Pilotprojekt omkring zoneterapi kan hjælpe barnløse kvinder med PCOS. Effekt påvist ved ultralydsskanning af æggestokkene samt ændring i blødningsmønster.
Mellem 20 – 25 % af alle danske kvinder i den frugtbare alder, lider af PCO (Polycystiske Ovarier, hvor der findes flere follikler (ægblærer) i æggestokkene end sædvanligt. Det kan ledsages af blødningsforstyrrelser samt en række andre symptomer, som skyldes en overproduktion af mandlige kønshormoner fra æggestokkene og kaldes så et Polycystisk Ovariesyndrom (PCOS). Op mod hver 7. kvinde lider af PCOS. Symptomerne kan være uregelmæssig menstruation, manglende ægløsning, barnløshed samt tendens til akne og uønsket hårvækst. Der ses også en sammenhæng mellem PCOS og sukkerstofskifte-lidelser (type 2 diabetes eller insulinresistens) samt forhøjet tendens til overvægt, som forværrer tilstanden. En konsekvens af syndromet er ofte barnløshed og nedsat livskvalitet. Der behandles normalt med hormoner og evt. kunstig befrugtning er ofte en løsning på barnløsheden. Otte kvinder i alderen 24-34 år med PCO/PCOS og lange menstruationsintervaller (33-90 dage) har været med i en klinisk undersøgelse, hvor udredning, gynækologisk undersøgelse med ultralydsscanning, blodprøvetagning samt lægelig observation er foregået på Fertilitetsklinikken Trianglen, Hellerup. De zoneterapeutiske behandlinger er udført i tre klinikker på Frederiksberg.
Virkning på to kendte symptomer
Pilotprojektet viser, at zoneterapien har en signifikant virkning på både cykluslængden og antallet af follikler i æggestokkene. F.eks. faldt gennemsnitslængden af kvindernes menstruationscyklus fra ca. 53 dage til ca. 38 dage. Og ultralydsscanningen af kvindernes æggestokke viste et fald fra gennemsnitligt 42 til 25 follikler, hvor op til 24 follikler er normalt. – På grund af det lave deltagerantal (otte kvinder) skal resultaterne naturligvis tolkes med forsigtighed. Samtidig er flere af resultaterne signifikante og dermed så interessante, at der er basis for at gå videre med et egentlig forskningsprojekt. Og hvem ved, måske kan zoneterapi blive et behandlingstilbud til de kvinder, som ikke tåler eller ønsker hormonbehandling? Der er brug for mere forskning i zoneterapiens effekt på PCOS. Og det vil f.eks. være oplagt at undersøge om zoneterapi også har effekt på overvægtige kvinder med PCOS. Det har været ganske naturligt for mig at samarbejde på tværs af sundhedssystemerne, hvor kvinder i dag i stor stil kombinerer behandlingstilbud fra begge verdener, fortæller projektleder, zoneterapeut Lone Victoria Schumann, som har arbejdet med vidensindsamling for FDZ i otte år. – FDZ vil gerne udbygge samarbejdet med det danske sundhedsvæsen. Og vi håber, at det vil være muligt at finde samarbejdspartnere og fondsmidler til et større forskningsprojekt om PCOS, siger formand Lisbeth D. Nielsen, FDZ Forenede Danske Zoneterapeuter. Kilde: PressCom