Nyheder

Blåbær kan forbedre din hjertesundhed

Foto: AdobeStock
11. juni 2019

Nyt studie konkluderer, at et dagligt indtag af blåbær kan reducere risikoen for hjertekarsygdomme. Studiet er det hidtil største af sin art, og forskerne peger især på indholdet af anthocyaniner i bærrene som forklaring på de positive effekter.

Det er ikke første gang, at forskere har kastet deres blik på blåbær. Tidligere studier har nemlig undersøgt bærrenes indvirkning på en række aspekter af sundheden. Forskere har blandt andet fundet, at blåbær nedsætter risikoen for type 2-diabetes, dødelighed og blodpropper i hjertet. Det skyldes i høj grad bærrenes indhold af anthocyaniner, som er en antioxidant, man særligt finder i røde og blå planter, frugter, bær og grøntsager.

I dette nye studie har forskerne kigget på, hvad et dagligt indtag af blåbær betyder for folk, der lider af metabolisk syndrom. Metabolisk syndrom er forstyrrelser i kroppens normale drift og omsætning af nærringsstoffer. Man omtaler det som oftest som en livsstilssygdom, der hænger sammen med overvægt, forhøjet niveau af kolesterol i blodet, nedsat følsomhed over for insulin og forhøjet blodtryk.

Denne type livsstilssygdom er særdeles udbredt i den vestlige del af verden, hvor cirka en tredjedel er ramt. Sygdommen øger risikoen for type 2-diabetes, hjertekarsygdomme og hjertekar relaterede dødsfald.

Derfor er det også værd at undersøge, hvordan man kan afhjælpe – og forebygge – de dystre prognoser. Og her lader blåbær til at kunne være en del af løsningen.

150 gram bær om dagen gør en forskel

I den hidtil længste undersøgelse af sin art så forskerne på, hvad et dagligt indtag af blåbær over en periode på seks måneder, betød for sundheden blandt overvægtige mennesker med forskellige metaboliske forstyrrelser. Forstyrrelserne varierede fra forhøjet blodtryk til farligt mavefedt, kolesterol niveauer og forhøjet niveau af fedt i blodet.

I alt deltog 138 personer i undersøgelsen. Største parten var mænd, og alle deltagere var i alderen 50-75 år gamle.

Deltagerne blev inddelt i tre grupper. En gruppe fik, hvad der svarer til 150 gram blåbær om dagen i et halvt år. En anden gruppe fik 75 gram bær og 75 gram gram placebopulver. Den sidste gruppe fik ren placebo. Alle deltagerne fik deres dosis i pulverform bestående af enten frysetørret blåbær eller en placebo som lignede og smagte som bærrene.

Ved studiets afslutning kunne forskerne se tydelige forskelle blandt placebogruppen, og gruppen, der havde fået den højeste dosis af blåbær gennem hele forløbet.

Blåbær nedsætter risikoen for hjertekarsygdomme med 13 procent

Der var ingen registrere ændringer i blodtryk eller insulinfølsomhed blandt testgrupperne. Der var derimod forskel på andre parametre. Gruppen, som havde fået bær, havde nemlig bedre funktion i endothelceller, mindre åreforkalkning, højere niveauer af HDL – det gode kolesterol – og øgede niveauer af anthocyaniner og cyclisk guanosinmonophosphat, som blandt andet giver bedre blodomløb.

Samlet betyder resultaterne, at forskerne bag undersøgelsen estimerer en nedsat risiko for hjertekarsygdomme på 13 procent. Dertil kommer en nedsat risiko for hjertekrampe og blodpropper i hjertet på mellem 6-9 procent.

Derfor anbefaler forskerne også, at blåbær bliver en integreret del af kostråd målrettet at nedsætte risikoen for hjertesygdomme. Både til gavn for den enkelte og den brede befolkning.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen løb fra januar 2016 til november 2016.

Studiet er godkendt af Den Nationale Forskningsetiske Komite.

Testpersonerne var i løbet af undersøgelsens halvårlige testperioden underlagt restriktioner i deres kost, for at sikre det mest nøjagtige resultat. Det betød, at deltagerne ikke måtte spise blåbær ud over den mængde, de blev givet, og kun måtte få en portion mad om ugen, som var høj på anthocyaniner.

Forrige artikelTag et skridt for livet

Næste artikelVegansk kost kan sagtens være børnevenlig!