Birgittes TIP til selvcoaching

27. juni 2022

… Når du føler dig ensom og usikker i fællesskaber …

 

Besvar spørgsmålet: “Hvad skal der til?”

1) Overvej først, hvad du vil opnå med at være med i en gruppe, på et hold el.lign. Er dine forventninger realistiske – ud fra dine egne erfaringer, andres anbefalinger og råd?

2) Når du har besluttet dig for at deltage, skal du finde ud af, hvordan du lettest kommer med eller i gang. Kan du følges med nogen? Kan du kontakte en i gruppen og høre lidt om, hvordan du kommer med (så du ved lidt fra start og allerede kender en, du kan gå hen og hilse på)?

3) Hvad kan du ellers gøre, så du føler dig mest tryg ved at deltage? Skal du arrangere en ”nødudgang” – en anden aftale, en du kan sende en sms til, noget at beskæftige dig med (telefon, strikketøj el.lign.), hvis du føler dig lidt utilpas?

4) Forbered dig, hvis du forestiller dig, at du skal sige goddag, præsentere dig el.lign. Gør det kort, og prøv evt. at lave lidt sjov med situationen. ”Hej, jeg hedder xx og kommer fra xx. Det her er fuldstændig nyt for mig, men jeg synes det lyder rigtig spændende.” Det er generelt en icebreaker at være ydmyg og positiv på samme tid. Du kan også stille spørgsmål til ”de gamle” om, hvordan de plejer at gøre el.lign. På den måde viser du din interesse, får noget at vide og er respektfuld over for de erfarne.

5) Læg mærke til, hvad de andre gør, og om der nogle, som også sidder lidt og kigger, som du kan stille dig ved eller hilse på. Hvis I bliver opfordret til at gøre noget, så sørg for at melde dig så vidt muligt. ”Det vil jeg gerne, hvis jeg altså kan finde ud af det…” (der er næsten altid nogen, som gerne vil introducere ”den nye”…). Jo længere du venter, jo sværere kan det nemlig være at tage mod til sig. Og husk at smile, fordi det kan nedbryde de fleste barrierer – og så det føles bare bedre

Forrige artikelLyst til at spise sundt

Næste artikelOppe i hovedet