Bælgfrugter mætter bedre end kød - Naturli

Bælgfrugter mætter bedre end kød

Af: Kristine Buske Nielsen / Foto: Colourbox

Hvis du skal have et mættende måltid, kommer du længere med ærter og bønner end med kød. Det viser et nyt studie, der giver endnu en god grund til at skære ned på kødet.

 

Klodens klima- og miljøproblematikker betyder, at vi ikke kan fortsætte med det store kød indtag, vi har haft de seneste år. Derfor vil det være fornuftigt, hvis vi begynder at indføre flere vegetariske retter i vores kostvaner.

Der er dog mange, der mener, at de ikke kan blive mætte, hvis de skærer kødet fra deres måltider. Men nu viser et nyt studie fra Københavns Universitet, at grøntsager som ærter og bønner mætter mere end kød.

 

Bælgfrugter øgede mætheden

I undersøgelsen fik 43 unge mænd serveret tre forskellige proteinrige måltider med krebinetter som hovedelement. Halvdelen fik krebinetter lavet på bønner og ærter, den anden halvdel på kalv og svin.

Mændene der fik proteiner i form af bønner og ærter, indtog 12-13 procent færre kalorier i deres næste måltid, sammenlignet med den anden gruppe.

– Det proteinrige måltid med bælgfrugter indeholdt væsentligt flere fibre end det proteinrige måltid med svin og kalv, og det har formentlig haft en effekt på den øgede mæthedsfølelse, siger den hovedansvarlige for studiet Anne Raben til ku.dk. Hun er professor ved Institut for Idræt og Ernæring ved Købehavns Universitet.

 

Fibre mætter lige så godt som proteiner

Studiet viste også, at et mindre proteinrigt måltid baseret på ærter og bønner kan mætte i lige så høj grad som et måltid med højt proteinindhold baseret på kød.

– Det står jo lidt i modsætning til den gængse opfattelse af, at man især skal spise mange proteiner, fordi de er meget mættende. Nu er der noget, der tyder på, at man kan spise et måltid, der er fiberrigt, men uden også at være helt så proteinrigt og samtidigt få samme mæthedseffekt, siger Anne Raben.

Der skal stadig flere undersøgelser til, men det tyder på, at mad baseret på grøntsager som ærter og bønner både kan danne basis for vægttab og bæredygtige spisevaner.

Kilder: ku.dk

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*