Den sundeste og bedste saft er den, man selv laver af friske bær eller frugter. Friskpresset saft er mere koncentreret, og vitaminer, mineraler, enzymer og andre spændende indholdsstoffer er i top, når saften indtages frisk. Det kan man smage – også når bærrene ender i smoothies og salater.
Hvis du planter buske og træer, kan du vælge at plante noget, du kan spise. Så vil du i lang tid fremover have dejlige frugter uden den store indsats. I naturen kan du også hente mange vilde bær, og ud over en sund og hyggelig gåtur kan friske bær være et godt modsvar til den industriforarbejdede mad, der langt fra indeholde de urstoffer, vores krop behøver.
Vi har dedikeret dette Helsetek til bærrene – en sund og lækker fornøjelse.
Solbær, ribs og stikkelsbær er nært beslægtede. Selv har vi seks solbærbuske og to ribsbuske, der giver rigeligt med bær til syv mennesker. Bærrene er alle egnet til frysning, og de er nemme at lave stiklinger af. Bærene er rige på C-vitaminer og andre stoffer som athocyaniner, der styrker kredsløb, hjælper immunsystemet og er antiinflamatorisk. Jo mere farve, der er i bærrene, jo flere indholdsstoffer er der. Solbærkerner indeholder et højt indhold af GLA-fedtsyrer. De kan købes i helsekostforretninger som tilskud i creme ved hudproblemer og i kapselform til PMS.
Vi bruger vores bær til friskpresning, syltetøj og marmelade samt til saftkogning. Ribs er gode til gele og blandet saft.
Vi har to opstammede stikkelsbærbuske. En grøn og rød. De er gode til blandingssaft med andre bær. Spises friske og koges til grød, kompot og marmelade. Pektinfibre i disse bær gør dem velegnet til kogning.
Meget udbredt vild plante. Vi har gode erfaringer med at plante dem i espalier, som udløberne kan vokse op af. Her fylder de ikke meget, og der kommer meget flotte bær til efteråret i rigelige mængder. Vi har valgt sorter både med og uden torne. Brombær indeholder fibre og er fordøjelsesfremmende. Indeholder betacaroten, B-vitaminer og mineraler. Alle de mørke bær har et brøl fra urtiden af ting, kroppen gerne vil bruge. Brombærplantens blade er velsmagende tørret som te, og de virker blodrensende. Vil man opformere brombær, kan man lægge en mursten over en rangle ved jorden. Det har jeg prøvet, og der hvor ranglen er på jorden, kommer der fine nye rødder.
Hindbær er udbredt, og dem, jeg finder i naturen, er meget små. Vi har to rækker med hindbær i haven. En tidlig sort og en en sen sort. Hindbær er rigtig sunde, mætter og indeholder A-, B- og C-vitaminer, mineraler og antioxidanter.
Hindbærbuskens blade kan også tørres og drikkes som te. Er godt til gurgling mod halsirritation og virker hudrensende. Et godt råd, jeg fik af en amerikansk praktiserende jordemoder, var at drikke 1-3 kopper hindbærblad-te ca. 14 dage før forventet fødsel. Stoffer i hindbærbladene skulle fremme de naturlige udvidelsesprocesser ved fødslen. Min kone prøvede det med gode resultater ved de sidste fødsler. Hindbærblade kan også fås som kapsler.
Jordbær er nemme og taknemmelige. De kan gøre sig godt i krukker og tønder med hul i. Der findes mange varianter. De smager godt, så selv børnene vil plukke dem. Jordbærplanter vandrer med sideskud, og det er en god ide hele tiden at flytte og forny rækken. Jordbær er sundere, end man skulle tro. De indeholder faktisk op til ti gange flere antioxidanter end æbler og har et højt indhold af C-vitamin og immunstyrkende stoffer.
Vi har Honoye som tidlig sort, Korona, Polka og i år Ostara, som er selvremonterende, så de giver jordbær hele tiden. Desuden er der Dybdal for dem, som vil have et basisk jordbær. Vi ligger net over dem, så fuglene ikke tager for mange.
Det er muligt at have figner i Danmark, og man kan fra Bornholm få en hårdfør art, der gror fint op af en sydvendt mur eller i hjørnet af drivhuset. Hvert efterår efter høst, graver jeg 60 cm fra planterne, så rødderne kappes. Det giver flere store frugter næste år og gør, at busken ikke tager næringen fra hele drivhuset. Figen høstes inden frosten og spises friske. I figner er der mange vitaminer og mineraler. Figner er gode oven på grød og holder desuden maven i orden.
Et opstammet morbærtræ kan man have i en krukke eller et lunt sted. Der er arter, der trives bedst på et lunt sted. Frugten ligner brombær og kan erstatte dem i mange retter som saft og marmelade. I morbær er der mange næringsstoffer. Der er rigeligt med C-vitmin, K-vitamin og mange mineraler. Indeholder reveratrol, som er det gavnlige stof, der findes i druer. Kan købes tørrede som rosiner. Bladene er gode som te og bruges til lavt blodsukker, sammen med livsstilstilpasning med motion. Fås også som naturmiddel i tablet eller kapselform.
Hyld er nem at finde ved krat og fugtige steder. Der er 2 højsæsoner, hvor man kan hente noget velsmagende og sundt. Det er ved blomstringen i foråret, og når bærrene bliver modne i sensommeren. Brug turen ud i landskabet og find et sted, hvor du må plukke. Planten skal selvfølgelig ikke være udsat for sprøjtning eller være tæt på en alt for trafikeret vej.
Vi har god erfaring med at have dem stående i kanten af egen have.
Hyldeblomsten plukker vi i foråret når den blomster og laver en hyldeblomstsaft (se opskrift). Er der rigeligt med skærme, skyller vi dem og fryser hyldeblomsten. Så har vi til hele året, og kvaliteten er i top.
Tørret hyldeblomstte er god og velsmagende ved hoste og forkølelse.
Bærrene kan renses og presses friske. Vi bruger saftkogeren og laver en stor portion. Det er et hit, når vinterens forkølelse, hoste og virus banker på. Har man ikke plads til mange flasker, går det udmærket at fryse saften i tætte beholdere. Hyldebærsuppe er ikke så ringe, gerne med knækkede skorper eller kammerjunkere. Hyldebær fås også flydende og i tabletter som kosttilskud.
Blåbær, tranebær og tyttebær er noget man finder i naturen, hvor jorden er mager og sur. Kommer man i nærheden af hedeområder, er der mulighed for at finde dem. Blåbær har jeg tit fundet i rigelige mængder. Det, der kan snyde mig mest, er at ramme det rigtige tidspunkt for at plukke bærrene. Tidlige forår og varme somre har meget at skulle have sagt i forhold til, hvornår de er modne. Har du et surbundsbed i haven, f.eks. med rodondendron, er disse tre buske rigtig fine at have som jorddække, som man kan plukke af. Du kan købe planterne på planteskoler.
Blåbær findes på heder sammen med lyng og fyrtræer. Blåbær indeholder farvestoffet anticyanid, polyfenoler, antioxidanter og er gode for immunsystem, øjne, tarm og holder hjernen ung. Jo mere blå bærrene er, jo sundere er de. Fås også i saft, marmelade og kosttilskud.
Tranebær kommer fra en lille krybende plante, som sætter bær, der bliver lyserøde, når de modnes. Findes i moser og på heder. Indeholder et væld af næringsstoffer, der hindrer bakterier i at hæfte sig fast i slimhinderne, der kan være en årsag til urinvejsinfektion. Mange vælger saft eller kapsler uden tilsat sukker. Fås som saft, kompot og tørrede til salater. Fås også som kosttilskud i kapsler.
Tyttebær er en stedsegrøn, krybende dværgbusk, der findes, hvor der er hede og lyng. Indeholder organisk syre, der gør, at bærrene holder sig godt. Indeholder C-, A- og B-vitamin og Omega 3-fedtsyrer i frøene. Bruges mest som kompot eller syltetøj. I folkemedicin bruges den som tranebær.
Havtorn findes mange steder i sandet jord og derfor også ved stranden. Busken kan blive op til tre meter. Hunplanter sætter orange bær. Bærrene er fulde af C-, B- og E-vitaminer, caroten og bioflavoner. Samler man selv, er bærrene mildere efter den første frost. Er brugt til at modvirke infektioner, træthed, dårlig appetit og til at øge ydeevnen. Weleda laver et kosttilskud med og uden sukker.
En stor del af året er der ikke adgang til friske bær. Og her kan det være yderst bekvemt med helsekostbutikkerens store udvalg af økologiske bær på flaske.
Søbogård er et dansk firma, der har stort udvalg i blandt andet safter. Nogle er sødet med rørsukker, andre med æblesaft og andre igen helt uden tilsætning af søde sager. Søbogård laver også andre produkter af bær, der hører til noget af det bedste, der laves i Danmark. Bærene er enten økologiske eller indsamlet vilde.
Beutelsbacher og Voelker er to topfirmaer, der producerer safter i Tyskland. Mange af råvarerne til saften dyrkes i nærområdet, og en del af avlerne har forsynet Beutelsbacher i over 40 år og Voelker i 75 år. Safterne er friskhøstede og presset biodynamisk af økologiske frugter, bær og grønsager. Safterne er rene pressesafter, hvilket betyder at de ikke er lavet af koncentrat, og at de ikke er tilsat sukker.
Bærplukkeren er en vaks sag, der er yderst velegnet til små bær – både vilde og dyrkede.
Der sidder en finger på bærplukkeren, der griber, når man kører under bærerne, og – vupti – ligger det i bærplukkeren. En del blade falder igennem. Jeg har købt mine i Norge, men nu har jeg set dem hos den lokale isenkræmmer.
Rigtig mange buske kan formeres ved stiklinger, og det er spændende af prøve. Man kan mange gange få en gren af sin nabo eller haveven.
Du tager en afklippet gren på ca. 20 cm, tager de nederste blade af og stikker grenen ned i noget fugtigt jord eller grus i en potte. Er det en stor potte, kan der sagtens være flere grene i potten. Potten skal gerne stå ved et udhæng på nordsiden. De nye rodskud vil komme der, hvor bladene er fjernet på grenen. Du kan evt. sætte en plastikpose over for at holde på fugtigheden.
Lav aflæggere af gode buske, for den nye busk vil have samme egenskaber.
En god rustfri saftkoger er god til at lave saftudtræk. Man putter bærrene i midten af grydesystemet, og damp vil få al kraft og saft til at forlade bærrene. Tilsætning af sukker er også muligt. Det er meget nemmere end at koge og si bærerne.
Der ikke noget som friske bær, saft og smoothies, som kan laves i et utal af kombinationer. Men når du høster bær, har du sikkert rigeligt, og bær, som du ikke sylter eller koger saft af, er oplagte at fryse ned. Så har du til dejligt kølige drinks og lunt bagværk året rundt.
40 hyldeskærme
2 kg rørsukker
60 g citronsyre
2 citroner
1,5 lt kogende vand
Det hele blandes og står i mindst 2 døgn, hvorefter det sies.
(Se naturstyrelsens hjemmeside www.naturstyrelsen.dk)
Der er forskel på, hvor du må indsamle: Som hovedregel må du i offentligt ejede skove indsamle overalt i skoven, mens du i private skove kun må tage det med, du kan nå fra vej og sti.
Det er ikke kun skovens dyr, der kan samle bær og frugter i skovene. Vi andre kan også forsyne os i naturens spisekammer. Og det er tilladt! Bær og frugt må i begrænset omfang til privat brug samles overalt i statens skove og naturområder.
Tommelfingerregel: ca. en bæreposefuld. Tænk på den næste.