Krop

Vegatest: Statusrapport på krop og sind

27. juni 2022

 Vega-testen er en hurtig og smertefri metode til at afdække ubalancer og belastninger i både kroppen og sindet. Vi har prøvet metoden, der er helt ufarlig, men rimelig præcist peger problemområder ud.

Jeg har aldrig hørt om den såkaldte Vega-test, før jeg tilfældigvis falder over en annonce i den lokale ugeavis: ’Vega-test – komplet sundhedstjek’, står der. Endda med lovning om, at det er et af de grundigste tjek, man kan få.

Min nysgerrighed er vakt.

Især da jeg læser de mange ting, man kan teste for.

Vitamin- og mineralmangler, intolerancer overfor fødevarer, hormonelle ubalancer, allergier, syre-base ubalancer, belastninger fra tungmetaller, svampe, parasitter og vira.

Det må jeg prøve.

Jeg laver en aftale med heilpraktiker Bianca Ganzhorn, der er indehaver af Klinik for Biomedicin i Aarhus centrum.

 

Alt hænger sammen

Den første halve time snakker vi. Hun spørger ind til, om jeg har smerter, skavanker, sygdomme. Om jeg har været udsat for ulykker og andre traumatiserende oplevelser. Hvad og hvordan jeg spiser. Om jeg tager kosttilskud, og om jeg er blevet vaccineret og tager medicin.

– Inden vi laver testen, har jeg brug for at danne mig et billede af, hvem jeg sidder overfor. Den viden sammenholder jeg med de resultater, testen giver, fordi de ubalancer og belastninger, der er i kroppen, altid hænger sammen med måden, vi tænker, spiser og lever på – og de ting, vi har været udsat for, siger Bianca Ganzhorn.

Jeg fortæller om de fordøjelsesproblemer og ubehagelige tendenser til luft i maven, som jeg har haft hele mit voksne liv.

Hun får også historien om stor træthed, og hvordan jeg lever i en nærmest kronisk stresstilstand som mor til et barn med autisme.

Det skal da også vise sig, at testen fanger det hele.

 

Årsager frem for symptomer

Nu er det blevet tid til at lave selve Vega-testen.

Vi rykker over til et andet bord, hvor der står en lille, kompakt maskine. Bianca sætter sig overfor mig og beder mig åbne begge mine hænder, som ligger afventende på bordet.

Hun placerer en elektrode i min venstre håndflade. Jeg tager et let greb om den smalle, metalliske cylinder.

– Fint. Prøv nu om du kan slappe godt af i din højre hånd, siger hun og prikker lidt til huden i min håndflade med en testsonde.

Kort fortalt, så bygger testen på biofysisk tænkning. Biofysik handler om de elektriske impulser og informationsstrømme, der konstant foregår i kroppen via bindevæv, nerver med videre.

Ved en målrettet elektrisk provokation af et sygt eller ubalanceret område i kroppen, vil kroppen reagere ved en ændring af hudens modstand. Det er den modstand, Vega-testeren kan registrere.

– Testen afdækker belastningerne, og min analyse af testen gør det muligt at afdække årsagerne, siger Bianca Ganzhorn.

I hendes klinik kommer folk i alle aldre og af de samme årsager, som får folk til at gå til lægen.

– De kan groft sagt inddeles i to kategorier; dem, der er opgivet af systemet, og dem, der er bevidste om at tage ansvar for deres eget helbred, siger hun.

 

Kviksølvforgiftning

Bianca Ganzhorn prikker igen og igen i min højre håndflade, imens hun holder øje med, om der kommer udsving i nålen på displayet. Det gør hverken ondt eller føles ubehageligt.

– Der er noget her. Du har en væsentlig kviksølvforgiftning i din krop. Det ser jeg tit. Har du sølvfyldninger i tænderne?

Det må jeg desværre svare ja til. Hele fem styk fra dengang det var helt naturligt at fylde folks tænder med giftigt kviksølv. Det er noget skidt, for kviksølvet kan påvirke nervesystemet. Jeg beslutter på stedet at få samtlige plomber fjernet. De skal bare ud.

Hun fortsætter med testen. Undervejs fortæller hun, hvad hun måler på, og hvad resultatet er.

– Ingen parasitter, ingen vira, ingen bakterier, ingen mineralmangler, ingen hormonelle ubalancer, remser hun op, imens hun arbejder sig igennem de mange områder.

– Din syre-base balance er også god. Og det er godt, for når den er i orden, kan din krop håndtere ubalancer, som kunne føre til celleforandringer, siger hun.

Maskinen kan teste på 1500 forskellige parametre. Lige fra samtlige organer og systemer i kroppen som for eksempel hormonsystemet, hvor maskinen kan måle, om der er ubalancer både i forhold til produktionen af hormoner og hormonernes funktionalitet – til vaccinations-stress samt allergi og intolerance overfor eksempelvis fødevarer, medicin, parfume og rengøringsmidler.

– Jeg tester først helt overordnet, hvilke belastninger du har. Når der så dukker en belastning op, præciserer jeg den efterfølgende. For eksempel tester jeg for svampebelastning og derefter for, hvilken svamp eller hvilke svampe, der påvirker din krop. Testen er meget præcis, siger hun.

 

Det siger testen

Efter en halv time er vi færdige.

Udover kviksølvforgiftningen har testen også vist, at jeg slår ud på vegetativ stress og chok-stress. Det giver god mening for mig, når jeg tænker på, hvordan min søn pludseligt blev alvorligt syg for otte år tilbage og siden har haft store vanskeligheder.

– Vegetativ stress er et udtryk for længere tids overbelastning af nervesystemet. Derfor vil du opleve symptomer som træthed og fordøjelsesbesvær, der følger med længere tids stress, forklarer Bianca Ganzhorn.

Helt uventet er min krop også påvirket af jordstråler fra det, Bianca Ganzhorn fortæller, hedder geopatisk stress. Formentlig fra mit hjem. Hun anbefaler derfor, at jeg taler med en geobiolog, der kan finde ud af, hvor strålingen kommer fra.

Testen giver også en forklaring på mine problemer med smerter, oppustethed og ubehag i maven. Jeg mangler et protein-nedbrydende enzym kaldet protease. Det betyder, at der sker en dårlig spaltning af maden i min fordøjelse. Heldigvis kan det afhjælpes ganske enkelt ved hjælp af en gang piller. Dem vil jeg fluks få bestilt.

Derudover mangler jeg vitamin P, som er såkaldte bioflavonoider, der blandt andet fungerer som antioxidanter, støtter immunsystemet og hjælper kroppen med at optage C-vitamin.

Der er også udsving på gærsvamp, selvom det hverken kan ses på hænder eller fødder.

 

Behandlingen

Konklusionen på min test er med heilpraktikerens ord, at jeg er ganske sund.

Dog afgifter jeg ikke optimalt på grund af kviksølvbelastningen, de manglende enzymer og gærsvampen. Det er der heldigvis råd for.

En uge efter mit besøg hos Bianca Ganzhorn modtager jeg testresultaterne og et behandlingsforslag i min indbakke.

Hun anbefaler, at jeg får fjernet mine sølvplomber i tænderne og derefter følger en udrensningsplan, så det giftige tungmetal kommer ud af min krop. Når det er gjort, skal balancen i mit tarmsystem genopbygges, så slimhinden fungerer godt, og mit immunforsvar kommer i top.

For at få has på min enzymbelastning anbefaler hun, at jeg spiser et tilskud.

I forhold til min kost er der en god balance.

Der er nok at gå i gang med. Jeg griber telefonen og bestiller tid til en undersøgelse hos en tandlæge med speciale i at fjerne kviksølv-fyldninger.

 

 

Om Vega-testen

Testen blev udviklet af to tyske læger tilbage i 70’erne. Helmut Schimmel og Peder-Georg Rademacher.

Den er en videreudvikling af elektro-akupunkturen.

Vega-testen tager udgangspunkt i måling af ændringer i hudmodstanden efter stimulation af et akupunktur- eller trigger-punkt.

 

 

Om heilpraktiker Bianca Ganzhorn

Bianca Ganzhorn er uddannet heilpraktiker og har siden 2007 haft klinik i Århus. En heilpraktikers arbejde består i at finde årsagen til og at stabilisere de ubalancer, krop og psyke har, så kroppens biologiske ligevægt genoprettes.

Det sker ved hjælp af blandt andet homøopati, kost, plantemedicin og kosttilskud.

Hendes speciale er fordøjelsen, da en dårlig fordøjelse ofte er årsagen til både eksem, intolerancer, allergi mv. 

Ordet heilpraktik betyder helbredelsespraksis, og er en regulations-terapi med naturlige metoder.

 

Læs mere om Bianca Ganzhorns arbejde på biomedicin.eu.

 

 

 


Forrige artikelSalmonellafrygt på retur

Næste artikelDrop undskyldningerne!