Behovsstyring: Kender du dine behov?

Af: Birgitte Aagaard, coach

Foto: Shutterstuck

Ofte er det børn, vil tænker på, når vi taler om behovsstyring. Men hvor gode er vi voksne til at styre vores behov? Og hvad ligger der bag vores vanskeligheder med at holde igen eller bare finde en god balance?

Serie-spamming på nettet, dating med et swipe, fastfood og ”to go” – der er fristelser overalt. Fordybelsen i samtalen og samværet, f.eks. omkring måltiderne, er ved at blive en sjældenhed i vores liv. Vi dulmer ethvert behov for mad, selskab og underholdning i en fart, men måske burde vi mærke mere efter, hvad det egentlig er, vi trænger til?

Naturlov nr. 1

Livet handler i bund og grund om overlevelse – fysisk og psykisk. Vi vil altid som mennesker forsøge at opretholde en balance i vores velbefindende ved at undgå eller kompensere for mangler og belastninger.

Nogle gange er de løsninger, vi vælger, ikke særligt logiske – vi kan f.eks. forsøge at dække et psykisk behov ved at tilfredsstille et fysisk behov, eller omvendt. Det er ikke altid den mest hensigtsmæssige strategi, men det er samtidig en naturlov, at vi forsøger at gribe ud efter de løsninger, der er tilgængelige.

Vi stræber konstant efter at opretholde den energi og styrke, vi har brug for til at klare hverdagens udfordringer – men det er der ikke meget behovsstyring over.

Maslow revideret

Hvis vi kigger på den gode gamle ’Maslows behovspyramide’, kan vi se, hvordan varme, mad og ly er basale behov, mens de mere mentale aktiviteter ligger i toppen. Men med vores overskudssamfund må vi tænke den om, fordi vi netop ikke er styret af nødvendigheden, men af vores valg.

Vi kan langt hen ad vejen vælge, hvordan vi tilfredsstiller vores behov – der er ikke hungersnød, og vi er ikke slaver for den lokale høvding …
Vi er således i den ”fordelagtige” situation, at vi kan vælge at dække psykiske behov med fysisk tilfredsstillelse, og vi har ”råd til” at udskyde og mestre fysiske behov for at opnå følelsen af kontrol og selvtillid, fordi vi ikke bare skal overleve fysisk.

Desværre skaber dette nye ubalancer i form af livsstilssygdomme, spiseforstyrrelser og træningsafhængighed. Hvor vi kunne være frie, er vi det stadig ikke …

Mad = tryghed

I vores moderne samfund hører det til sjældenhederne, at folk går sultne i seng, endsige dør af mangelsygdomme eller underernæring. Det hører fortiden til – blot ikke i vores hjerner …

Ofte vil vi forveksle behov med hinanden. Eksempelvis fungerer mad ofte som en trøst, hvor vi bliver bekræftet i, at ”der er nok” til os – vi er ikke i fare, der mangler ikke noget, umiddelbart. Når barnet sutter løs på sin narresut, bliver det beroliget – pga. ligheden med amningen, som leverer både næring og nærhed.

Som en parallel er ”hygge” forbundet med at spise for rigtig mange mennesker. Hygge er oplevelsen af tryghed, oftest i samværet med andre – her tanker vi op med energi, anerkendelse, bekræftelse, selvtillid osv.

Af samme grund tyr vi ofte til mad, drikkevarer og rygning, når vi trænger til tryghed og nærvær – ligesom barnet, der sover bedre med sutten i munden.

Afledningsmanøvrer

Når vi forsøger at dække psykiske behov f.eks. med mad og drikke, når vi aldrig den fulde tilfredsstillelse. Vi skaber en midlertidig balance, men det bagvedliggende behov er udækket. Og værre endnu: Ved vores umiddelbare – hurtige – forsøg på at spise, drikke, ryge, sove, TV-kigge os fra en ”psykisk mangelfølelse” vænner vi os af med at mærke det reelle behov. Vi tilslører det, vi egentlig trænger til.

På samme måde kan vi aflede vores fysiske behov for ernæring og hvile gennem anden aktivitet. De grelleste eksempler finder vi hos spiseforstyrrede: Behovet for kontrol over eget liv håndteres ved at nægte kroppen den nødvendige næring. Som et forsøg på at sætte udviklingen i stå og skabe en kunstig forudsigelighed.

Hos ekstreme idrætsudøvere ser vi, hvordan et oprindelig behov for afstressende motion eller bedre form, udvikler sig til en fysisk besættelse, hvor oplevelsen af kontrol og en midlertidig fysisk tilfredsstillelse (i form af et adrenalin og endorfiner) føles som selvværd og personlig styrke. Men det er ikke en sund behovsstyring.

Reelt er denne ”balance” meget skrøbelig og vil kræve mere og mere …

Livsmestring

Disse mekanismer er langt fra nye. Og i mange sammenhænge har de hjulpet mennesker til at udholde pinsler, sult, kulde, krig osv.

Ved at bruge vores fantasi og samles om sang, dans, kreative udfoldelser, fortællinger og samtale har vi – helt siden vores oprindelse – lært kunsten ved behovsstyring.

Den selvvalgte askese følger samme logik, dog med et andet formål. Munke og nonner skaber plads for den religiøse nærhed med deres gud ved bevidst at sætte de fysiske behov til side og fokusere på de spirituelle.

Når vi i dag f.eks. fravælger en ”dase-ferie” og tager på ”strabads”-ferie – i form af vabelfyldte vandringer, farefuld sejlads eller klatring, retreats med kostrestriktioner og langvarig tavshed – udnytter vi også denne ”bytteøkonomi” mellem behovene: Vi styrer vores behov for magelighed og fysisk tryghed for at overskride vores egne grænser og dække et endnu dybere behov: Følelsen af at mestre sit eget liv.

Self-compassion kan give behovsstyring

Så hvordan holder vi balancen?

Hvordan vælger vi den sunde vej, hvor behovene bliver dækket ’rigtigt’?

I mange år har vi talt om at ’mærke sig selv’ – og vi kæmper stadig med det, tør jeg godt sige som terapeut, mor og moderne menneske.

Et forholdsvist nyt begreb inden for coaching og psykoterapi er begrebet ”compassion” – kort fortalt at rumme vores virkelige følelser, også de grimme af slagsen, og udvise omsorg og anerkendelse for det svære i livet, hos andre og os selv.*

Compassion-begrebet er på sin vis ny vin på omsmeltede genbrugsflasker – men det rammer noget i vores moderne, ”forkælede” tid: At vi ikke skal føle skyld over vores følelser og behovene bag.

Det lyder som en ting fra fortiden – skyldfølelsen over egne behov – men selvfornægtelsen, selvkontrollen og anstrengelsen har stadig forrang i vores protestantiske livsopfattelser: Det giver alt andet lige højere status at være tynd end tyk, at være A-menneske end B-menneske, at løbe maraton end at gå op i digtekunst …

Det, vi kan kalde ”self-compassion”, gælder således om at være ærlige over for os selv, mærke og stå ved vores følelser og behov – og forsøge at dække dem med det, der reelt behøves: Nærvær med nærvær, anerkendelse med anerkendelse og sult med mad og drikke.

 

 


 

Læs om compassion: Nanja Holland Hansen: ”Compassion – lær at rumme svære følelser” (Psykiatrifonden). Der findes mange andre, især engelsksprogede udgivelser, artikler osv. – det er blot at søge på internettet.

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*