Beskytter p-piller mod kønssygdomme?

Af: Clara Edgar

Foto: Adobe Stock

Ny undersøgelse fra Sex & Samfund viser, at unges viden om prævention og kønssygdomme er skræmmende lav. Det er problematisk, da uopdagede kønssygdomme kan få store konsekvenser, og fordi hullerne i deres viden er hæmmende for deres seksuelle sundhed.

 

Det er langtfra første gang at seksualundervisningen af unge kommer under kritik. Sex & Samfund har længe efterspurgt en bredere seksualundervisning, der tager hensyn til flere aspekter af seksuel sundhed. Der mangler, ifølge organisationen, viden om grænser, nydelse, seksuelle orienteringer, samtykke og meget andet. Men faktisk viser en ny undersøgelse, at selv de mest basale aspekter af seksualundervisningen halter efter.

I undersøgelsen har Sex & Samfund spurgt unge ind til prævention og kønssygdomme, og her viser det sig både, at der er store huller i deres viden, og at de unge, som generelt har dårligt trivsel, også er dem, der har sværest ved at tale om sed og prævention med andre unge. Desuden viser undersøgelsen, at langt de fleste unge netop taler med deres jævnaldrende om disse spørgsmål, og at det er sjældent, at de går til de voksne efter svar.

Af de mest opsigtsvækkende resultater kan fremhæves, at omkring hver fjerde ung tror, at p-piller og minipiller beskytter mod kønssygdomme. Hver femte tror, at spiral beskytter mod kønssygdomme. Derudover oplever mange unge kvinder, at der er en forventning om, at de skal være på hormonel prævention, hvis de har en fast partner, og mange oplever det som svært at kræve, at der bruges kondom af frygt for afvisning i situationen.

Når de blinde leder de døve

Seksuel sundhed og viden er særdeles vigtigt for både fysisk og mental sundhed. Flere undersøgelser peger på en sammenhæng mellem dårlig trivsel og mental sundhed og det, at have fået overskredet sine seksuelle grænser, eller at blive udskammet for sin seksuelle orientering. Dertil kommer, at kønssygdomme, hvis de ikke behandles, kan få store konsekvenser. 

En ubehandlet klamydiainfektion kan eksempelvis lede til sterilitet hos kvinder, og kun cirka 25 procent af smittede kvinder oplever symptomer. Derfor er det altså vigtigt at vide, hvordan man beskytter sig. Noget, de unge altså i høj grad er uvidende om. 

Lene Stavngaard, national chef i Sex & Samfund forklarer, at hullerne i de unges viden skyldes ansvarsfralæggelse flere steder fra. For det første mener hun ikke, at skoler og kommuner tager deres opgave alvorligt, når det kommer til at udbrede viden om seksuelle spørgsmål til de unge, og for det andet føler mange unge ikke, at de kan gå til deres forældre. Derfor ender de i stedet med at tale med hinanden. Men det er uholdbart, fordi vennerne er lige så uvidende som dem selv, og derfor kan myter om sex og prævention leve i bedste velgående.

Hvem skal jeg spørge?

De unge er desuden uvidende om, hvem og hvor de kan henvende sig, hvis de har spørgsmål. Rapporten viser, at kun hver tredje ved, at de kan tale med en læge, sundhedsplejerske eller psykolog om prævention.

Der er altså en stor opgave for de voksne, som omgiver sig med unge i, at udbrede kendskabet til, hvor de unge kan gå hen og at give klare svar på spørgsmål og stille viden til rådighed.

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*