Julen rummer en stor risiko for øget madspild. Hvordan undgår du at smide for meget mad i skraldespanden til skade for pengepung og miljø? Vi giver et par tips.
Madspild er et problem året rundt, og madresterne i skraldespanden koster ifølge forbrugerbevægelsen “Stop Spild af Mad” danskerne 16 mia. kroner om året. 16 mia. kroner i skraldespanden er et astronomisk spild, og omsat til en familie bestående af to voksne og to børn er der tale om et årligt madspild på 10.000 kroner.
Så du kan have meget at vinde ved at få brugt de fødevarer, du køber.
Julen er et godt sted at starte, fordi de mange gæstebud efterlader mange rester – især hvis du har regnet forkert på mængderne eller blot været lidt for ambitiøs med antallet af retter.
Faren ved julen er, at der er mange madtraditioner, der partout skal holdes i hævd. Til kaffebordet skal der helst være fire forskellige slags småkager, julefrokosten skal byde på både sylte, leverpostej, julekål og flæskesteg (udover alle de andre ting forstås), juleaften skal der være rigeligt med and og flæskesteg, for det ville jo være pinligt, hvis der var for lidt.
Det ender ofte med alt for meget mad. Det giver sig selv, at hvis der er 12 personer omkring julebordet, og der er 18 kg fødevarer, vil der være et betragteligt overskud. Regn med, at hver person højst kan spise mellem 500 og 700 gram mad, før mætheden indfinder sig. I den søde juletid, hvor de fleste af os spiser lidt mere, kan det måske presses op på 800 gram i gennemsnit. Så er der rigeligt.
Lad være med at spise alle juleretterne i løbet af de tre højtidsdage. Fordel julemaden over hele december, så du bedre kan vælge en håndfuld retter ud til julefrokosten. To slags fisk, to eller tre slags kødretter, to salater og to eller tre gode oste er rigeligt. Sæt hele brød på bordet, så der kan skives efter behov. Det er lettere at genanvende et brød end afskårne, tørre skiver.
Sæt løbende retterne på bordet og tag de andre af, så resterne kan komme på køl.Varme retter kan hurtigt nedkøles udendørs, hvis de er pakket godt nok ind. Så undgår du at temperaturen stiger for meget i køleskabet. Mad, der står for længe fremme i stuetemperatur, kan blive en ren bakteriebombe, så det gælder om at få alt på køl så hurtigt, som muligt.
Notér dine erfaringer til brug næste år. Skriv ned, hvor mange mennesker, der var indbudt, hvor meget mad, du købte og hvor meget mad, der var tilovers. Så er det lettere at vurdere madbehovet næste år.
Saml inspiration til genbrug af madrester. Der er flere tip på stopspildafmad.dk, og resterne fra juleaften kan give en fuldstændig fantastisk biksemad, når kartoflerne steges i andefedt.
Kilde: stopspildafmad.dk