Nyheder

Bæredygtig kost giver færre blodpropper

Foto: Adobe Stock
11. januar 2022

Ny undersøgelse konkluderer, at en bæredygtig kost, som består af mere grønt og mindre kød, sænker risikoen for blodpropper i hjernen og hjerneblødninger. Det er godt nyt for alle dem, som gerne vil passe på kloden og kroppen samtidig.

Et engelsk studie har tidligere fundet frem til, at vegetarer havde øget risiko for hjerneblødninger, sammenlignet med kødspisere. Den nyhed blev spredt vidt og bredt og har måske også nået vegetarer eller danskere, som har valgt at skære ned på kødforbruget, og fået dem til lige at stoppe op. Men nu viser danske resultater altså et markant andet og noget mere positivt billede.

Forskere fra Aarhus Universitet har i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse undersøgt danskernes spisevaner og risikoen for blodpropper og hjerneblødninger. Her kommer de altså frem til, at risikoen er mindre for dem, der spiser bæredygtigt. At spise bæredygtigt betyder ifølge de officielle råd, at man skærer ned på kødet og i stedet spiser mere grønt, mere fisk, flere bælgfrugter, mere fuldkorn, vælger magre mejeriprodukter og slukker tørsten i vand. 

Forskningen er lavet på baggrund af data fra den danske befolkningsundersøgelse Kost, Kræft og Helbred, hvor knap 60.000 danskere i alderen 50-64 år svarede på spørgsmål om deres kostvaner i starten af 90’erne. De data er blevet sammenholdt med, hvilke deltagere der senere udviklede enten blodpropper i hjernen eller hjerneblødninger.

Spis grønt med ro i maven

Fordi forskningen bygger på kostvaner, der ligger omkring 30 år tilbage, tager undersøgelsen altså ikke højde for de mange nye bæredygtige alternativer, der sidenhen er kommet på markedet. Det er produkter som havremælk og planteprotein. Derfor skal der også mere forskning til i forhold til de nye fødevarer, forklarer forsker Christina Dahm, som står bag undersøgelsen. 

Når det er sagt, så slår hun fast, at den bekymring, som mange måske fik i kølvandet på de engelske resultater, altså er ubegrundet.

Hvis man som voksen mand eller kvinde følger en bæredygtig kost og de nordiske anbefalinger for fuldkornsindtag, så ser vi en lavere risiko for blødninger eller blodpropper i hjernen, siger Christina Dahm. 

Hun bakkes op af Daniel Ibsen, som også har bidraget til den nye undersøgelse. Han siger, at en bæredygtig kost, som på mange måder ligner en vegetarisk kost, er sund og sikker i forhold til risikoen for blodpropper og hjerneblødninger 

Studiet er publiceret på det videnskabelige tidsskrift Stroke

Flere spiser bæredygtigt

Bæredygtig kost er et vigtigt led i klimakampen og målet om at nå de klimareduktioner, det er ambitionen at nå i 2030 på 70 procent. 

I den forbindelse udgav Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri i samarbejde med Fødevarestyrelsen for nylig en række nye bæredygtige kostråd. Og rigtig mange danskere omlægger i disse år deres kostvaner i retningen af en grønnere diæt netop i håbet om at fremme klimakampen. 

Faktisk viser tal fra Coop, at andelen af flexitarer – mennesker som lever delvist vegetarisk – er steget fra 16 procent i 2017 til omkring hver fjerde i 2019. Samtidig spiser hver tiende i samme år kødfrit halvdelen af ugens dage, mens det kun gjaldt for 3,9 procent af danskerne i 2010.

Det store spørgsmål er selvfølgelig, om man i den kamp går på kompromis med kroppens behov og sundheden, og her giver de nye resultater altså en opløftende melding. 

Forrige artikelEt liv med D-vitamin er et aktivt liv

Næste artikelForskning vil bygge bro til alternativ behandling