste forældre har kigget ind i deres spædbørns øjne og ønsket, at de kunne afkode, hvad der præcis foregår inde i det lille hoved. Men det engelske studie er ikke kun sat i verden for de nysgerrige forældres skyld.
Forskerne mener, at man med resultaterne kan lave metoder, der kan afsløre autisme og lignende sygdomme langt tidligere.