Nyheder

Bakterier afslører leddegigt

18. august 2015

Der er en voksende fokus på sammenhængen mellem bakterierne i tarmen og vores almene sundhed. Nu kan man diagnosticere leddegigt ved at studere tarmbakterierne.

Det er forskere fra Københavns Universitet og Kina, der har opdaget sammenhængen: Personer med leddegigt har en anden bakteriesammensætning i tarmen og munden end folk uden leddegigt. Leddegigt-patienter har en overrepræsentation af nogle bakterier og mangler andre.

Bakterier og leddegigt

Opdagelsen er endnu et bevis på sammenhængen mellem tarmens bakteriesammensætning, vores immunforsvar og de sygdomme, vi udvikler. Tidligere er blandt andet type 1-diabetes blevet kædet sammen med sammensætningen af bakterier i tarmen.

Men det er dog ikke lykkedes forskere at finde ud af, om den ændrede bakteriesammensætning skaber leddegigt – eller om det er leddegigten, der er skyld i den ændrede bakteriesammensætning.

Men opdagelsen er alligevel yderst brugbar, fordi det åbner mulighed for, at man kan diagnosticere leddegigten ret præcist ved hjælp af en spytprøve – og at denne prøve kan danne grundlag for en målrettet behandling, fordi spyttet kan afsløre, hvilken medicin, der virker bedst.

Kompliceret analysearbejde viste sammenhæng

Forskerne har udviklet en analysemetode, så de ved hjælp af en simpel prøve af bakterier i mundhulen og tarmen kan afgøre, om en patient har leddegigt, er i behandling for leddegigt eller er rask.

Forskerne kom frem til resultatet ved at bestemme, hvilke bakterielle gener, der er i prøver fra munden og tarmen fra personer både med og uden leddegigt. Omfattende bioinformatiske analyser blev brugt til at samle generne i enheder, der svarer til kendte eller ukendte bakterier. De store mængder data blev bagefter bearbejdet i bioinformatiske modeller, så man kunne samle et billede af, hvilke bakterier der var i prøven til at starte med, og hvor mange der var af hver.

Hønen og ægget

Det var et kompliceret analysearbejde. Det næste skridt for forskerne bliver at afgøre, om ægget eller hønen kom først.

– Det er det forestående arbejde for at kortlægge denne sammenhæng. Længere ude i fremtiden kan man måske prøve at ændre på bakteriesammensætningen i tarmen hos folk med leddegigt og se, om det har en positiv indvirkning på deres sygdom. Det er voldsomt interessant, men til det er der stadig lang vej igen, siger Karsten Kristiansen fra Biologisk Institut på Københavns Universitet til videnskab.dk.

Kilde: videnskab.dk

Forrige artikelØkologi er stort i Rusland

Næste artikelSyv kneb til effektive gåture