Krop

Behøver børn overhovedet at få ekstra vitamintilskud?

Foto: Shutterstock
26. august 2020

Er du i tvivl om dit barns kost og kosttilskud? Så er du langt fra den eneste. Når forældre skal svare på, hvad de er mest i tvivl om i forhold til deres børns sundhed, så kommer mad og kosttilskud langt op på listen.

Vi ser nærmere på kosttilskud til børn i denne artikel. For det kan være en god investering i dit barns sundhed. Hvornår er det en god idé med kosttilskud? Er der særlige tidspunkter eller særlige diæter, hvor du skal være ekstra opmærksom? Hvilke kosttilskud fungerer godt for børn? Og hvordan vælger du mellem alle de forskellige mærker?

Er kosttilskud til børn overhovedet nødvendigt?

Udgangspunktet for dit barns sundhed er uden tvivl sund mad, søvn, bevægelse og kærlige relationer. Ingen kosttilskud kan gøre det ud for en usund livsstil.

Dit barn kan være godt dækket ind med vitaminer, hvis dit barn hver dag spiser sundt og varieret med mange forskellige grøntsager, fuldkorn, sunde fedtstoffer osv. Hvis grøntsagerne er dyrket i nærings-rig jord. Hvis dit barn stort set ikke får forarbejdet mad med raffineret mel, konserveringsmidler, sukker og kemiske tilsætningsstoffer, og hvis dit barn ikke har udfordringer med sundheden som eksem, hyppigt snot, allergi eller fordøjelses-problemer.

Der kan dog stadig være enkelte næringsstoffer, som dit barn ikke får tilstrækkeligt af. Det vender vi tilbage til.

Læs også: Efterspørgsmål på kosttilskud stiger under coronakrisen 

Hvornår er det en god idé at give mit barn en vitaminpille?

Du kan sagtens give dit barn en vitaminpille året rundt. Det er særligt en god idé, hvis dit barn spiser ensidigt, ikke spiser mange forskellige grøntsager, spiser raffineret mad eller har udfordringer med sundheden som eksem, snot, fordøjelses-problemer, allergi eller andet.

Du kan også give dit barn en vitaminpille på særlige tidspunkter af året. Måske spiser I mere grønt og varieret om sommeren, end I gør om vinteren. Derfor tager I lidt ekstra tilskud i de mørke måneder.

En god kvalitets multivitamin/mineral giver dit barn en god basis af livsnødvendige vitaminer og mineraler, som er nødvendige for en uendelig lang række af processer i kroppen f.eks. i hormonsystemet, nervesystemet og immunforsvaret. Mange af vitaminerne og mineralerne arbejder sammen på kryds og tværs. Hvis der bare mangler en enkelt af dem, så kan det forskubbe balancen af de andre, hvilket kan påvirke forskellige processer i kroppen negativt. Derfor er det altid en god idé at tage en multivitamin/mineral som basis, før man eventuelt begynder at supplere med enkelte vitaminer og/eller mineraler.

Læs også: Find vej i junglen af vitaminer

Børn på diæt

Hvis dit barn spiser efter en bestemt diæt f.eks. vegetarisk, vegansk, mælkefri eller lignende, så kan en god kvalitets multivitamin/mineral være med til at dække dit barn ind med f.eks. jern og B12.

Jern og B12 findes nemlig særligt i animalske fødevarer. Derfor har dit barn brug for tilskud, hvis ikke I spiser animalske produkter. Vær opmærksom på, at der også kan være brug for ekstra tilskud ud over det, der er i en vitaminpille f.eks. ekstra kalk og magnesium ved mælkefri diæt. Kalk og magnesium er makromineraler, der fylder meget. Derfor er mængderne af kalk og magnesium ofte ikke høje nok i en multivitamin/mineral.

Hvilken multivitaminpille skal jeg købe til mit barn?

Hylderne, både i supermarkedet, på apoteket, hos Matas og i helsekostbutikkerne, har et farvestrålende udvalg af multivitamin/mineraler til børn. Når du skal vælge en vitaminpille til dit barn, så er det en god idé at se på, om den er sammensat af vitaminer og mineraler, som er letoptagelige for kroppen. Vitaminer og mineraler findes med forskellige ”efternavne”, som siger noget om, hvor nemt stofferne bliver optaget i kroppen og kommer ud og gør gavn i cellerne. Det er navne som ”natur-identiske”, ”syntetiske”, ”foodstate”, ”uorganiske” eller ”organiske”.

Desværre er det ikke altid så nemt at gennemskue på pakken, hvor god optagelighed vitaminerne har. Ofte hænger pris og kvalitet sammen. Som udgangspunkt finder du ikke de letoptagelige tilskud i supermarkedet eller på apoteket. Gå gerne i helsekosten og få vejledning der.

Nogle af de mærker, der har fokus på optagelighed i deres børnevitaminer er bl.a. Biosym, Spektro, Nani, Natures Own og Wild Nutrition.

Forskellige vitaminpiller har altid lidt forskelligt indhold. Det kan være i styrke og/eller i sammensætning. Det er derfor altid en god idé, at skifte lidt mellem de forskellige gode mærker. Det svarer til at spise en varieret kost.

Vær særligt opmærksom på at skifte mellem forskellige mærker, hvis du køber en vitaminpille, der ikke er så bredt sammensat. Det gælder især for nogle typer af flydende vitaminer og også nogle ”foodstate”-produkter. ”Foodstate” er en særlig god optagelig form for vitaminer og mineraler, men nogle af produkterne har ikke så mange mineraler tilsat.

Læs også: Populære gummies er elsket og kritiseret

Smager den godt?

Det betyder selvfølgelig noget, hvordan vitaminpillerne smager og også deres konsistens. Hvis du ikke kan få dit barn til at spise kosttilskuddet, så kan selv det dyreste og bedste tilskud ikke gøre gavn i kroppen. I nogle helsekostbutikker er det muligt at bede om smagsprøver på deres gode kvalitets multivitamin/mineraler.

Især små børn kan også have tendens til at skifte smag. Så de vitaminer, der virkede i sidste måned, vil barnet nu ikke røre. Brug gerne fantasien lidt for at få de gode vitaminpiller i dit barn. Skær pillerne i små stykker og put dem i grøden, knus dem og put dem i en smoothie eller i yoghurt eller i en lille smule frugtmos.

Nogle producenter laver deres vitaminpiller i form af bløde gummies. De er populære hos mange børn og kan være en god løsning, hvis barnet ikke vil spise andre vitaminer. Vær dog fortsat opmærksom på kvaliteten, optageligheden og indholdet af mineraler. Det samme gælder for flydende vitaminer og vitaminer på sprayform.

Hvis dit barn fuldstændig afviser at spise de vitaminer, du har købt, så køb nogle andre og gem de gamle væk i en måneds tid. Herefter kan du finde dem frem og prøve igen.

Hvad med sødestofferne?

Forældre kan være bekymrede for hvilke sødestoffer, der findes i multivitaminer. Aspartam og lignende kemiske sødemidler skaber bl.a. ubalance i tarmbakterierne. Derfor giver det god mening at undgå disse. Sukker, steviaudtræk og xylitol i de små mængder, der findes i vitaminpiller, er umiddelbart ikke problematiske.

Kan mit barn få for mange vitaminer?

Nogle vitaminer og mineraler er hurtigt ude af kroppen igen. Andre kan ophobe sig, hvis man får dem i større mængder og i længere tid end nødvendigt. Så ja – det er muligt, at et barn får for mange vitaminer og mineraler. De multivitamin/mineraler, der er på markedet til børn i Danmark, giver dog ikke anledning til bekymring om overdosering.

I praksis er det derfor nærmere underskud af vitaminer og mineraler, som er en udfordring for børns kroppe og sundhed på grund af kost, livsstil og øget behov i forbindelse med sygdom, allergi mm.

En god kvalitets multivitamin/mineral er med til at sikre, at dit barn ikke mangler livsvigtige næringsstoffer. Det er derfor ofte en god investering i dit barns krop og sundhed.

Her er et tilskud med gode vitaminer en god ide

Langt fra alle børn spiser og lever i dag på en måde, der svarer helt til kroppens. Langt fra alle børn spiser kun hele rene fødevarer dyrket i næringsrig jord. En del børn får eller har fået medicin. Nogle børn har sygdomme/udfordringer som kræver ekstra kræfter af kroppen. Mange børn har en ubalanceret bakteriebalance i tarmen opstået efter fødsel, medicin, livsstil eller andet. Nogle børn er kræsne og spiser derfor ikke varieret. Nogle børn spiser en særlig diæt af forskellige årsager. De fleste børn får ikke sollys på huden gennem årets kolde måneder.

Kan du kende dit barn i én eller flere af ovenstående sætninger? Så kan et tilskud af en god kvalitets multivitamin/mineral være en god ide.

 


Hvornår må mit barn få en vitaminpille?

Nye regler betyder, at der på mange multivitaminer står dosis fra barnet er 3 år gammel. Men det betyder ikke, at du ikke må give dit barn på 1 år en multivitaminpille. Faktisk foreslår danske myndigheder multivitamin til børn helt ned til ½ år, hvis de lever vegansk. Du kan derfor godt give dit barn en multivitamin, også selvom det er under 3 år. Husk dog, at den skal knuses til de helt små børn, så de ikke får den galt i halsen.

Særligt om D-vitamin

D-vitamin er et særligt vitamin, fordi vi ikke kan spise os til nok gennem kosten, heller ikke selvom vi spiser varieret og med mange grøntsager osv. Vi skal have det fra solens stråler, når de rammer huden. Undersøgelser viser gang på gang, at danskerne mangler D-vitamin. Det gælder også børn og i særdeleshed teenagere. D-vitamin er utrolig vigtigt for børn. Det har stor betydning for immunforsvaret, for knoglesundheden, for hjernens humør og funktion med mere. Fra september til april har vi ikke meget sol i Danmark, og det er for koldt at være udenfor uden tøj på kroppen. Derfor har stort set alle børn og teenagere brug for et tilskud af D-vitamin på den tid af året.

Du kan nemt give dit barn D-vitamin som dråber, spray eller evt. som del af en multivitamin. Det skal være D-vitamin i form af D3, som er den naturlige og dermed letoptagelige form. De danske myndigheder anbefaler 10 mcg dagligt til børn, men D-vitamin eksperter rundt om i verden sætter dosis højere og EFSA (EU´s fødevaresikkerheds autoritet) sætter da også den øvre sikre grænse til 35 mcg/dag for børn under 1 år og 50 mcg/dag for børn over et år i alt fra mad og tilskud. Hvis et barn viser tegn på at have særligt brug for D-vitamin f.eks. ved at blive ofte syg om vinteren, så kan man godt give 20 mcg dagligt i alt i de mørke måneder. Det kan f.eks. være et multivitamin med 10 mcg D-vitamin plus 1 dråbe Bidro D-dråber.

Læs også: Får du optaget din D-vitamin?

Forrige artikelSpis dig til bedre fertilitet

Næste artikelSpis dig til en bedre sædkvalitet