Sind

Bekymringer? Find fornuften frem

Foto: Scanpix/Iris
13. august 2018

Tankemylder, bekymringer, nervøsitet og uro indhenter os alle, når vi er pressede og mister overblikket. Tidens store krav om “succes” gør ikke sagen bedre. Men der findes nogle få og enkle spørgsmål og retningslinjer, som kan hjælpe dig til at finde fornuften og roen igen.

”Ta’et rolle” – ja, så jysk kan det siges!

”Tag det roligt…” som min mormor sagde, når vi børn blev lidt for ustyrlige eller uenige. Nogle gange behøver det ikke være mere – blot en påmindelse om at dampe lidt af. Når vi kom ind ad døren efter at have været ude, lød det: ”Æ sko av først …. Æ tøj op og hæng’…. Vask æ hænder….” – en ting ad gangen.

Den voksnes bekymringer er naturligvis usammenlignelige med barndommens oftest overskuelige udfordringer, men tilgangen til at håndtere uro, nervøsitet og konflikter er den samme.

Uanset om vi taler om forurening, terror eller det moderne menneskes ønske om at eje alverdens goder, have sin handlefrihed, være velsignet med et godt helbred og udseende OG have en god karriere (og så trækker vi vejret), så vil enhver bekymring omkring alt det, der truer os og vores ’lykke’, altid vende tilbage til den samme grundlæggende løsning: ”Gør det enkelt” og ”Gør en ting ad gangen”.

Gør det enkelt: Afgræns, prioriter og evaluer

Når vi skal overskue noget, vi tumler med i tankerne, er det vigtigste at afgøre, hvor meget af problemet, der er overhængende og virkeligt:

1) Afgræns udfordringen: Præciser, hvad problemet består i, og hvornår det optræder. Slut med ”altid” eller ”aldrig”. Hvilken sammenhæng drejer det sig om? På den måde kan du lettere få øje på de konkrete løsningsmuligheder.

2) Prioriter: Ingen udfordringer eller bekymringer er lige vigtige. Hvilken er den vigtigste? På den måde ved du, hvor du skal starte med at knække kurven for din uro og ængstelse.

3) Evaluér dine bekymringer: Find fornuften frem og betragt din bekymring kritisk. Hvor stor er sandsynligheden for, at din bekymring bliver virkelighed?

På den måde kan du planlægge realistisk, og undgå at bruge tanker og kræfter på ”hvis’er”…

Gør én ting ad gangen: Træk vejret, søg vejledning og planlæg

1) Træk vejret: Giv dig selv tid til at falde til ro, når du mister overblikket. Gå lidt væk, sæt dig et roligt sted og tag en timeout.

På den måde baner du vejen for mere klare tanker.

2) Søg vejledning: Du behøver ikke klare alt selv – andre har garanteret prøvet noget lignende.

Søg råd og støtte hos ligesindede, erfarne eller faglige eksperter. På den måde undgår du at grave dig ned med dine bekymringer/problemer – uanset om din udfordring er af praktisk eller mere mental karakter.

3) Planlæg: Læg en plan for, hvordan du kan gribe sagen an, så langt som du kan se frem.

Beskriv trin for trin, hvad du kan gøre for at løse eller forebygge problemet.

På den måde undgår du at gå i panik og lade de negative tanker løbe af med dig.

Dit ”quick-fix” til bekymringer

Det tager tid at forandre vores tankemønstre og at håndtere konkrete udfordringer.

Nogle gange er der bare brug for en løsning i en hurtig vending – lige når man står der, med bankende hjerte, forvirret og stresset. Et af de simpleste og mest effektive tricks til at skabe ro – så man bedre kan håndtere situationen – finder jeg bl.a. i hypnoterapien. Svaret er ”afledning”!

Når noget bliver for svært og uoverskueligt, skaber vi en afledning – en pause eller et neutralt/positivt mellemrum – indtil vi er klar til at tage næste skridt. Det handler ikke at skulle sætte tid af eller gå et andet sted hen, men lige her og nu at skabe et mentalt rum, hvor du kan slappe af.

Brug de velkendte dybe vejrtrækninger, forestil dig et billede, fokuser på en ting, en duft eller nyn en melodi, som minder dig om noget rart og trygt. Find dit eget ’helle’ – og brug det i flæng.

Forrige artikelKylling og couscous i hvidvin

Næste artikelTilbage til hverdagen: Stå stærkere mod stressen

Birgitte Aagaard

Coach
Skribent på Naturli siden 2010.