Selvcoaching: Når du hele tiden render ind i konflikter

Besvar spørgsmålet: “Hvordan kunne jeg i stedet håndtere det?”

1) Tale er sølv, tavshed er guld … Nogen siger næsten aldrig noget, og andre siger næsten altid noget. Hvis du hører til den sidste kategori, kan du begynde at holde øje med, hvornår du kunne have haft fordel af at tie eller bare vente med at sige noget. Har du f.eks. hørt alt, hvad sagen drejer sig om? Lader du modparten tale ud? Eller tiltrækker du selv dine konflikter?

2) Rigtig mange uoverensstemmelser opstår eller forværres af misforståelser. Er du faktisk i stand til at gengive modpartens argumenter, så modparten kan genkende dem? Ellers kan du jo tjekke det, inden du fremfører dine modargumenter: ”Hvis jeg har forstået det rigtigt, siger du …”

3) De fleste fastlåste konflikter handler om, at sagen er blevet “personlig”. Ikke blot, at der er interesseforskelle eller forskellige synsvinkler på sagen, men fordi parterne er blevet usaglige eller kritiserende i tonen. Læg først og fremmest mærke til din egen tone. Holder du din sti ren?

4) Vrede og sårede følelser handler ikke altid om den nuværende situation. Vi bærer ar og ømme punkter med os. Læg mærke til, hvad der gør dig vred: Når du føler dig kritiseret, tillagt bestemte hensigter eller generaliseret til en type, der ”altid” gør sådan og sådan?

Forsøg at formulere dine ømme punkter for dig selv OG den anden, så du:

a) kan skelne: Handler min følelse om noget gammelt eller noget aktuelt? Og:

b) lader modparten kende dig lidt bedre, så han/hun måske kan undgå dine allerømmeste punkter.

Tommelfingerregel: Start dine sætninger med ”jeg” (tal om dig selv, din oplevelse, din følelse osv.). Og undgå ”du”, hvor du peger væk fra dig selv: ”du gør”, ”du er”, ”du skal” … Tag ansvaret for din del.

NB. Hvis du er af den tavse type, som samler sammen og måske begynder at bagtale, køre den kolde skulder eller bare bliver bitter og indebrændt, betyder det ikke, at du er uden skyld i konflikter.

Vend øvelsen om: Får du sagt det nødvendige? Er det tydeligt nok? Er du åben om dine følelser og behov, så den anden har en ærlig chance for at komme dig i møde?

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*