Beroligende midler til en 9-årig?

Hvad kan du anbefale af produkter (dråber, te eller lign.), der virker beroligende? Jeg har en datter på 9 år, der spekulerer alt for meget og er meget opmærksom på, hvad der sker omkring hende.

Nu kan hun pludselig ikke overnatte hos kammerater og bedsteforældre.

Hun bliver urolig, næsten angst. Får det varmt og bliver utilpas og må hentes hjem. Hvad kan vi gøre for at hjælpe?

Jeg har læst om diverse beroligende dråber, man kan give. Vil det være en idé ved sengetid? Men hvad/hvilke kan du anbefale?

Mvh B

 


 

Det er dejligt at høre, at I gerne vil hjælpe jeres datter med naturlige midler. Først og fremmest, så er det helt naturligt, at børn i perioder har brug for at få helt ro på og være mest derhjemme.

Så måske skal I skrue ned for aftaler og forventninger til, hvad hun kan/skal. Det kan både være i skole og i fritid.

Bekymringer og angstlignende symptomer kan godt være et tegn på, at der generelt er for mange ting, hun skal leve op til. Måske har hun brug for at være en ”lille pige” i en periode.

Det kan være svært helt at sætte ord på, hvad der rør sig inde i én, når man er barn. Ind imellem må I gerne prøve at gætte jer lidt frem og så lade jeres datter svare på, om I gætter rigtigt eller forkert.

Måske er der noget, der driller i skolen? Med veninderne? Er der drømme? Sker der noget hos jer f.eks. nye jobs, familiemedlemmer eller andet?

Måske har hun set noget på Youtube eller Netflix, der har sat bekymringer i gang?

Det er rigtigt, at der findes produkter, som kan hjælpe med at skabe mere balance. Bachs Blomsterdråber er rigtig gode og styrkende remedier til psykiske udfordringer. Der findes 38 forskellige. Ud fra din beskrivelse kunne følgende være relevante:

Aspen: For indre ængstelse, uro.

Mimulus: Frygt for noget kendt.

Red Chestnut: Bekymret for at der skal ske ens kære noget.

Remedierne kan købes hver for sig i helsekostbutikken og blandes et par dråber af hver i drikkedunken med vand til skolen.

Men allerhelst vil jeg anbefale, at I opsøger en Bach terapeut og får blandet en behandlingsflaske personligt sammensat til din datter. Terapeuten vil tage en lidt dybere snak med jer og evt. med din datter for at finde ind til de bagvedliggende årsager. Flasken kan hun tage med sig og tage nogle dråber af, når hun har brug for det.

Hvis I gerne vil læse lidt mere om Bachs Blomsterdråber, vil jeg varmt anbefale bogen: Bach dit barn op! Af Susanne Løfgren. Her finder I også en beskrivelse af alle remedierne.

Jeg vil også anbefale behandlinger hos en kranio sakral terapeut, som kan hjælpe med at få helt ro på krop og nervesystem.

Og så kan jeg heller ikke lade være med at nævne et tilskud af mælkesyrebakterier. Gavnlige tarmbakterier har vist i studier også at have en positiv effekt på humør og adfærd.

De bedste hilsner

Anette Straadt, sundhedsplejerske

1 kommentar

  • Annililia Henriksen siger:

    Et homøopatisk middel som f.eks. Camomilla Comp. fra Allergica er også et fantastisk beroligende middel til urolige og ængstelige børn. Vh. Annililia

  • Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

    Skriv et svar

    Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

    *